Banjul Rejseguide

Gambia har i årtier været et yndet rejsemål for solhungrende danskere. De fleste booker hotel ved et af strandområderne syd for hovedstaden Banjul, der er ganske lille, men stedet at bo, hvis du vil have autenticitet og møde de lokale.

På trods af størrelsen er Banjul sine steder hektisk og et glimrende sted at opleve alt det Vestafrika har at byde på. Læs meget mere i min Banjul rejseguide, som jeg håber, du kan bruge. Velkommen til.

Besøg på det farverige Albertmarked

Transport

Ind og ud

Fra Danmark kræver det en mellemlanding at komme til Banjul. Fra København kan du f.eks. flyve via Bruxelles med Brussel Airlines, med TAP via Lissabon og Vueling via Barcelona.

Flyver du fra Billund eller Aalborg kan det være nødvendigt med to stop undervejs. Nogle charterbureauer tilbyder også rejser til Gambia, men her bor du ved et af strandområderne og ikke Banjul.

Lufthavnen hedder Yundum og ligger få kilometer fra Banjul. Søg og sammenlign flybilletter her. Fra lufthavnen til dit hotel kan du booke privat transfer hos f.eks. Welcome Pickups.

At komme rundt

Bor du centralt i Banjul kan du nemt gå rundt i byen. Skal du længere væk kan du tage en taxi. De fleste af dem er nye, men det er ikke altid chaufførerne har de bedste køreegenskaber. Aftal pris inden du kører.

I Banjul kan du også finde flere turoperatører, der tilbyder guidede udflugter. Du kan eventuelt få dit hotel til at hjælpe med at booke.

Strandene syd for Banjul er lange og brede – det er her de fleste turister bor

Overnatning

Banjul er omgivet af vand. Byen ligger ud til Atlanterhavet ved udmundingen til Gambiafloden, og mod vest er der en række små og store creeks, der gør, at Banjul faktisk ligger på en ø. Du har således gode chancer for at booke overnatning med hav- eller flodkig.

Banjul har dog et forholdsvis begrænset udvalg af hoteller og guesthouses, hvoraf langt de fleste er af tvivlsom standard. Det gælder også overnatningsstederne ved strandene.

Af en eller anden grund er serviceniveau, omgivelser og faciliteter langt under niveau. Banjul og Gambia generelt er nok et af de steder jeg har besøgt, der giver mindst værdi for pengene.

Anbefalelsesværdige overnatningssteder

Herunder finder du en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Banjul, der alle får overvejende gode anmeldelser af tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på hotels.com og booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.

Budget

Sarawally Guesthouse – 11 km fra Banjul
Metzy Residence Hotel – 15 km fra Banjul

Mellemklasse

Kairaba Beach Hotel – 18 km fra Banjul
Kololi Beach Resort – 18 km fra Banjul

Luksus

African Princess Beach Hotel – 15 km fra Banjul
Swiss Boutique Hotel – 14 km fra Banjul

Mit valg

Swiss Boutique Hotel

Swiss Boutique Hotel er et af få steder i Gambia, der giver en følelse af value for money. Her får du en personlig service og kan nyde godt af stedets gode udflugter. Swiss Boutique Hotel ligger direkte på stranden og har faciliteter som restaurant, swimmingpool og gratis wifi. Se billeder og aktuelle priser på Swiss Boutique Hotel.

banjul rejseguide
Dejligt ser det ud, men de fleste af Gambias hoteller er af tvivlsom standard

Seværdigheder og aktiviteter

Banjul har flere udmærkede seværdigheder. Herunder skal kun nævnes dem i eller tæt på byen, men du kan også overveje en tur på Gambiafloden for at besøge Juffureh og Albreda, der siges at være Kunta Kintes hjemby, tage på camp i bushen eller måske opleve nabolandet Senegal.

En populær udflugt går ned ad Gambiafloden til Juffureh og Albreda, der siges at være hjemby for slaven Kunta Kinte, hvis historie blev udødeliggjort i Alex Haley’s roman

Aktiviteterne tæller bl.a. bådture, fisketure, jeepsafari, fuglespotning, madlavningskurser og en 18-hullers golfbane i Fajara.

Albertmarkedet

Banjuls absolut største attraktion og must see er det farverige Albertmarked. Her kan du se gambianerne på slap line, når de shopper bl.a. tøj, madvarer og husgeråd. For turisterne kan det fine kunsthåndværk være et godt køb, men husk at prutte kraftigt om prisen.

Der er ofte mange mennesker på Albertmarkedet, der ligger i og udenfor en mindre bygning. Markedet har åbent fra kl. 8 om morgenen og er nogenlunde inddelt i varegrupper. Der er også enkelte madboder.

Arch 22

Kører du ud af Banjul mod syd kan du ikke undgå at lægge mærke til Arch 22 – en slags triumfbue over vejen opført for at markere militærkuppet i 1994. Det pudsige er, at ingen udover præsidenten må kører under det 36 meter høje monument.

Til gengæld kan du komme op til toppen af Arch 22, hvor du takket være den lave bebyggelse har en fin udsigt over byen, Gambiafloden og Atlanterhavet. Der er også et mindre museum, som har information og genstande med fokus på traditionelt liv i Gambia og Vestafrika.

Arch 22 som kun præsidenten må køre under

Nationalmuseet

Gambias nationalmuseum ligger i Banjul. Det er forholdsvis lille og nogle vil nok sige temmelig enkelt indrettet. Alligevel kan det anbefales at besøge museet, hvor du kan lære mere om både Gambia og Banjul via udstillingerne med bl.a. værktøjer, beklædningsgenstande og masser af billeder.

Katchikally Krokodillepark

Ca. 10 km udenfor Banjul lige syd for Bakau kan du besøge Katchikally Corcodile Pool. Det er ifølge de lokale et helligt sted, hvor du kan se og endda røre ved krokodillerne, der ligger ved den lille sø.

Stedet har også et mindre museum med billeder, diverse genstand eog information om krokodillerne. De ansatte fortæller gerne om både sted og krokodiller.

Strandene

Det er strandene langs atlanterhavskysten, der trækker turister til Gambia. Vest for Banjul ligger en række turistområder som Baku, Bakau, Fajara og Kololi, der har udmærkede hoteller og et pænt udvalg af barer og restauranter. De store og til dels lukkede resorts er en helt anden verden end Banjul.

I turistområderne vil du dog uden tvivl støde på de såkaldte bumsters, der primært er unge mænd, som gerne vil være din ven, guide eller noget helt tredje. De kan være stærkt påtrængende og svære at slippe af med.

Abuko

Gambia har for mange år tilbage haft et rigt dyreliv. Jagt og krybskytteri har dog udryddet arter som løve og giraf. Vil du have en snert af det vilde Afrika tæt på Banjul, så skal du besøge Abuko Naturpark. Her er der lavet en række stier gennem et frodigt landskab, der både består af skov og åbne områder.

Selvfølgelig har Abuko ingen farlige dyr, men du kan spotte fugle, se flere forskellige abearter og af og til slanger – en af de gange jeg kom forbi, stod jeg bogstaveligt talt ansigt til ansigt med en stor pythonslange.

Herlige krokodiller ved Katchikally Corcodile Pool

Mad og drikke

Banjul er som resten af Gambia ikke noget kulinarisk paradis. Ris, løg, tomat, bønner, kassava og peberfrugt er traditionelle ingredienser i det vestafrikanske køkken og dermed også i Gambia.

Der spises også masser af fisk og skaldyr, der typisk grilles. Risretten jollof med bl.a. løg, tomat, krydderier og kød er sammen med jordnøddestuvning klassiske retter i Gambia. En af mine egne favoritretter er Yassakylling med lime, chili, hvidløg og karamelliseret løg serveret i en tyk sauce med ris eller cous cous.

Som med overnatning har Banjul også et yderst begrænset udvalg af spisesteder. Dem finder du til gengæld i rigt mål i turistområderne langs strandene. En stor del af dem ligger på hotellerne.

Anbefalelsesværdige spisesteder

Calypso Bar og Restaurant – en af de bedre restauranter tæt på Banjul. Calypso ligger ca. 15 km fra centrum ved Cape Point Beach. Her er både inden- og udendørs servering. Maden er international med tydelig inspiration fra Middelhavsområdet. Restauranten ligger i øvrigt op af et vandhul, hvor du kan være heldig at se bl.a. aber og krokodiller

Crown Restaurant – hvis vi skal have en restaurant i Banjul med, så må det blive Crown. Det er et yderst enkelt sted, hvor du kan smage lokal mad. Det er billigt og autentisk, men langt fra et spisested, jeg normalt ville anbefale.

Selvfølgelig er det nok muligt at finde en lokal fest i Banjul, men igen skal du vende snuden mod turistområderne for at finde en bar, hvor du kan nyde en øl, drink eller cocktail. På de større hoteller kan du også finde diskoteker og natklubber.

I Abuko Naturpark kan du spotte flere forskellige dyr

Praktisk information

Vejr og klima i Banjul

Banjul har varmt vejr året rundt – dvs. over 30 °C. Det bedste tidspunkt at besøge Gambia er fra november til og med maj, hvor der kun falder ganske lidt regn. Temperaturen ligger på 32-35 °C i perioden – varmest i marts og april.

Juni til oktober betragtes som den våde periode, men det er især juli til september, der er regnfulde med august som den vådeste måned. Forvent høj luftfugtighed i sommerperioden.

Sundhed, forsikring og vaccination

Måske skal du have vaccinationer og malariaforebyggende medicin inden din rejse til Banjul. Du kan læse mere om de aktuelle anbefalinger her.

Husk også forsikringen – måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her. Læs mere om sundhed på rejsen her.

Penge

I Gambia bruger man dalasi. Dem kan du hæve i en af kontantautomaterne, der ofte ligger i forbindelse med bankerne. Automaterne har også engelsk menu. Bemærk, at der kan være gebyrer forbundet med at hæve i kontantautomaterne.

Nogle hoteller, butikker og restauranter accepterer også f.eks. Visa og Mastercard. Handler du på markederne er kontanter ofte nødvendige. Det er også en god idé at have masser af småpenge til drikkepenge, som er udbredt i Gambia.

EL

I Gambia bruger man forskellig slags stik. Jeg har dog aldrig været ude for at skulle bruge adapter. Vil du være på den sikre side, så kig ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.

Øvrigt

Udenrigsministeriet har ingen rejsevejledning til Gambia, men du kan finde en på svensk her. Læs mere om indrejse i Gambia på Udenrigsministeriets hjemmeside. Her kan du også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.


Tak fordi du læste min Banjul rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Banjul rejseguide. Du kan læse meget mere om byen på visitthegambia.com der er den officielle turistguide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *