Hersonissos Rejseguide 2025

Hersonissos på det østlige Kreta er en af øens ældste og mest populære feriebyer. Selvom de fleste turister nu foretrækker Chania og Vestkreta, så har Hersonissos sine egne stamgæster, der ikke kunne drømme om at bo andre steder end her.

På Østkreta ligger feriebyerne lidt mere spredt, og de lange strande som du kan opleve i vest er skiftet ud med mindre badebugter. I Hersonissos bor du tættere på Kretas hovedby Heraklion og det arkæologiske område Knossos, mens du mod øst kan tage på opdagelse på det ukendte Østkreta.

Det og meget andet kan du læse mere om i min Hersonissos rejseguide, som jeg håber, du kan bruge til din ferie på dejlige Kreta. Et varmt velkommen til Travelguru.

hersonissos rejseguide
Hersonissos er også det klassiske Grækenland

Transport

Ind og ud

Nærmeste lufthavn er den i Heraklion (kode: HER), der ligger ca. 25 km fra Hersonissos. Nogle flyselskaber kan have direkte ruter til Heraklion, men oftest kun i sommerperioden eller fra forår til efterår. Se mere hos f.eks. Norwegian eller søg og sammenlign flybilletter her.

Langt de fleste besøger Kreta og Hersonissos på en charterrejse, hvor fly, hotel og nogle gange også transport er inkluderet. Det vil i de fleste tilfælde være billigere end at rejse på egen hånd. Find charterrejser her.

Du kan tage en taxi fra lufthavnen til dit hotel, men vil du ikke stresse over transport ved ankomst, så kan du hjemmefra booke en privat transfer til en fast pris. Som nævnt kan lufthavnstransfer være inkluderet, hvis du vælger en charterrejse.

At komme rundt

Bor du omkring centrum af Hersonissos – dvs. tæt på havnen – vil du sandsynligvis kunne gå rundt til strande og spisesteder. Du kan dog nemt få brug for transport – der er taxi til rådighed, men langs kysten kører også en offentlig bus. Se mere om afgangstider her.

Til nogle seværdigheder kan du tage den offentlige bus, men der er også mulighed for at tage med på guidede udflugter.

Hersonissos rejseguide
Centrum af turistområdet i Hersonissos

Overnatning og hvor skal du bo?

Hersonissos har er stort udvalg af overnatningssteder. Selve turistbyen er ikke specielt stor, men mange hoteller ligger udenfor byområdet. Det er primært de større familievenlige resorts, du finder her.

Både i Hersonissos og nord og syd for byen ligger en række strandområder med overnatningsmuligheder. Nogle strande er med sand, andre med grus/småsten.

Du kommer nemmest og billigst til Hersonissos på en charterrejse – se mere her

Nord for havnen ligger den 1,5 km lange Limanakia Beach, der er med småsten og groft sand. Vandet er dejlig klart, men der kan være lidt klipper i vandet. Her er en stribe hoteller, der således ligger ved stranden og i nem gåafstand til centrum.

Syd for Hersonissos finder du sandstranden Star Beach opkaldt efter det store resort med tilhørende vandland, der præger en stor del af kysten her. I området er der andre overnatningssteder, men fælles for dem alle er, at der er 2-3 km til centrum.

Du kan se mere om de mest populære strande og feriebyer i Grækenlandguidens indlæg Hvor skal man bo på Kreta?

Anbefalelsesværdige overnatningssteder

Herunder finder du en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Hersonissos, der alle får gode anmeldelser af tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg hos et af charterbureauerne, hvis du ønsker en pakkerejse, og hos f.eks. hotels.com eller booking.com, hvis du rejser på egen hånd.

Budget

Lejligheder Villa Vicky – Prisvenligt og meget populært hotel med bl.a. dejlig swimmingpool. Mulighed for lejligheder med plads til fem personer.

Lejlighedshotel Iphigenia Mythic Retreat – Mindre hotel i rolige omgivelser. Her er bl.a. have, swimmingpool og værelser med plads til fire personer.

Mellemklasse

Hotel Vasia Boulevard Boutique – Dejligt voksenhotel tæt på strand og centrum. Her bor du i stilfulde og moderne omgivelser.

Hotel Infinity Blue Boutique & Spa – Populært hotel lige i centrum af Hersonissos med få hundrede meter til stranden.

Luksus

Hotel Nana Golden Beach – Større resort ved stranden med 24 timers all incluisve. Mulighed for familieværelser.

Hotel Elios Hill – Nyt lækkert hotel med en lang række faciliteter – bl.a. spa, vandland og skøn pool.

Mit valg

Lejligheder Villa Vicky

Villa Vicky er et dejligt lejlighedshotel i lav bebyggelse og med et fint poolområde. Her bor du på lyse værelser og i gåafstand til både strand og centrum. En stor anbefaling herfra. Se billeder og priser på Villa Vicky.

hersonissos rejseguide
Kreta og Hersonissos har mange skønne hoteller

Seværdigheder og aktiviteter

Ingen behøver at kede sig i Hersonissos. Her er seværdigheder og oplevelser for både børn og voksne. Byen har også flere gode resorts med underholdning og aktiviteter som f.eks. shows, sport og vandland.

Lej en bil og tag på opdagelse på Kreta

Herunder kan du læse om de mest populære oplevelser i eller tæt på Hersonissos, men der er mange andre gode ting at se, gøre og opleve på Kreta.

Hersonissos Old Town (Den Gamle Bydel)

Hersonissos gamle bydel ligger ikke i det man kan kalde turistbyen, men ca. 2 km inde i landet. På trods af den korte afstand, så er den gamle bydel langt fra overrendt af turister, der hellere vil opholde sig langs kysten.

Det gør Hersonissos old town behagelig at besøge. Centrum er det lille torv, der er omringet af et netværk af gader og gyder med lave hvidvaskede huse. På torvet er der ofte dans og musik om aftenen i sommermånederne.

Lychnostatis Museum

Lychnostatis Museum er et fint friluftsmuseum grundlagt af forfatter og kunstsamler Giorgios Markakis. Han opførte en række klassiske huse, der er omdrejningspunktet for museet, som har fokus på liv og traditioner på Kreta.

Der er bl.a. fårehold, en oliemølle, et vineri og bigård. Der er også workshops i bl.a. keramik og håndarbejde, ligesom du kan se dans og høre musik på friluftsscenen. Se mere om Lychnostatis Museum.

Kastri Basilika

På et lille klippefremspring, der deler havneområdet med Limanakia Beach, kan du besøge Kastri Basilikaen fra det 5. århundrede. Det har engang været en af Kretas største basilikaer og blev først opdaget i begyndelsen af 1900-tallet. Selvom det meste i dag er ruiner, så skal du se de smukke velbevarede gulvmosaikker.

Lille del af havneområdet i Heraklion

Heraklion

Kretas største by er som regel ikke på turisternes bucket list. Men selvom Heraklion ved første øjekast kan synes travl og ucharmerende, så gemmer byen faktisk på flere gode seværdigheder.

Først og fremmest ligger to af Kretas vigtigste og mest spændende museer i byen. Det gælder Det Historiske Museum og Det Arkæologiske Museum, der henholdsvis handler om Kretas historie inklusive udstilling af lokal kunst og arkæologiske fund fra hele Kreta inklusive Knossos.

Du kan også besøge det gamle venetianske fort på havnen, der har faste udstillinger. En anden populær seværdighed er katedralen Agios Minnas, som stod færdig i 1895. Her kan du se flere ikoner og byzantinske freskoer. En fin oplevelse i Heraklion, der selvfølgelig også har flere gode markeder.

Knossos

Kretas mest populære seværdighed er Knossos, der er resterne af et minoisk palads opført i år 1600 f.kr. Man mener, at selveste Kong Minos har boet i paladset, som den engelske arkæolog Arthur Evans opdagede og brugte de følgende 35 år på at udgrave.

Knossos er for en stor del ruiner, men noget af området er restaureret, og du kan bl.a. se flotte vægudsmykninger og en kopi af tronstolen. Flere steder på området er der skilte, der fortæller om hvad de forskellige rum har været brugt til. Bl.a. skatkamre, værksteder og dronningens værelse.

Knossos ligger syd for Heraklion. Har du ikke egen bil, kan du skifte bus på den store busstation i Heraklion. Herfra er der en kort køretur til Knossos.

Aktiviteter

I og udenfor Hersonissos er der en lang række aktiviteter for både børn og voksne. Her et udpluk:

• Aquaworld Aquarium
• Piratbåd
• Aqua Plus Vandland
• Jeepsafari
• Hesteridning
• Snorkleture
• Alar Dinnershow

Knossos er Kretas største seværdighed

Mad og drikke

En af de bedste ting ved at rejse i Grækenland er maden. Det græske køkken er efterhånden kendt af de fleste for de friske lokale råvarer. Køkkenet er en kombinationen af klassisk middelhavsmad og brug af krydderier fra Mellemøsten.

De traditionelle retter inkluderer f.eks. grillspyddene souvlaki, simreretten stifado og selvfølgelig moussaka, der bare smager godt. Ingen rejse til Grækenland uden at spise en god græsk salat, der sammen med lækkert brød kan være et perfekt frokostmåltid i varmen.

Selv elsker jeg det græske køkken, men i Hersonissos kan du selvfølgelig få mad fra det meste af verden. Du finder også de typiske turistrestauranter med pizza, burger og tvivlsomme steaks – som altid i populære turistområder er det om at se sig godt for, hvis du vil spise godt.

Prisniveauet på byens spisesteder er absolut rimeligt. På en almindelig restaurant kan du få en hovedret for 18-20 €.

Anbefalelsesværdige restauranter

I min Hersonissos rejseguide har jeg selvfølgelig en stribe forslag til, hvor du skal spise.

Oasis – på torvet i den gamle bydel spiser du skøn græsk mad på Oasis, der helt fortjent er superpopulær. Venlig betjening og gode priser. Et topvalg i Hersonissos. På torvet i Hersonissos’ gamle bydel.

Sofas Taverna – Endnu en rigtig god restaurant på torvet. Her er der kræset for maden, og Sofas satser udelukkende på lokale producenter. God græsk mad med et lille twist. På torvet i Hersonissos’ gamle bydel.

Mythos – glimrende restaurant, der især er populær hos familierne. Her er noget for alle, men det er et større sted, som ikke er helt så charmerende som Oasis og Sofas. På Sanoudaki 19.

Natteliv

Hersonissos har et heftigt natteliv. Det er især i bargaden, der er liv og glade dage med fest til langt ud på natten. Bargaden omtales blot som bar street eller The Strip. Det er primært ungdommen, der fester løs i bargaden, men der er også muligheder for den lidt ældre generation.

En græsk salat er altid lækker

Praktisk information

Vejr og klima i Hersonissos

Kreta og Hersonissos er kendt som et sommerrejsemål, hvor temperaturen ligger på 28-32 °C med masser af sol. Det kan i perioder være varmere når luft fra Nordafrika presser sig op over øen.

På Kreta er sæsonen lang – allerede fra april kan du forvente over 20 °C, og øen vil også være fin til en efterårsferie, hvor temperaturen typisk ligger på 21-26 °C. I ydersæsonen kan det være en god idé at medbringe en trøje eller jakke til de kølige aftener.

Sundhed, forsikring og vaccination

Læs om sundhed på rejsen her og husk også forsikringen. Måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her.

Penge

I Grækenland bruger man euro. Dem kan du hæve i en af kontantautomaterne, der ligger mange steder i byen og langs kysten. Automaterne har også engelsk menu. Bemærk, at der kan være gebyrer forbundet med at hæve i kontantautomaterne.

Mange hoteller, butikker og restauranter accepterer også f.eks. Visa og Mastercard. Handler du på markederne er kontanter ofte nødvendige.

EL

I Grækenland bruger man de samme stik som i Danmark. Jeg har aldrig været ude for at skulle bruge adapter. Vil du være på den sikre side, så kig ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.

Øvrigt

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Grækenland. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.


Tak fordi du læste min Hersonissos rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Hersonissos rejseguide. Du kan læse meget mere om byen på visitgreece.gr der er den officielle turistguide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *