Cancun Rejseguide 2025

Cancun er hovedbyen i den mexicanske delstat Quintana Roo, der ligger på Yucatán-halvøen. Med beliggenheden ud til det turkisblå og krystalklare caribiske hav, har Cancun i årevis tiltrukket turister, der her kunne nyde de lækre strande og slappe af på de store resorts.

Cancun er en større by med masser af lokalliv, men det overskygges af de mange fantastiske seværdigheder i nærheden, hvor især templer og pyramider fra maya-perioden er i ren verdensklasse.

Uanset om du er til sol og strand, masser af aktiviteter eller kulturelle seværdigheder, så findes det i Cancun. Det og meget andet kan du læse mere om i min Cancun rejseguide, som jeg håber du kan bruge. Et varmt velkommen til Travelguru.

cancun rejseguide
Strand så langt øjet rækker i Cancuns hotelzone

Transport

Ind og ud

Cancun har egen international lufthavn, der har koden CUN. Fra Danmark kan du flyve med ét stop til Cancun med f.eks. SAS (via Atlanta), Lufthansa (via Frankfurt), Air France (via Paris) og British Airways (via London-Gatwick). Der kan derudover være sæsonruter med andre selskaber. Søg og sammenlign flybilletter her.

Fra lufthavnen til dit hotel er der flere muligheder. F.eks. taxa, men du skal forhandle om prisen, der bør ligge på 28-35 USD alt efter hvor du skal hen langs hotelzonen.

Jeg anbefaler, at du får dit hotel til at hente dig i lufthavnen eller hjemmefra booker en privat transfer til en fast pris. Her venter chaufføren på dig i ankomsthallen og kører dig direkte til dit hotel. Du kan bestille præcis den type bil du har brug for mht. bagage og antal personer.

At komme rundt

Langt de fleste turister bor i den såkaldte hotelzone, der er en ca. 22 km lang tange ud til det caribiske hav. For at komme rundt i hotelzonen kan du tage taxi eller bus.

Taxierne kan prajes på gaden, men der er også taxiholdepladser – her er det som regel lidt dyrere at køre fra. Der skal forhandles om prisen i taxierne – spørg på dit hotel, hvad en tur skal koste.

Hotelzonen er også dækket af busser (linje R-1 og R-2), der kører op og ned ad Avenida Kukulcan, der er hovedvejen på den smalle tange. Prisen er ca. 12 pesos uanset hvor langt du skal. Sørg for at have så lige penge som muligt. Begge linjer kører ind til downtown, men har hver deres endestation.

Vil du på udflugt, så kan dit hotel helt sikkert hjælpe. Nogle har egne udflugter, mens andre hoteller har samarbejdspartnere.

Skal du længere væk – f.eks. til Playa del Carmen eller Tulum, så kan du tage en colectivo, der er minibusser, som kører faste ruter. De kan stoppes hvor som helst på ruten, men kører som regel først, når de er fyldt op.

cancun rejseguide
Et af shoppingcentrene i hotelzonen

Overnatning

Som nævnt bor turisterne primært i Cancuns hotelzone, hvor adskillige resorts ligger ud til de lækre strande, der har hvidt sand og turkisblåt vand. Det er selvfølgelig muligt at bo i downtown, men Cancun er ikke den mest spændende by.

Hotelzonen er en smal tange formet som et 7-tal, der ligger ca. 6 km fra fastlandet. Du kan bo ind mod kysten og Nichupté-lagunen eller ud til det caribiske hav. Det er især her, du finder kæmperesorts på stribe, der har alt i faciliteter.

Mange af dem tilbyder all inclusive, og som jeg tidligere har skrevet her på siden, så kan du godt regne med, at kvaliteten på maden følger hotelstandarden. De fleste steder tilbyder buffet, men har også et antal á la carte-restauranter, hvor der ofte skal reserveres bord.

På hele strækningen i hotelzonen er der barer, restauranter og shoppingcentre. En del koncentreret i den nordlige del af zonen, hvor 7-tallet “knækker”. Det er også her flere af de mest populære diskoteker ligger.

Prisniveauet spænder vidt i hotelzonen. Ofte kan der være flere tusinde kroners forskel pr. nat på to stort set identiske overnatningssteder. Alene af den grund er der al mulig grund til at lave lidt research, inden du booker.

Vær også opmærksom på bl.a værelsestype og afbestillingsbetingelser når du sammenligner priser på de forskellige hotelbookingsider.

Anbefalelsesværdige overnatningssteder

Herunder kan du se en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Cancun, der alle får gode anmeldelser af tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på hotels.com og booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.

Budget

Suites Brisas Cancun – gode lejligheder i den sydlige del af hotelzonen. Der er pool og mulighed for familieværelser.

The Westin Resort & Spa – Resort ud til stranden med bl.a spa, pool og flere barer og restauranter.

Mellemklasse

The Westin Lagunamar Ocean Resort Villas – stort og populært resort ud til stranden. Mange faciliteter og god beliggenhed.

Cancun Plaza – moderne og anmelderrost hotel ud til stranden.

Luksus

JW Marriott Cancun Resort & Spa – luksuriøst hotel på stranden med masser af faciliteter.

Fiesta Americana Condesa Cancun – lækkert resort på stranden – her bor du med all inclusive.

Mit valg

Cancun Plaza

Her og der lidt slidt, men generelt er Cancun Plaza moderne med perfekt beliggenhed ved en skøn strand. Der er bl.a. swimmingpool, gratis wifi og lille tekøkken på værelserne. Se billeder og priser på Cancun Plaza.

cancun rejseguide
Del af ruinområdet El Rey langs hotelzonen i Cancun

Seværdigheder og aktiviteter

I Cancun ligger et par udmærkede seværdigheder, men på en dagsudflugt har du mulighed for at opleve enestående arkæologiske områder fra maya-perioden.

Cancun og kysten mod syd (kaldet Riviera Maya) er i høj grad lagt an på aktiviteter for hele familien. Der er bl.a. temaparker, vandsport, ATV- og buggykørsel og sejlture i det caribiske hav. De vigtigste ting at se i Cancun kan du læse om herunder.

Museo Maya de Cancun

I hotelzonen kan du besøge Museo Maya de Cancun, der som navnet antyder omhandler mayakulturen. Museet har tre haller med en lang række effekter fundet ved arkæologiske udgravninger på Yucatán-halvøen.

Mayaerne eksisterer stadig – i dag er de en minoritet og ligger nederst på den sociale rangstige. På Museo Maya de Cancun kan du høre om deres kultur fra de første bosættelser frem til i dag.

El Rey Arkæologiske Område

Blot få kilometer syd for Museo Maya de Cancun ligger det arkæologiske område El Rey. Her er der knap 50 bygninger og en række grave. El Rey er opkaldt efter en maske tilegnet solguden, som blev fundet på området.

Skal du eller har du været på rundtur på Yucatán-halvøen og har set de mest berømte arkæologiske områder, så kan El Rey godt springes over. Hvis ikke giver stedet et fint indblik i mayaerne og deres bysamfund.

Cancun

Som et afbræk fra driverlivet i hotelzonen kan et besøg i Cancun by være en fin oplevelse. Som nævnt er byen ikke den mest spændende – her tænker jeg i forhold til f.eks. Mérida, som jeg anbefaler du besøger.

I Cancun skal du først og fremmest forbi et af byens markeder – Market 23 og Market 28. Du kan også se flot gadekunst, besøge parken Las Palapas og spise ægte street food. De to buslinjer R-1 og R-2 kører fra hotelzonen ind til centrum. Se mere under afsnittet Transport.

Kukulcan-pyramiden ved Chichén Itza

Isla Mujeres

En af de bedste aktiviteter i Cancun er en tur til Isla Mujeres, der ligger i det caribiske hav få kilometer fra kysten. På Isla Mujeres finder du lækre strande med kridhvidt sand og krystalklart vand, der indbyder til kølende badeture.

Øen har en lille bysamfund, men er fuldt udbygget som turistområde. Der er dog noget jomfrueligt over Isla Mujeres, som du kan besøge på en dagstur, men hvorfor ikke snuppe et par nætter her. Der er flere gode hoteller.

Dit hotel i Cancun kan helt sikkert sørge for at tur til Isla Mujeres, hvor du eventuelt gør flere snorkelstop til eller fra øen, hvor du har tid på egen hånd. Ofte er der frokost inkluderet.

Er du på egen hånd kan du tage Ultramar Ferry fra Juárez lige nord for havnen i Cancun. Husk at tjekke sejltiderne, hvis du vil være sikker på at komme hjem samme dag.

Chichén Itza

Når du holder ferie på Yucatán-halvøen skal du besøge Chichén Itza, der er det absolut mest berømte arkæologiske område fra mayaperioden. Chichén Itza, der er på UNESCOs verdensarvliste, er mest kendt for Kukulcan-pyramiden, men du finder også den største boldbane, der endnu er fundet.

Mayaerne spillede et boldspil, og ved alle arkæologiske områder har man fundet boldbaner af forskellig størrelse. Der er flere andre flotte bygninger i Chichén Itza, hvor du især skal holde øje med de mange fine udskæringer.

Det kan også være en god idé med en guide – det er typisk inkluderet, hvis du booker en udflugt fra Cancun. På nogle ture gøres der også stop i den hyggelige by Valladolid, hvor du kan indsnuse lidt lokalliv.

Aktiviteter og forlystelser

I både Cancuns hotelzone og langs Riviera Maya er der et hav af aktiviteter. Tæt på Tulum ligger flere af kystens berømte cenoter, der er ferskvandshuller og en del af et enormt underjordisk grottesystem. En af de mest populære aktiviteter er at svømme i cenoterne, der har krystalklart vand.

Cenoterne kan være ret forskellige – nogle er åbne, mens andre ligger inde i grotterne. Det er en fantastisk naturoplevelse som du kan se i temaparken Xcaret, der er en slags bade- og vandpark.

Xcaret er blot en af flere forlystelsesparker langs kysten, der også byder på en lang række aktiviteter for børn og voksne. F.eks. kajak, vandsport, sejlture, zipline, paddleboard og ATV- og buggykørsel.

Lille del af vandparken Xcaret syd for Playa del Carmen

Mad og drikke

Lad det være sagt med det samme: Du spiser godt i Cancún. Du skal dog glemme alt om den mad du får serveret på tex-mex restauranter i Danmark. Jo, du kan godt få en taco og tortilla som du kender dem, men mexicansk mad er så meget andet.

Yucatán-halvøen har tilmed sine helt egne retter som f.eks. limesuppe, marineret helstegt pattegris tilberedt i lerpotte og serveret i tacos (conchinita pibil). Fisk og skaldyr er stort på halvøen – her er det endda til at betale. Prøv f.eks. søtunge i bananblade med spidskommen og annottopasta.

Mange hoteller i Cancun tilbyder all inclusive, der typisk serverer buffet med international mad, men jeg anbefaler, at du også besøger nogle af de lokale spisesteder. Skal det være rigtig billigt, kan du se efter skiltet loncheria, der typisk er enkle spisesteder med lokal fast food.

Anbefalelsesværdige spisesteder

Rosa Negra – et godt valg i Cancun’s hotelzone. Rosa Negra tilbyder lækker mad fra Latinamerika, der er flot anrettet. Stedte har ofte dans eller anden form for underholdning. I hotelzonen på Kukulcan Boulevard ved 15 km stenen.

Loncheria El Pocito – enkel og lækker restaurant i downtown Cancun. Her får du rigtig god autentisk mad fra Mexico og Yucatán – f.eks. conchinita pibil. Åben fra morgen til aften. På Calle 31 Norte tæt på vej 180.

Porfirio’s – rigtig lækker restaurant, der serverer innovativ mexicansk mad, der bare smager godt. Prisniveauet er højere end gennemsnittet, men det opvejes nemt af kvaliteten og de hyggelige omgivelser. Porfirio’s har åben fra tidlig eftermiddag til efter midnat. I hotelzonen på Kukulcan Boulevard ved 14,2 km stenen.

Cancun har et heftigt natteliv med en lange række barer, klubber og diskoteker. Året rundt er der fest og farver i byen, der også er populær for unge amerikanere på spring break.

Uanset hvad du måtte ønske af aften- og natteliv, så findes det i Cancun. Fra pubs og beach clubs til cocktailbarer og internationale shows.

Den lokale udgave af tacos

Praktisk information

Vejr og klima i Cancun

Cancun kan besøges året rundt. Mest solsikkert er det dog fra december/januar til april/maj, hvor temperaturen ligger på 27-30 °C. I sommermånederne og ud på efteråret kan du forvente lidt regn, og hvis du er rigtig uheldig orkaner.

Sundhed, forsikring og vaccination

Måske skal du have vaccinationer inden din rejse til Mexico. Du kan læse mere om de aktuelle anbefalinger her. Husk også forsikringen – måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her. Læs mere om sundhed på rejsen her.

Penge

I Mexico bruger man pesos. I både Cancun centrum og i hotelzonen finder du flere banker, kontantautomater og vekselboder. Bemærk, at du i nogle banker skal have dit pas med for at veksle penge.

Du kan som regel betale med både pesos og amerikanske dollars i butikkerne, men pesos giver dog den bedste kurs. Mange hoteller, butikker og restauranter accepterer også f.eks. Visa og Mastercard. Handler du på markederne er kontanter ofte nødvendige.

EL

I Mexico bruger man en anden type stik end i Danmark, og her er en adapter er nødvendig. Klik ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.

Øvrigt

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Mexico. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.


Tak fordi du læste min Cancun rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Cancun rejseguide. Du kan læse meget mere om Mexico, Yucatán og Cancun på visitmexico.com, der er den officielle turistguide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *