Ao Nang er den største ferieby i Krabi, der ligger i det sydlige Thailand. Krabi er for længst kommet på turistlandkortet som en alsidig provins, der både byder på travle ferieområder, fantastisk natur og øde paradisøer med strande i verdensklasse.
Krabi kan med andre ord være præcis som du ønsker det, men for pakketuristerne er Ao Nang med det store udvalg af barer, shopping, spisesteder og hoteller det naturlige valg.
Læs meget mere i min Ao Nang rejseguide, som jeg håber, du finder nyttig. Velkommen til.
Indholdsfortegnelse
Transport
Ind og ud
Fra København kan du flyve med et stop til Krabi med Thai Airways via Bangkok, med Qatar Airways via Doha og med Emirates via Dubai. Du kan søge og sammenligne flybilletter her.
Flere charterbureauer har Krabi på programmet, og de tilbyder ofte direkte fly fra Billund og København. Her er du dog bundet af faste ud- og hjemrejsedatoer. Se mere om rejser til Krabi med dansk rejsebureau her.
Krabi Lufthavn ligger ca. 25-30 minutters kørsel fra Ao Nang. Du kan tage en taxi dertil, men også booke transport hjemmefra – det kan du gøre her. Med privat transfer bliver du kørt direkte til dit hotel, og chaufføren venter på dig i lufthavnen – også hvis dit fly skulle blive forsinket.
At komme rundt
Med almindelig kondition kan du gå rundt i Ao Nang, men vil du opleve alt det Krabi har at byde på, så får du brug for transport.
Det er supernemt at komme rundt i området. Overalt ligger større og mindre tourbureauer, der kan være behjælpelige med udflugter eller transport. Alternativt kan dit hotel også hjælpe.
I området mellem Krabi By, Ao Nang og nabostranden Nopparat Thara kører songtaews, der er deletaxier, hvor man sidder på ladet af bilen. De kan stoppes hvor som helst på ruten.
Overnatning
Ao Nang er kendt som en ferieby henvendt til pakketurister. Her og der ligger guesthouses og mindre hoteller, men generelt består overnatningsstederne af større resorts.
Det er ikke i Ao Nang, du kan bo direkte på stranden – den slags skal du ud på øerne for at finde. Dog kan du i den østlige del af Ao Nang bo få meter fra vandkanten (kun adskilt af promenaden) på f.eks. Ao Nang Villa Resort og Centara Ao Nang Beach Resort & Spa.
Selvom Ao Nang og Nopparat Thara er populære ferieområder, så er prisniveauet på overnatning lavt. Her får du rigtig meget for pengene. Til gengæld er Railay-halvøen typisk et forholdsvis dyrt sted at overnatte.
Er I en familie, der skal afsted, så se efter værelser, hvor der er plads til jer alle – her kan der være mange penge at spare.
Anbefalelsesværdige overnatningssteder
Herunder finder du en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Ao Nang, der alle får gode anmeldelser fra tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på hotels.com og booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.
Budget
Aonang Guesthouse – lille moderne hotel til en rigtig god pris.
De Loft Hotel – godt og billigt hotel ca. 2 km fra stranden
Mellemklasse
Sea Seeker Krabi Resort – moderne hotel med bl.a pool og børnepool. Virkelig god værdi for pengene!
Panan Krabi Resort – med spa, bar, fitness og mulighed for direkte adgang til poolen. Tæt på stranden.
Luksus
Ban Sainai Resort – her får du spa, fitness, swimmingpool og fantastisk beliggenhed. God service og skøn morgenmad.
Centara Ao Nang Beach Resort & Spa – lækkert moderne familiehotel med mange faciliteter. Et stenkast fra stranden.
Mit valg
Aonang Guesthouse
Aonang Guesthouse er et godt bevis på, at du får rigtig meget for pengene i Thailand. Måske har du råd til at booke et 4- eller 5-stjernet hotel, men på det billige Aonang Guesthouse bor du i moderne værelser tæt på stranden til en fantastisk pris. Det er også et godt sted at møde andre rejsende. Se priser og billeder på Aonang Guesthouse.
Seværdigheder og aktiviteter
Ao Nang har ingen seværdigheder af betydning. Derimod kan du finde gode aktiviteter og oplevelser i omegnen. Som nævnt, så er det bare om at henvende sig hos et af de mange tourbureauer, der kan sørge for transport og udflugter af enhver slags.
Fra Ao Nang kan du også besøge Khao Sok Nationalpark, hvor jeg anbefaler, at du bruger nogle dage
En af de primære grunde til at turisterne strømmer til Thailand er de lækre strande. De er dog ikke særlig gode i Ao Nang, men til gengæld kan du finde de lækreste paradisstrande på øerne i Andamanhavet.
Er du til aktiv ferie, så kan du f.eks. sejle kajak i Phang Nga-bugten, klatre på Railay-halvøen eller tage med på guidede cykelture i omegnen. Selvfølgelig er der også masser af muligheder for at prøve dykning og snorkling.
Øerne i Krabi
Vi begynder netop med de lækre øer, der er Krabis absolut største seværdighed. Ud for kysten ved Ao Nang ligger en lang række større og mindre øer, hvor du finder strande med hvidt sand og krystalklart vand.
Koh Poda, Chicken Island og Phra Nang Beach (på Railay-halvøen) er navnene på nogle af de øer og strande, du kan besøge. Du kan tage med på en gruppetur ud i øhavet, men jeg anbefaler, at du tager din egen longtailbåd, så du ikke er afhængig af andre.
I begge ender af Ao Nang Beach ligger billetsalg til longtailbådene. Her kan du booke en båd med kaptajn. Du kan sejle rundt som det passer dig, men finder du en strand at være et par timer, så kommer båden tilbage for at hente dig.
Skal du til Railay, så er der afgang fra Ao Nang, når der er seks passagerer – det er der hurtigt i højsæsonen.
Krabi By
I årtier var Krabi By et sted man kortvarigt kom forbi for at tage en af færgerne til f.eks. Koh Lanta eller Koh Phi Phi. Det har dog ændret sig. Krabi By er blevet et sted, hvor især backpackerne bruger nogle dage.
Her er flere hippe hostels, caféer og boutiquehoteller, men det store aftenmarked er det vigtigste trækplaster. Her kan du se de lokale på slap line og prøve nogle af de lokale specialiteter – det er lækkert og superbilligt.
Jeg kan anbefale at tage en longtailbåd (ca. 5 minutter) fra Krabi By til den lille ø Koh Klang, der er en helt andet verden end turistmylderet i Ao Nang. På Koh Klang finder du flere gode spisesteder, men lej en cykel og tag på opdagelse – de lokale er supervenlige.
Phang Nga-bugten
Naturen i Krabi er ganske enkelt spektakulær. Syd for Ao Nang ligger de lækre paradisøer, mens du mod vest i Phang Nga-bugten kan opleve de karakteristiske limstensbjerge, der skyder op af havet.
Det er i Phang Nga-bugten du kan se den berømte, men noget overrendte James Bond Island. Mange turister besøger også pælebyen Panyi og Koh Hong, hvor du finder en superlækker strand i helt fantastiske omgivelser.
Igen anbefaler jeg, at du tager din egen longtailbåd. Det er den bedste måde at opleve dette smukke og verdensberømte landskab.
Tigergrottetemplet (Wat Than Seua)
Tigergrottetemplet er nok Krabis vigtigste tempel. I hvert fald er det det mest bemærkelsesværdige. Navnet har det fået af grotten ved siden af, hvor det siges, at templets grundlægger mediterede, da en tiger kom forbi. Han indrettede herefter et tempel, der stadig er i brug.
I dag er der bygget et nyt tempel, som er i tydelig kinesisk stil. Tigergrottetemplet er dog mest kendt for at ligge for foden af en klippe som du kan bestige. 1240 trin er der op til toppen, hvor der er placeret flere buddhafigurer.
Turen op til toppen af klippen er temmelig hård i varmen. Husk masser af vand og eventuelt en hat til at beskytte mod den brændende sol.
Khao Phanom Bencha Nationalpark
Det er ikke kun i Phang Nga-bugten, du finder smuk natur i Krabi, men også på fastlandet. Ikke langt fra Ao Nang (ca. 25 km) ligger Khao Phanom Bencha Nationalpark, der byder på vandfald, tågeskov og tæt jungle.
I nationalparken er der lavet flere vandrestier – bl.a. til Huay To-vandfaldet, der er i hele 11 niveauer. Vandrestierne er ikke for alle og enhver. Der kan være ret kuperet, og du skal være klar til at forcere træer og vandløb. I parken lever dyr som bl.a. tapir, leopard og sortbjørn, men dem skal du ikke regne med at se.
Er du klar til lidt eventyr, så kan du booke enkel overnatning i nationalparkens telte/hytter. Det skal gøres i god tid i forvejen her – alternativt kan du downloade app’en QueQ, der findes til både Apple og Android.
Mad og drikke
Ao Nang mangler hverken barer eller restauranter. Når det gælder mad, så er det dog værd lige at se sig for. Som i mange andre populære feriebyer er der også her tvivlsomme restauranter, der ser stort på kvaliteten.
F.eks. er spisestederne langs strandvejen med få undtagelser værd at undgå. De fleste serverer europæisk mad og nogle har en ret aggressiv markedsføring.
Elsker du thailandsk mad, så kan du prøve et madlavningskursus på din rejse til Ao Nang
Tilbage til den gode mad som Thailand er så kendt for. Selvfølgelig har Ao Nang sine små perler, der bl.a. laver curries, lækre nudelretter og frisk fisk og skaldyr, som her er til at betale.
En god måde at gå på opdagelse i det thailandske køkken er at gøre som de lokale. De bestiller typisk et antal retter, som alle ved bordet deler.
Anbefalelseværdige spisesteder
Dean and Mom’s Restaurant – meget populær restaurant, der serverer lækker thailandsk mad. God service og absolut rimelige priser, der ligger i den lave ende. På vej 4203 ca. 1,2 km fra strandvejen.
Ao Nang Boat Noodles – endnu et sted, hvor du kan få god thailandsk mad. Her laver man kun den berømte suppe boat noodles, der både er billige og forrygende god. På vej 4203 overfor The Nine Hotel.
Café 8.98 – hip café med europæisk/vestlig mad. Her får du burger, bowles, salater og sandwich. Et meget populært sted for veganere og vegetarer. Åben fra morgen til aften. På vej 4203 ca. 400 m fra strandvejen.
Ao Nang har pubs, caféer, barer og endda et lille red light district, men i forhold til andre steder i Thailand, så er nattelivet begrænset.
Fest og farver finder du dog på Railay-halvøen, der er populær blandt rygsækturister. Det er ved øststranden barerne ligger på stribe og her kan det godt gå vildt for sig.
Praktisk information
Vejr og klima i Ao Nang (Krabi)
Krabi har varmt vejr året rundt, men får mest sol fra december til marts/april. Temperaturen ligger på 28-32 °C i perioden.
I april bliver det efterhånden mere regnfuldt, og sommeren er forholdsvis våd med primært kraftige eftermiddagsbyger. I efterårsmånederne september og oktober kan du opleve mere vedvarende regn.
Sundhed, forsikring og vaccination
Måske skal du have vaccinationer inden din rejse til Thailand/Østen. Du kan læse mere om de aktuelle anbefalinger her.
Husk også forsikringen – måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her. Læs mere om sundhed på rejsen her.
Penge
Den thailandske møntfod hedder baht. Dem kan du hæve i en af de mange kontantautomater, der ligger overalt i Ao Nang (og alle andre steder i Thailand). Automaterne har også engelsk menu. Bemærk, at der kan være gebyrer forbundet med at hæve i kontantautomaterne.
Mange hoteller og restauranter accepterer også f.eks. Visa og Mastercard. Handler du på markederne er kontanter nødvendige. Her skal du også prutte om prisen, hvis der ikke er faste priser på varerne. Husk at gøre det med et smil!
EL
I Thailand bruger man de samme stik som i Danmark. Jeg har aldrig været ude for at skulle bruge adapter. Vil du være på den sikre side, så kig ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.
Øvrigt
På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Thailand. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.
Tak fordi du læste min Ao Nang rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Ao Nang rejseguide. Du kan læse meget mere om byen på tourismthailand.org, der er den officielle turistguide.
Krabi er mit yndlingsområde i Thailand. Aonang er dog ret turistet men en god base til øhop og udflugter. Husk en tur til Khao Sok Nationalpark. Et tip herfra.
Vi kan stærkt anbefale Holiday Beach Resort, hvis I rejser med børn. Superlækkert sted med gode aktiviteter og omgivelser. Det er de sødeste mennesker der arbejder der. Thumbs up herfra
Hej ved du om vi kan leje cykler på Koh klang.
Jeg kan nemlig ikke oplysninger på det.
Vh Hanne
Hej Hanne. Det ved jeg desværre ikke med sikkerhed. Jeg var sikker på, at jeg havde skrevet noget om det i min rejsebeskrivelse her, men det have jeg ikke :-(. Til gengæld fandt jeg en side, hvor der langt nede i teksten står at man kan leje cykler – se mere her.
Alternativet er at booke en tur som denne, men det er jo sjovere selv at køre rundt.
Mange hilsner
Vi var glade for at vi kun havde booket 3 nætter i Ao Nang. Et larmende og meget turistet sted som slet ikke var noget for os. Heldigvis er det nemt at komme videre derfra. Koh Lanta blev vores favorit. Et skønt sted som vi kan anbefale børnefamilier f.eks.
Hilsen BB
Ao Nang er fin til et par dage inden hjemrejsen – sådan plejer vi at gøre. De sidste indkøb og tilbage til den “rigtige” verden.
Tror du nok har nævnt det men sidst af promenaden er der flere hyggelige steder at få en øl i skyggen. vi var der i den kvælende hede med langt over 35 grader.
Vi er ved at planlægge en tur til Thailand/Østen til vinter. Vi regner med at booke nogle dage i Ao Nang for herefter at rejse videre. Nu til mit spørgsmål: Det virker vanvittigt billigt at overnatte når man f.eks. søger på hotels.com. Vi har rejst i USA og Mexico, hvor det er meget dyrere. Er der noget vi har overset?
Hej Mille. Det er bare billigt at overnatte i Thailand. Ikke nok med at priserne er i bund i forhold til Mexico og USA, så er standarden også højere.