Velkommen til min Chiang Rai rejseguide. Chiang Rai i Nordthailand har tidligere stået lidt i skyggen af Chiang Mai et par timers kørsel mod syd. Det var dengang – i dag er Chiang Rai et populært rejsemål, hvor der både i og udenfor byen findes masser af spændende seværdigheder.
Først og fremmest er det oplagt at tage på trekkingtur i bjergene for at møde bjergstammerne, men Chiang Rai fungerer i høj grad også som porten til Den Gyldne Trekant og videre rejse ind i Laos.
Chiang Rai er en mindre by med en behagelig atmosfære. Her finder du bl.a. en række interessante templer og markeder, men også et par livlige gader med hoteller, spisesteder og et begrænset udvalg af barer. Læs mere om det og meget andet i denne Chiang Rai rejseguide herunder.
Indholdsfortegnelse
Transport
Ind og ud
Der er mange daglige fly fra Bangkok til Chiang Rai. Både Thai Airways, Bangkok Airways, AirAsia, Nok Air, Lion Air og Thai Vietjet Air flyver på ruten. Husk at holde øje med, hvilken lufthavn i Bangkok, der flyves fra.
Som udgangspunkt flyver Thai Airways, Bangkok Airways og Thai Vietjet Air fra Suvarnabhumi Lufthavn, mens de øvrige flyver fra den gamle Don Mueang-lufthavn. Fra lufthavnen er det let at tage en taxa ind i byen, som ligger ca. 15-20 minutters kørsel væk.
Chiang Rai har busforbindelser til flere byer i området – f.eks. Chiang Mai, hvortil der er flere daglige afgange. Turen tager tre timer. Der er også ruter til bl.a. Bangkok , Chiang Saen, Lampang, Phrae, Phitsanulok, Mai Sai og et par destinationer i Laos (inkl. Luang Prabang).
Der er to busstationer i Chiang Rai – generelt kører de lokale ruter fra den centrale busstation på Thanon Prasopsuk centralt i byen, mens fjernruterne kører fra den nye busstation ca. fem km syd for centrum. Spørg dig frem på den centrale busstation, hvorfra der dagligt kører adskillige songtaews til og fra den nye busstation.
At komme rundt
Bor du i centrum, kan du gå til de fleste seværdigheder i Chiang Rai, men hvis der er behov for transport, kan du vælge Songtaew (grisebil) for ca. 20-25 baht pr. person. Tuk-Tuk koster ca. 80-100 baht pr. person og cykel taxi ca. 50-60 baht pr. person. Alle priser er for ture inden for byområdet – husk at aftale en pris, før du kører.
Husk, at det er utrolig nemt at rejse i Thailand. Skal I på udflugt (f.eks. til nogle af nedenstående seværdigheder) eller behøver Transport til jeres næste destination, så kan dit hotel/guesthouse eller ethvert tourbureau i byen være behjælpelige.
Du kan også sørge for lufthavnstransfer og anden transport hjemmefra – på min side thailandrundt.dk kan du få et tilbud fra et dansk rejsebureau i Thailand. Se mere her.
Hotel/overnatning i Chiang Rai
Chiang Rai og omegn har overnatning for enhver smag og pengepung. I byen finder I en række rigtig gode guesthouses og mellemklassehoteller. Flere af dem er virkelig value for money.
Da jeg første gang besøgte Chiang Rai var udvalget af overnatningssteder i centrum ret begrænset, men her er der virkelig sket noget de senere år.
Udenfor byen har du mulighed for at bo smukt med den frodige natur som nabo. F.eks. som et homestay, men har du hang til luksus og mange penge er det prisbelønnede Anantara Golden Triangle uden tvivl det rigtige valg.
Anbefalelsesværdige overnatningssteder
Herunder finder du en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Chiang Rai, der alle får gode anmeldelser fra tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.
Budget
The Mantrini – Ca. 2 km til centrum
Na-rak-o Resort – I centrum
Ariya Inn – Ca. 500 meter til centrum
Mellemklasse
Le Patta – I centrum
Nak Nakara Hotel – Ca. 500 meter til centrum
Laluna Hotel – Ca. 1 km til centrum
Luksus
Le Meridien Chiang Rai Resort – Ca. 3 km til centrum
A-star Phulare Valley – Ca. 18 km til centrum
Anantara Golden Triangle – Ca. 70 km til centrum
Mit valg
Le Patta
I denne Chiang Rai rejseguide anbefaler jeg Le Patta, der er et supergodt hotel centralt i Chiang Mai. Alligevel er det et sted med fred og ro. På Le Patta får du topservice og gode moderne værelser med bl.a. tv, køleskab, pengeskab og gratis wifi.
Hotellet får rigtig gode anmeldelser af tidligere gæster og tilbyder også restaurant og swimmingpool. Morgenmad kan tilkøbes. Se billeder og aktuelle priser på Le Patta.
Seværdigheder i Chiang Rai og omegn
Byens templer
Selvfølgelig har Chiang Rai en række rigtig spændende templer, der er værd at besøge. Wat Phra Kaew betragtes som byens vigtigste tempel, da det engang var hjem for Smaragdbuddhaen (som nu kan ses i Grand Palace i Bangkok).
I dag er der lavet en kopi af Buddhaen, som er udført i jade af en kinesisk kunstner. Ved siden af templet er der et fint museum med primært buddhistiske effekter.
Wat Phra Singh har også en kopi af den berømte Buddha, men templet er også interessant fordi det i sin arkitektur er typisk nordthailandsk. Det nyrenoverede Wat Jet Yod er lidt af et særsyn med den firkantede chedi, der har syv glinsende spir på toppen.
Natmarkedet
Chiang Rais natmarked er et farverigt sted med masser af spændende varer. Selvfølgelig er her de sædvanlige souvenirs, men ofte kommer bjergstammerne med deres ofte håndlavede ting – måske du kan gøre et godt køb.
Under alle omstændigheder er natmarkedet et fint sted at indsnuse lidt atmosfære – ofte er der livemusik og du kan også få lidt at spise.
Det Hvide Tempel (Wat Rung Khun)
Endnu et tempel tænker du nok, men Det Hvide Tempel er ganske enestående og et must see. Opført af kunstneren Chalermchai Kositpipat ligner templet noget fra en eventyrfilm. Det siges, at Kositpipat var munk i templet og at han ville give noget tilbage til det samfund og de mennesker, der har formet ham.
Det Hvide Tempel er fantastisk flot – en god og nem dagsudflugt fra Chiang Rai
Nogle påstår, at Kositpipat er syg og at han med templet vil forbedre sin karma. Uanset hvad, så er Det Hvide Tempel unikt og enestående. Det er lavet af en slags cement, der kan formes, hvorefter tusindvis af små spejle er monteret.
Trekking og besøg hos bjergstammerne
Som andre steder i Nordthailand er det også omkring Chiang Rai populært at trekke og besøge bjergstammer. Mange mener, at området er mere autentisk og ikke så overrendt som ved Chiang Mai, men også her gælder det om at finde den rigtige udbyder, hvis du vil trekke.
Spørg om, hvor mange der er I jeres gruppe og hvilke byer, der besøges. Få eventuelt dit hotel til at hjælpe dig. I Chiang Rais omegn kan man bl.a. opleve minoriteter som lisu, lahu, akha og karen.
Den Gyldne Trekant
Det sagnomspundne område, hvor Mekongfloden deler Laos, Myanmar og Thailand er en rigtig god udflugt fra Chiang Rai.
I årtier var Den Gyldne Trekant et næsten lovløst område, hvor handel og produktion af opium var med til at skabe en slags wild west, der blev styret af gangstere, narkobaroner og diverse oprørshære i det daværende Burma.
I dag er her fredeligt, hvor byen Sub Ruak er en slags centrum for oplevelser i Den Gyldne Trekant. Herfra har du udsigt til de tre lande, og du kan tage en tur på Mekongfloden for at besøge Don Sao – en lille ø, der tilhører Laos (visum ikke nødvendigt).
I Sub Ruak ligger også det fine Opiumsmuseum, hvor du kan lære mere om området og selvfølgelig handlen med opium. Den Gyldne Trekant ligger 55 km nord for Chiang Rai.
Mae Sai (og måske en tur til Myanmar)
Mae Sai er Thailands nordligste by. Herfra kan du gå over grænsebroen for at besøge Myanmar og byen Taschilek, hvor der ligger et fint marked og en række spændende templer. Uret stilles en halv times tilbage, men Myanmar er så anderledes, at det er som at rejse tilbage i tiden.
Mae Salong
Nord for Chiang Rai – ikke langt fra Mae Sai – kan du gå på opdagelse i Mae Salong, der er en slags kinesisk bosættelse i Nordthailand.
Det var soldater fra Kuomintang, der flygtede til området efter revolutionen i 1949 og i årevis levede de af opiumshandel i ledtog med narkobaronen Khun Sa og Shanhæren i det daværende Burma. I dag har man forsøgt at integrere indbyggerne i det thailandske samfund, men Mae Salong er stadig mest kinesisk.
Chiang Saen
Få kilometer syd for Den Gyldne Trekant kan du besøge Chiang Saen, der ligger ud til Mekongfloden. Byen var i det 7. århundrede hovedsæde for et mindre kongedømme, og her kan du opleve en række gamle templer, chedier og Buddhaer. Ved flodbredden er der masser af liv i form af flodpramme, der læsser varer af fra primært Kina.
Mad og drikke
Maden i Nordthailand er lidt anderledes end ved de populære strandområder i den sydlige del af landet. I Nordthailand er køkkenet præget af de omkringliggende regioner og lande som f.eks. Isan, Kina, Laos og Myanmar.
To af de retter du absolut skal prøve er khao soi og laab (også stavet larb). Khao Soi er en karrybaseret nudelsuppe med kokosmælk, der bare smager afsindigt godt. Laab er en kødsalat med finthakket kyllingekød, chili og friske krydderurter. En rigtig smagseksplosion.
I Nordthailand SKAL du prøve retten Khao Soi, der er stærkt vanedannende!
I Nordthailand finder du også simreretter og fyldte pølser som ofte spises som snack. Og så kan du selvfølgelig få pad thai og forskellige risretter. Det er et spændende køkken, der er sjovt at gå på opdagelse i.
Hvis du er til billig mad, er det værd at besøge natmarkedet, hvor der er mange små spisesteder, der primært er thailandsk/kinesisk/lao inspireret. Chiang Rai er også stor nok til internationale restauranter – flere italienske spisesteder er placeret i byen, men også mange hoteller serverer f.eks vestlig mad.
Anbefalelsesværdige restauranter
Nakhon Pathom – Enkel og lækker thailandsk mad til en fantastisk pris. Gode supper og det møre stegte svinekød er et must. God service. Adresse: 4 Phaholyothin Road i centrum.
Pad Thai – Mindre restaurant med god og billig thaimad. Adresse: 7/3, Moo 18, Soi Sanpanard i centrum.
Nam Ngiao Pa Suk – Her laver man en lækker nudelsuppe med bl.a. tomat og oksekød. Adresse: 197 Sankhongsoi Road i centrum.
Lung Eed – Enkelt spisested, der laver en lækker laab – en spicy ret med finthakket kyllingekød og friske krydderurter. Adresse: Watpranorn Road.
Praktisk information
Vejr og klima i Chiang Rai
Vejret i Chiang Rai inddeles i tre sæsoner: den kolde, den varme og den våde. Det er den kolde periode fra oktober/november til februar/marts, der er det bedste rejsetidspunkt. Her ligger dagtemperaturen på 23-26 °C, men nætterne kan være kølige.
Den varme periode ligger fra marts til maj, hvor temperaturen kan komme op på 35 °C. I maj/juni begynder den våde periode med august og september som de måneder, der får mest nedbør.
Sundhed, forsikring og vaccination
Måske skal du have vaccinationer inden din rejse til Thailand/Østen. Du kan læse mere om de aktuelle anbefalinger her. Husk også forsikringen – måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her. Læs mere om sundhed på rejsen her.
Penge
Den thailandske møntfod hedder baht. Dem kan du hæve i en af de mange kontantautomater, der ligger overalt i Chiang Rai (og alle andre steder i Thailand). Automaterne har også engelsk menu. Bemærk, at der kan være gebyrer forbundet med at hæve i kontantautomaterne.
Mange hoteller og restauranter accepterer også f.eks. Visa og Mastercard. Handler du på markederne er kontanter nødvendige. Her skal du også prutte om prisen, hvis der ikke er faste priser på varerne. Husk at gøre det med et smil!
EL
I Thailand bruger man de samme stik som i Danmark. Jeg har aldrig været ude for at skulle bruge adapter. Vil du være på den sikre side, så kig ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.
Øvrigt
På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Thailand. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.
Kort over Chiang Rai
Tak fordi du læste min Chiang Rai rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Chiang Rai rejseguide. Du kan læse meget mere om byen på tourismthailand.org, der er den officielle turistguide.