Kanchanaburi ligger to timers kørsel vest for Bangkok og er hovedbyen i området ved River Kwai. Kanchanaburi blev kendt verden over pga. den legendariske film Broen over floden Kwai.
Selvom filmen er noget romantiseret, så omhandler den virkelige begivenheder under 2. verdenskrig, hvor japanerne ønskede en jernbane fra Bangkok til Yangon i det daværende Burma.
Det er især seværdigheder med tilknytning til byggeriet af jernbanen, der tiltrækker turister, men der er meget mere at komme efter i det naturskønne område. Det og meget andet kan du læse mere om i min Kanchanaburi rejseguide – velkommen til Travelguru.
Indholdsfortegnelse
Transport
Ind og ud
Nærmeste lufthavn til Kanchanaburi er de to i Bangkok. Her vil især hovedlufthavnen Suvarnabhumi (kode: BKK) være nyttig – det er her, du lander med fly fra Europa. Også selvom du tager en mellemlanding i f.eks. Doha, Dubai eller Abu Dhabi.
Fra både Billund og København er er der mange muligheder for at flyve med ét stop til Bangkok. F.eks. med KLM, Lufthansa og Turkish Airlines. Udover golfselskaberne kan du fra København også benytte Thai Airways og Singapore Airlines. Du kan søge og sammenligne flybilletter til Thailand her.
Fra lufthavnen til dit hotel kan du benytte en limousineservice, få dit hotel til at hente dig eller booke en lufthavnstransfer hjemmefra – her venter chaufføren på dig i lufthavnen – også selvom dit fly skulle være forsinket.
Er du allerede i Bangkok, så kan dit hotel eller nærmeste tourbureau helt sikkert hjælpe dig på vej. Flere danske rejsebureauer har også River Kwai på programmet, der typisk besøges på en rundrejse – se mere her.
At komme rundt
Kanchanaburi er ikke større end du kan gå rundt til de mest interessante aktiviteter og seværdigheder i byområdet. River Kwai er dog et sted, hvor man nemt kan få brug for transport. Der er flere gode aktiviteter og seværdigheder i omegnen af Kanchanaburi.
Igen kan du høre hos dit hotel om de kan hjælpe, men langt de fleste, der besøger Kanchanaburi og River Kwai har booket en pakketur, der typisk inkluderer transport, udflugter og overnatning inkl. måltider.
Pakketurene fås med forskellig antal overnatninger, og det er ofte hotellerne, som står for arrangementet. Her er det en god idé at lave lidt research, hvis du har særlige krav til overnatningen. F.eks. at bo på flåder i floden, der i mine øjne er en af de bedste oplevelser ved River Kwai.
Det er også muligt at besøge River Kwai på en endagstur fra Bangkok, men jeg anbefaler, at du tager et par overnatninger i området. Se det store udvalg af endags- og pakketure med overnatning fra Bangkok her.
Overnatning
Jeg har allerede nævnt det: Min anbefaling er, at du booker et hotel, der har flåder på floden. Det er en stor oplevelse og en god måde at komme tæt på naturen.
De fleste flåder er moderne og fungerer fuldstændig som et almindeligt hotelværelse med f.eks. dobbeltseng, aircondition og privat badeværelse. Typisk er der en møbleret terrasse, hvor du kan nyde en sundowner og lade alle indtrykkene trænge ind.
I området omkring River Kwai er der også “almindelige” hoteller, ligesom Kanchanaburi har et mindre turistområde langs River Kwai Road med billigere guesthouses.
Anbefalelsesværdige overnatningssteder
Herunder finder du en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Kanchanaburi, der alle får gode anmeldelser fra tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på hotels.com og booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.
Budget
Jim Guesthouse – enkelt og billigt med lille pool og morgenmad inkluderet
Baan Ma Feung Guesthouse – mindre guesthouse med venligt personale i den sydlige del af byen
Mellemklasse
Boutique Raft Resort – lidt slidt, men nok det billigste sted at bo på flåder i floden
Plakan Resort – populært hotel i rolige omgivelser syd for Kanchanaburi – her er pool og moderne værelser
Luksus
U Inchantree Kanchanaburi – lækkert stilfuldt hotel med pool lige nord for den berømte bro
The Floathouse River Kwai – flagskibet når det gælder flåder på floden – topservice og sublim beliggenhed
Mit valg
Boutique Raft Resort
Når man nu ikke har råd til The Floathouse, så er Boutique Raft Resort et godt alternativ. I hvert fald hvis du booker et værelse på flåden (raft). Her bor du på floden i skønne omgivelser.
Værelserne her har bl.a. køleskab, pengeskab og gratis wifi. Boutique Raft Resort arrangerer forskellige aktiviteter og udflugter som du kan tage med på. Morgenmad kan tilkøbes. Se billeder og aktuelle priser på Boutique Raft Resort.
Seværdigheder
Kanchanaburi og området omkring River Kwai har mange gode seværdigheder. De mest populære kan du læse om herunder, men du har også mulighed for at deltage i en lang række aktiviteter.
Hvis du skal besøge et tempel i området, så vælg det imponerende Wat Tham Sua (Tigergrottetemplet) syd for Kanchanaburi
F.eks. en cykeltur, vandretur eller rafting på floden, der alle er gode måder at komme ud i naturen. Du kan også besøge en Mon-landsby og lære mere om en de etniske minoriteter i området.
Andre aktiviteter tæller madlavningskurser, thaimassage og besøg i templer, grotter og ved varme kilder.
Dødens Jernbane og Broen over floden Kwai
Hovedårsagen til, at mange turister besøger Kanchanaburi er historien om byggeriet af broen over floden Kwai. Under 2. verdenskrig havde japanerne brug for en jernbane mellem Bangkok og Rangoon i Burma, og til det arbejde brugte man både allierede krigsfanger og asiatiske tvangsarbejdere.
Sult, tortur og sygdomme gjorde sammen med varmen og det ufremkommelige kuperede terræn i junglen byggeriet umenneskeligt hårdt. Tusindvis af arbejdere og krigsfanger mistede livet under byggeriet af jernbanen.
I Kanchanaburi er den altoverskyggende seværdighed naturligvis selve broen over floden Kwai, der er omdrejningspunktet i filmatiseringen af franskmanden Pierre Boules bog. Det er dog ikke den originale bro, man kan se i dag, der i øvrigt stod lidt længere oppe ad floden.
Jernbanen eksisterer fortsat, og et af højdepunkterne er at køre fra f.eks. Kanchanaburi over Kwai-floden op til stationen i Nam Tok (eller omvendt). Undervejs kører du bl.a. på klippesiden langs floden – en flot og for nogle lidt nervepirrende oplevelse.
Krigskirkegårdene i Kanchanaburi
Den store krigskirkegård ligger midt i Kanchanaburi. I alt er der 6982 grave i snorlige rækker. Det er især englændere, der ligger begravet her – de omkomne amerikanske soldater er bragt hjem til USA.
På den anden side af floden, ikke langt fra centrum, ligger i øvrigt den mindre kirkegård Chung Kai præcis hver der tidligere lå en japansk krigsfangelejr. Du kan nemt tage en longtailbåd fra centrum til Chung Kai.
Museerne i Kanchanaburi
I Kanchanaburi by ligger flere museer, der omhandler historien om jernbanen. Det ældste hedder JEATH-museet og er indrettet i kopier af de bambusbarakker, som krigsfangerne boede i. Du kan bl.a. se avisudklip, billeder og en række effekter med tilknytning til byggeriet af bro og jernbane.
Det nyere Railway Museum ved krigskirkegården er måske mere komplet. Her går man lidt mere i dybden og fortæller historien før, under og efter byggeriet. Det sker primært med tekst og billeder på store plancher.
Erawan Nationalpark
Ca. 55 km nordvest for Kanchanaburi ligger Erawan Nationalpark, der er berømt for det flotte vandfald i syv niveauer. Det er muligt at bestige vandfaldet, men det er ikke en helt nem tur – især ikke i regntiden.
Der er et par vandreruter i Erawan Nationalpark, men generelt er den udover den gode adgang til vandfaldet ikke helt så gæstevenlig. I skoven lever bl.a. aber, vildsvin og flere end 120 fuglearter.
Der er en campingplads tæt på besøgscentret, hvor du kan parkere. Erawan Nationalpark er ofte på programmet hos tourbureauerne.
Sai Yok Nationalpark
En anden populær nationalpark i denne del af Thailand er Sai Yok, som ligger ca. 85 km fra Kanchanaburi ad hovedvej 323. Kwai-floden går gennem parken, der er en del af et knap 19.000 km² stort beskyttet område i både Thailand og Myanmar.
Langt størstedelen af det beskyttede område er stort set ufremkommeligt for mennesker. Her lever bl.a. elefanter, leoparder, gibbonaber og endda tigre. Dem skal du selvfølgelig ikke regne med at se.
Turisterne opholder sig primært langs floden, hvor de enten har booket overnatning eller besøger vandfald og grotter. Du kan også sejle på bambusflåde på Kwai-floden og besøge det gode privateejede museum ved Hell Fire Pass. Et berygtet område under byggeriet af jernbanen.
Mad og drikke
Som ved andre populære turistområder i Thailand mangler der heller ikke spisesteder i Kanchanaburi. Der er typisk tale om gode og billige steder, som serverer alle de thailandske klassikere.
Det er især langs turistgaden River Kwai Road, du finder cafeer og spisesteder på stribe. Her er også en lang række billigere guesthouses, hvoraf flere af dem kan fremtrylle lokale retter såvel som f.eks. burger og sandwich.
En del restauranter i Kanchanaburi ligger ud til eller på flåder i floden. Det er som regel hyggelige steder at spise, men nogle steder bespiser man store turistgrupper, der kan være larmende.
Prisniveauet på mad og drikke i Thailand og dermed også i Kanchanaburi er lavt. Her kan du nemt få en hovedret for 25-30 kr. – det kan endda gøres billigere i et af de mange gadekøkkener.
Turister, der bor udenfor Kanchanaburi spiser typisk på hotellet. Har du booket en pakketur fra f.eks. Bangkok, så har du som regel måltider inkluderet.
Anbefalelsesværdige spisesteder
Zab Zab – skøn og enkel restaurant med rigtig god thaimad til fantastiske priser. Her er der råd til at prøve sig frem på menukortet. At her også er mange lokale vidner om kvaliteten. Der er siddepladser inde og ude. På Holanda Road over for Donruk Road centralt i Kanchanaburi.
On’s Thai Issan – God mad fra Isan og det centrale Thailand. Førstnævnte kan være stærkt. Restauranten er et rigtig godt sted for veganere og vegetarer, der har et stort udvalg. On’s tilbyder også madlavningskursus. På River Kwai Road (turistgaden).
Good Times Restaurant – Rigtig god restaurant, der ligger i forbindelse med Good Times Resort. I restauranten serverer man thailandske retter såvel som international mad. De lokale retter er bedst og billigst. På Good Times kan du spise med udsigt til floden. På lille sidevej ud til River Kwai Road næsten nede ved den nye bro.
Kanchanaburi har et udmærket aften- og natteliv med især cafeer og barer langs River Kwai Road. Søger du drinks eller cocktails i pænere omgivelser, så er det om at besøge et af de større hoteller.
Praktisk information
Vejr og klima i Kanchanaburi
Kanchanaburi har varmt vejr året rundt, men får mest sol fra december til marts/april. Temperaturen ligger på 28-32 °C i perioden.
I april bliver det mere regnfuldt, men sommeren hører ikke til de vådeste i Thailand. Nedbøren falder typisk som kraftige eftermiddagsbyger. Temperaturen i perioden ligger på 30-34 °C.
I efterårsmånederne september og oktober kan du opleve mere vedvarende regn, men Kanchanaburi er stadig et af de steder i Thailand, der kan besøges året rundt.
Sundhed, forsikring og vaccination
Måske skal du have vaccinationer inden din rejse til Thailand/Østen. Du kan læse mere om de aktuelle anbefalinger her. Husk også forsikringen – måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her. Læs mere om sundhed på rejsen her.
Penge
Den thailandske møntfod hedder baht. Dem kan du hæve i en af kontantautomaterne, der ligger mange steder i Kanchanaburi (og alle andre steder i Thailand). Automaterne har også engelsk menu. Bemærk, at der kan være gebyrer forbundet med at hæve i kontantautomaterne.
Mange hoteller og restauranter accepterer også f.eks. Visa og Mastercard. Handler du på markederne er kontanter nødvendige. Her skal du også prutte om prisen, hvis der ikke er faste priser på varerne. Husk at gøre det med et smil!
EL
I Thailand bruger man de samme stik som i Danmark. Jeg har aldrig været ude for at skulle bruge adapter. Vil du være på den sikre side, så kig ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.
Øvrigt
På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Thailand. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.
Tak fordi du læste min Kanchanaburi rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Kanchanaburi rejseguide. Du kan læse meget mere om byen på tourismthailand.org, der er den officielle turistguide.