Le Grau-du-Roi Rejseguide

Den franske middelhavskyst er proppet med feriebyer. En af dem er Le Grau-du-Roi, der ikke er så kendt af danskerne, men til gengæld er et af franskmændenes yndlingssteder langs kysten.

Le Grau-du-Roi er stor nok til både at have autenticitet og masser af tilbud til turisterne, der her er tæt på kystens skønne strande og en lang række gode seværdigheder.

Det og meget mere kan du læse om i min Le Grau-du-Roi rejseguide herunder. Velkommen til.

Le Grau-du-Roi rejseguide
Stranden i Le Grau-du-Roi

Transport

Ind og ud

Nærmeste lufthavn er den i Montpellier. Du kan som regel flyve direkte fra København med Norwegian, men der er tale om en sæsonrute, som kun betjenes i sommermånederne.

Alternativt, også fra Billund og Aalborg, er at tage en mellemlanding – f.eks. i Amsterdam med KLM. Du kan også kigge efter direkte ruter til Marseille, der ligger ca. 140 km fra Le Grau-du-Roi. Du kan søge og sammenligne flybilletter her.

Fra lufthavnen til Le Grau-du-Roi kan du f.eks. tage en taxi eller benytte en transferservice som du kan booke hjemmefra. Lejer du bil er du også ude over problemet med at finde transport til dit overnatningssted.

Mange danskere kører også til Sydfrankrig – en tur på ca. 1800 km. Har du bilen med kan du opleve dejlige Sydfrankrig i eget tempo.

At komme rundt

Få steder som i Sydfrankrig kan det betale sig at leje en bil. Afstandene er store, og selvom du kan tage toget mellem de større byer, så er en bil et must, hvis du vil på opdagelse langs kysten og i baglandet.

Det er selvfølgelig muligt at tage offentlig transport som busser og regionaltog. Det kan være en fordel, hvis du skal tilbringe længere tid i Sydfrankrig, men for kortere ture giver det ingen mening at bruge tid på at sætte sig ind i billetsystem og afgangstider. For togtider kan du klikke ind på SNCFs hjemmeside.

Le Grau-du-Roi rejseguide
En af shoppinggaderne i Le Grau-du-Roi

Overnatning

Hotel, vingård, camping, lejlighed eller guesthouse. Sydfrankrig har overnatningsmuligheder for enhver smag og pengepung. Du kan vælge at bo i byen eller tæt på de lange strande inklusive den skønne Espiguette, der er populær blandt naturister.

Le Grau-du-Roi er delt af den kunstige kanal Canal du Rhône à Sète. Groft sagt kan man sige, at turismen er koncentreret sydøst for kanalen, mens udvalget af overnatningssteder er noget mindre nord for. Det er til gengæld her, du kan finde lidt autenticitet.

Jeg skrev længere oppe, at det var en god idé at leje bil, men vil du bo i byen, så husk at tjekke om du kan parkere (evt. mod gebyr) der hvor du booker overnatning.

Anbefalelsesværdige overnatningssteder

Herunder finder du en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Le Grau-du-Roi, der alle får gode anmeldelser fra tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på hotels.com og booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.

Mellemklasse

Relais de l’Oustau Camargue
Hotel Café Miramar
Splendid Hotel Camargue

Luksus

Le Spinaker Boutique Hotel

Mit valg

Relais de l’Oustau Camargue

I min Le Grau-du-Roi rejseguide anbefaler jeg Relais de l’Oustau Camargue, der ligger tæt på både by og strand (Espiguette). Vælg mellem flere forskellige værelsestyper – bl.a. familieværelser.

Relais de l’Oustau Camargue har spa, bar/lounge, restaurant og swimmingpool. Se billeder og aktuelle priser på Relais de l’Oustau Camargue.

Le Grau-du-Roi rejseguide
Noget af det bedste ved Sydfrankrig er de spændende markeder

Seværdigheder og aktiviteter

Le Grau-du-Roi har ingen seværdigheder af betydning. Jo, en tur rundt i gaderne er altid en oplevelse, men det er hurtigt overset. Du skal dog forbi de fine fyrtårne og den fortlignende bygning Maison du Dauphin.

Sydfrankrig har masser af spændende oplevelser – lej en bil og kør ud i det blå

Byen har til gengæld en række aktiviteter henvendt til turisterne. Du kan besøge Seaquarium med de flotte fisk, forlystelsesparken Amigoland, der er en slags Tivoli, eller Jungleland, hvor børnene helt sikkert vil synes godt om de mange hoppeborge.

Mange turister kommer dog til Sydfrankrig for sol og strand. Du kan besøge bystranden, men langt de fleste tager det korte stykke til Espiguette, som er mange kilometer lang. Det er det ultimative sted for strandløver og badenymfer.

Aigues-Mortes

Den befæstede by Aigues-Mortes ligger kun få kilometer fra Le Grau-du-Roi og er et must see. Byen blev grundlagt i 1240 og har en imponerende velbevaret bymur. Inden for muren ligger fine gamle huse, tårne og byporte.

Aigues-Mortes er en populær by, der hver dag modtager mange turister. Heldigvis er der væk fra centrum rolige gader, der er et perfekt sted at gå rundt uden mål. Du kan bl.a. gå på bymuren og spise god mad på en af byens restauranter.

Beliggenheden ud til havet gjorde i sin tid Aigues-Mortes velhavende, men da havnen sandede til, forsvandt handlen og dermed byens velstand. En hyggelig og historisk by i Sydfrankrig. Har du bilen med, så kom tidligt for at få en parkeringsplads.

Den Ornitologiske Park i Parc de Gau

I denne del af Frankrig består landskabet af imponerende øde vådområder, der tiltrækker en lang række fugle. Nogle er her fast, mens andre er på træk. Den ornitologiske park er i princippet en del af Camargue (se herunder), men tilbyder en lidt nemmere måde at opleve det flotte landskab.

I den ornitologiske park kan du gå ad stierne, hvor du sandsynligvis spotter flotte og måske sjældne fugle. Måske får du også øje på de smukke lyserøde flamingoer, som Camargue er så berømt for. Der er gratis adgang til parken.

Den hyggelige og historiske by Aigues-Mortes er et muse-see i Sydfrankrig

Camargue

Camargue er et kæmpe vådområde, der strækker sig fra Le Grau-du-Roi langs kysten mod øst og op til Arles. Camargue er berømt for sine saltsøer, fuglelivet (inklusive flamingoer) og de vilde heste, der siges at være de sidste i Europa.

Dele af vådområdet kan være svært tilgængeligt, men du kan opleve det på flere måder. Der er en stribe vandre- og cykelruter, men du kan også opleve Camargue fra hesteryg. Nogle steder kan du også booke en jeepsafari.

I både Le Grau-du-Ro og i byen Saintes-Maries-de-la-Mer kan du finde udbydere af jeepsafari. Her kan du også finde mere information om Camargue – alternativt kan du lægge vejen forbi turistkontoret i Arles, der har kort over området med forslag til cykel- og vandreture.

La Grande-Motte

Nogle vil nok sige, at Le Grau-du-Roi er turistet, men det er ingenting i forhold til La Grande-Motte, der ligger ca. 5 km mod vest. Her er der etableret en turistby med alle faciliteter inden for rækkevidde.

La Grande Motte har ingen seværdigheder, men skal kun nævnes for de mange muligheder for turisterne. Det gælder barer, restauranter, shopping og aktiviteter som vandsport, legeland og bådture ud i Middelhavet.

Ønsker du at bo i La Grande-Motte i stedet for Le Gra-du-Roi, så kan du søge efter overnatning i byen her.

La Grande Motte er en rendyrket turistby tæt på Le Grau-du-Roi

Mad og drikke

Sydfrankrig og mad og drikke spiller bare rigtig godt sammen. Her finder du masser af gode spisesteder, men i turistområderne er det værd at se sig for. Nogle steder serverer metervaremad, mens andre tager det lokale køkken alvorligt. Tjek eventuelt anbefalinger på nettet eller prøv mine forslag til spisesteder herunder.

Prisniveauet på restauranterne er absolut rimeligt. Det gælder især de steder, der serverer 3-retters frokostmenuer til 12-15 €. Det er virkelig value for money og en god måde at prøve nogle af de restauranter, man ellers ikke ville have råd til.

Bouillabaisse, cassoulet og moules frites er nogle af de retter, du skal prøve i Sydfrankrig

Står du selv for maden, så byder de sydfranske markeder på et enormt udvalg af specialiteter og friske grøntsager. Her har du alle muligheder for at sammensætte nogle gode retter.

Uanset om du spiser hjemme eller på restaurant, så skal du prøve de lokale vine. Du vælger selv om det skal være masseproduktion på dunke eller eksklusive vine fra nogle af de berømte vingårde.

Anbefalelsesværdige spisesteder

Le Palangre – rigtig god resturant ud til kanalen. Her får du bl.a. lækker fisk og skaldyr inklusive en forrygende bouillabaisse. På Quai General de Gaulle 56.

L’Assiette Amoureuse – populær restaurant, der serverer fransk mad. Stedet lukker kl. 18 så kom til frokost, men husk at reservere bord. På Rue de Commandant Marceau 7.

La Fabrique – lad dig ikke narre af facaden og den cafeterialignende indretning – på La Fabrique spiser du godt. Vi taler om fransk bistrokøkken i topklasse. Bordreservation anbefales. Åben til frokost og aften. På Boulevard Marechal Juin 17.

I sommermånederne er der godt gang i nattelivet i Le Grau-du-Roi – byen har både barer og diskoteker. I f.eks. La Grande-Motte kan du også finde underholdning henvendt til turister.

Moules anyone?

Praktisk information

Vejr og klima i Le Grau-du-Roi

Le Grau-du-Roi har typisk middelhavsklima. Dvs. milde vintre og varme somre, hvor temperaturen som regel ligger over 30 °C. Det kan være en temmelig varm fornøjelse at besøge Le Grau-du-Roi i sommermånederne, men heldigvis er forår og efterår også gode tidspunkter.

Sundhed, forsikring og vaccination

Læs om sundhed på rejsen her og husk også forsikringen. Måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her.

Penge

I Frankrig bruger man euro. Dem kan du hæve i en af de mange kontantautomater, der ligger overalt i byen. Automaterne har også engelsk menu. Bemærk, at der kan være gebyrer forbundet med at hæve i kontantautomaterne.

Mange hoteller, butikker og restauranter accepterer også f.eks. Visa og Mastercard. Handler du på markederne er kontanter ofte nødvendige.

EL

I Frankrig bruger man de samme stik som i Danmark. Jeg har aldrig været ude for at skulle bruge adapter. Vil du være på den sikre side, så kig ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.

Øvrigt

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Frankrig. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.


Tak fordi du læste min Le Grau-du-Roi rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Le Grau-du-Roi rejseguide. Du kan læse meget mere om byen på gardtourism.com, der er den officielle turistguide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.