Agra Rejseguide 2025

Agra adskiller sig ikke væsentlig fra Nordindiens øvrige byer. Men det er her, du kan opleve et af verdens smukkeste og imponerende bygningsværker: Taj Mahal.

Af samme grund er Agra en del af den såkaldt Gyldne Trekant, der også inkluderer Delhi og Jaipur. En populær rute for turister, der gerne vil opleve nogle af Nordindiens største seværdigheder.

Flere af dem ligger således i Agra, der har oplevelser til mange dages besøg. Det og meget mere kan du læse mere om i min Agra rejseguide, som jeg håber du kan bruge.

agra rejseguide
Typisk gade i Indien – hektisk og med masser af trafik

Transport

Ind og ud

Agra har egen lufthavn, men kun ganske få ruter, der primært går til andre byer i Indien. Nærmeste større internationale lufthavn er den i Delhi, som du kan flyve direkte til fra København med Air India. Alternativt kan du flyve via Doha, Dubai og Istanbul (sidstnævnte også fra Billund). Søg og sammenlign flybilletter her.

Fra Delhi er der flere måder at komme til Agra. Billigst er det at tage toget, men du kan også køre med bus eller booke privat transfer.

Har du base i Delhi er der mulighed for at booke en pakketur til Agra med en eller flere overnatninger inkluderet. Typisk bliver du hentet på dit hotel og sat af samme sted, når turen er slut. Nogle gange er måltider og entré til seværdigheder med i prisen.

Som nævnt i indledningen er det oplagt at lade Agra indgå i en rundrejse i Nordindien. Flere danske rejsebureauer kan hjælpe, men det er væsentlig billigere at booke på stedet.

At komme rundt

Du kommer nemt rundt i Agra med taxi eller rickshaw. I begge tilfælde skal du aftale pris på forhånd. Byen har offentlig transport, men det kan være en jungle at sætte sig ind i ruter, billetsystem og afgangstider.

Som nævnt kan du med almindelig kondition gå rundt til de største seværdigheder som Taj Mahal, Agra Fort og old city, hvis du bor langs Fatheabad Road.

Indien er et sansebombardement uden lige

Overnatning

Agra har overnatning for enhver smag og pengepung. Generelt er det billigt at overnatte i Indien, hvor du får meget for pengene.

Langt de fleste turister bo i området langs Fatehabad Road lige syd for Taj Mahal. Gaden skifter navn til Agra-Bah Road op mod Agra Fort og togstationen – endnu et godt og populært sted at booke hotel.

De fleste overnatningssteder i Agra får dårlige anmeldelser af tidligere gæster – vælg hotel med omhu!

Mens Fatehabad Road tilbyder bedre hoteller, så har bydelen Tajganj lige syd for Taj Mahal flere guesthouses og billige spisesteder. Fra begge områder kan du med normal kondition gå til Taj Mahal og måske også til Agra Fort og det man kalder old city ved togstationen og den store moské.

Området ved old city er endnu et sted du kan overveje i bo. Her skal du dog forvente larm og masser af trafik.

Anbefalelsesværdige overnatningssteder

Herunder finder du en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Agra, der alle får gode anmeldelser af tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på hotels.com og booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.

Budget

Aman Homestay
Moustache Agra

Mellemklasse

Radisson Hotel Agra
Hotel Ten Square

Luksus

ITC Mughal, A Luxury Collection Resort
The Oberoi Amarvilas

Mit valg

Aman Homestay

Jo, værelserne er ret kitchede, men på Aman Homestay bor du godt i en familiær atmosfære. Det lille hotel ligger tæt på Taj Mahaj og med flere spisesteder lige udenfor døren. Det venlige personale sørger gerne for udflugter/billetter. Morgenmad kan tilkøbes. Se billeder og priser på Aman Homestay.

agra rejseguide
Meget lille del af Agra Fort

Seværdigheder

Taj Mahal og til dels Agra Fort er hovedårsagen til at turisterne strømmer til Agra. I og omkring byen er der dog andre gode oplevelser.

Du kan f.eks. besøge Itmad-ud-Daula, der er gravsted for en persisk embedsmand, Chini Ka Rauza, mausoleum for en minister under Shah Jahans regeringsperiode og sikh-templet Gurudwara Guru ka Tal.

Som andre steder i Indien er det en oplevelse bare at gå rundt i gaderne. Vær klar til et kulturchok og sansebombardement uden lige.

Taj Mahal

Fantastiske Taj Mahal er et af verdens mest berømte bygninger. Den blev grundlagt i 1631 af stormogulen Shah Jahan som gravmonument til hans hustru Mumtaz Mahal, der døde under fødslen af deres 14. barn.

Taj Mahal blev tegnet af arkitekten Effendi og stod færdig i 1653. Monumentet er opført i hvid marmor med indsatte halvædelstene. Der er kupler på taget og i hjørnerne fire minareter, der kun er til pynt.

Taj Mahal består af andet end det berømte gravmonument. Her er også en have og to store moskéer, der i sig selv er imponerende bygningsværker. Shah Jahan mistede magten i mogulriget til hans søn Aurangzeb, der satte faderen i fængsel i Agra Fort, hvor han kunne se over på Taj Mahal.

Taj Mahal er selvfølgelig en superpopulær turistattraktion for både indere og udenlandske turister. Der er som regel vanvittig mange mennesker, og det kan anbefales at komme tidligt eller booke entré på forhånd – se mere om mulighederne her.

Agra Fort

Ca. 2 km mod vest langs Yamuna-floden ligger det flotte Agra Fort, der blev påbegyndt af Akbar den Store i 1565. Fortet, der også kaldes Det Røde Fort, er det største af sin slags fra mogultiden.

Oprindelig blev fortet brugt til militære formål, men Shah Jahan omdannede det til palads. Der er kun adgang til dele af fortet. Du kan bl.a. se haremmet, flere fine gårdhaver og den flotte modtagehal udført i hvid marmor.

Old City og Jama Masjid

Agras old city ligger lige vest for togstationen. Her er gaderne travle, larmende og med betydelig trafik. Det er til gengæld også her, du kan opleve det ægte Indien. Det gælder især i den farverige bazar.

Du skal selvfølgelig også besøge Jama Masjid – Agras hovedmoské opført i rød sandsten i 1600-tallet. Du kan se indergården, men ikke-muslimer har normalt ikke adgang til selve moskéen. Husk konservativ påklædning. Agras old city dækker et mindre område og kan nemt opleves til fods.

agra rejseguide
Fatehpur Sikri – den forladte mogulby

Akbar’s Mausoleum

De fleste andre steder i verden ville Akbars Mausoleum være en topattraktion. Men når du først har besøgt Taj Mahal kan stormogulens gravsted ca. 12 km udenfor Agra synes lille og ubetydelig.

Har du ikke allerede fået nok af gravsteder og storslået mogularkitektur, så besøg det pragtfulde mausoleum, der er omgivet af en smuk have, hvor du b.la. være heldig at se aber, hjorte og flere forskellige fuglearter.

Fatehpur Sikri

Ca. 40 km vest for Agra ligger Fatehpur Sikri, der kaldes for mogulernes forladte by. Fatehpur Sikri blev grundlagt som hovedstad af Akbar den Store i 1571, men blev kun brugt i 14 år. Vandmangel og/eller uhensigtsmæssig beliggenhed kan være af årsag til, at byen blev forladt.

Fatehpur Sikri er et større område med en række spredte bygninger opført i rød sandsten. Der er bl.a. modtagesal, flere pavilloner og det specielle Tilbedelsens Hus, der blev brugt til at diskutere religionernes værdier og filosofier.

Der er en større moské (Jama Masjid) tilknyttet Fatehpur Sikri, der nemt kan besøges på privat- eller gruppetur fra Agra. Er du på rundrejse i Indiens Gyldne Trekant, så gøres der som regel stop ved Fatehpur Sikri på vejen fra Jaipur til Agra.

Wildlife SOS Elefantcenter

Så til noget helt andet. Ca. 30 km fra Agra centrum kan du besøge Wildlife SOSs elefantcenter. Her tager man sig af skadede og mishandlede elefanter, der i og omkring centret har et tiltrængt fristed.

I skrivende stund skal du kontakte elefantcentret på forhånd for at aftale et besøg. Du har også mulighed for at arbejde som frivillig. Se meget mere på Wildlife SOSs hjemmeside.

Wildlife SOS Elefantcenter er et besøg værd

Mad og drikke

I Agra finder du spisesteder for enhver smag og pengepung. Vælger du at kaste dig over det indiske køkken, så får du lige bortset fra de dyrere hoteller et billigt måltid.

Som mange andre steder i Indien gør man ikke så meget ud af restauranternes facade og interiør. Glem alt om hygge – her består spisestederne typisk af enkelt indrettede rum

Til gengæld er maden som regel god. Også her kan det være en god idé at spise samme steder som de lokale. Du finder dog flest restauranter i de såkaldte turistområder langs Fatehabad Road og især op mod indgangen til Taj Mahal.

Thali består af en lang række småretter – en god introduktion til det indiske køkken

I Taganj, der primært henvender sig til backpackere og budgetrejsende, kan du finde mange billige spisesteder. Som altid har du også mulighed for at finde restauranter på mange af hotellerne.

En af de ting jeg vil anbefale dig at prøve i Indien er thali, der er en lang række småretter som f.eks. curries og chutneys, der serveres med ris og brød.

Joney’s Place – lad dig ikke narre af førstehåndsindtrykket – på Joney’s Place i Tajganj laver man rigtig god indisk mad. Venlig betjening og billige priser. Joney’s Place ligger lige syd for Taj Majal tæt på billetsalget og den østlige indgang.

The Lotus Restaurant & Garden – et pænere sted langs Fatehabad Road. Prisniveauet er derefter, men selvfølgelig stadig billigt i forhold til Danmark. Lotus laver glimrende lokal mad og kan være et sted for dig, der har fokus på hygiejnen i Indien. På Fatehabad Road overfor Saurabh Hotel.

Mukeem Biriyani – som navnet antyder serverer man her den indiske risret biriyani. Det er superlækkert og tilmed billigt. Mukeem laver den klassiske ret i forskellige versioner. I Tajganj lige syd for Taj Mahal.

agra rejseguide
Sådan kunne et måltid se ud i Indien

Praktisk information til din rejse

Vejr og klima i Agra

Agra har milde vintre og ekstremt varme somre, hvor temperaturen ofte ligger på 40 °C. Jeg anbefaler tidlig forår eller sent efterår til et besøg i Agra. Her ligger temperaturen på 25-32 °C med masser af sol.

Du kan også sagtens rejse til Agra om vinteren – her er en lun trøje dog godt at have med til aften- og nattetimerne. Forvent temperaturer på 20-24 °C.

Sundhed, forsikring og vaccination

Måske skal du have vaccinationer inden din rejse til Agra. Du kan læse mere om de aktuelle anbefalinger her. Husk også forsikringen – måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her. Læs mere om sundhed på rejsen her.

Penge

Den indiske møntfod hedder rupee. I Agra ligger en del kontantautomater – også med engelsk menu, der er nemme at bruge. Det er altid en god idé at have kontanter på dig til drikkepenge eller hvis du skal handle på markederne.

EL

I Indien kan du være ude for, at man bruger en anden type stik end i Danmark, og her er en adapter er nødvendig. Vil du være på den sikre side, så kig ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.

Øvrigt

Det er altid en god idé at tjekke den seneste rejsevejledning fra Udenrigsministeriet og læse om de aktuelle indrejseregler (kun vejledende). På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.

Bemærk også, at du skal have visum for at rejse til Indien. Det kan du søge online – se mere her.


Tak fordi du læste min Agra rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Agra rejseguide. Du kan læse meget mere om Agra på Incredibleindia.org, der er den officielle turistguide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *