Jandia Rejseguide

Jandia på den sydlige del af Fuerteventura er øens største ferieby. Her handler det i høj grad om badeferie ved de kilometerlange strande, der hører til de bedste på Kanarieøerne.

Det kan du læse mere om i denne Jandia rejseguide, der især kommer til at handle om sol og strand. Velkommen til.

jandia rejseguide
Den dejlige strand i Jandia

Transport

Ind og ud

Du kommer nemmest til Fuerteventura på en charterrejse. Flere bureauer har øen på programmet. Alternativt rejser du på egen hånd, men her må du tage en mellemlanding et sted i Europa.

Ofte kan du på charterbureauernes fly nøjes med kun at købe flybillet, men her er du bundet af de faste ud- og hjemrejsedatoer. Søg og sammenlign flybilletter her.

For at komme fra lufthavnen, der ligger midt på øen ved Puerto del Rosario, til Jandia er der flere muligheder. Du kan leje en bil, der også giver dig mulighed for at opleve Fuerteventura i eget tempo.

Du kan også tage lokalbussen – linje 10 kører fra lufthavnen til Morro Jable – prisen er 9.30 €, men der er kun få afgange dagligt. Alternativt kan du tage linje 3 til hovedbyen Puerto del Rosario og herfra linje 1 til Morro Jable.

Taxi og lufthavnstransfer er andre muligheder for at komme fra lufthavnen til Jandia.

At komme rundt

Jandia består faktisk af to dele. Jandia, der er det nye ferieområde og Morro Jable, som er den oprindelige by med havnen og de hyggelige omkringliggende huse.

Med gode ben kan du gå rundt i området, men hele strækningen fra Morro Jable videre til den nordligste del af Jandia er ca. 4-5 km.

Fuerteventura har glimrende offentlig transport. Linje 1 kører fra Morro Jable til Puerto del Rosario og har flere stop i Jandia. Bussen er således en fin mulighed for at komme rundt i området. Du kan mere om ruten her.

Lejer du bil, så er vejene de fleste steder nye og gode. Det samme er skiltningen. Til mere afsidesliggende steder kan du risikere at køre flere kilometer på grusvej.

Her slutter stranden i Jandia og Morro Jable begynder. Havnen ligger på den anden side af højen, hvor kirketårnet troner

Overnatning

Fuerteventura og dermed også Jandia er i høj grad lagt an på pakketurister, der har fly, hotel og transport inkluderet i rejsen.

Hotellerne ligger som perler på en snor langs Avenida de Saladar, der er hovedvejen fra nord og vel godt kan kaldes Jandias strandvej. Mange hoteller ligger således et stenkast fra stranden.

De fleste overnatningssteder i Jandia er store med swimmingpools og masser af faciliteter. Nogle af dem tilbyder pension eller all inclusive, og her kan du godt regne med, at kvaliteten på mad følger prisen.

Vil du bo mere enkelt, så skal du vælge et hotel i Morro Jable – her er udvalget dog ret begrænset.

Anbefalelsesværdige overnatningssteder

Herunder finder du et par anbefalelsesværdige overnatningssteder i Jandia, der alle får gode anmeldelser fra tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på hotels.com og booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.

Budget

Clara’s Sun Apart ll
Apartamentos NataLis

Mellemklasse

SBH Maxorata Resort
Royal Palm Resort & Spa

Luksus

XQ El Palacete
RIU Calypso

Mit valg

Royal Palm Resort & Spa

Normalt over mit budget, men Royal Palm Resort & Spa er bare et rigtig lækkert sted med god beliggenhed og flere swimmingpools. Hotellet er kun for voksne og tilbyder gode moderne værelser og gratis morgenmad. Se billeder og priser på Royal Palm Resort & Spa.

jandia rejseguide
Udsigt over den lange strand fra kirketårnet. I baggrunden kan du lige ane fyrtårnet

Seværdigheder og aktiviteter

Jandia har ingen seværdigheder af betydning. Som nævnt handler det primært om sol og strand og her kan den sydlige del af Fuerteventura tilbyde rigtig gode forhold til badeferien.

Mange af Fuerteventuras strande er lange og øde – husk mad og drikke (og solcreme)

Nogle af strandene kræver dog en bil, og den kan også bringe dig rundt på Fuerteventura, hvis du vil på opdagelse på øen.

Jandias strande

Fuerteventura har Kanariøernes bedste strande. De mest imponerende ligger ved Jandia, der således er et perfekt sted til badeferien.

Stranden begynder helt inde ved Morro Jable og strækker sig et par kilometer mod sydøst rundt om pynten ved fyrtårnet for at fortsætte mange kilometer i nordøstlig retning.

Der er tale om en dejlig sandstrand med klart vand, der skifter i blå og turkisblå nuancer. De fleste steder er den bred, og her og der er der mulighed for at leje solstole og parasoller.

Navnet Playa Jandia bruges af de fleste om det første stykker af stranden omkring fyrtårnet, men herefter refererer mange til de veje og hoteller, som ligger ved de forskellige strandafsnit. Det kan f.eks. være Playa las Gaviotas eller Playa de Butihondo.

Den nok mest berømte strand på Fuerteventura er Playa de Sotavento, der støder op til næste større ferieby Costa Calma. Playa de Sotavento er en bred storslået sandstrand med krystalklart vand og flere lavvandede indsøer.

Havnen i Morro Jable – her er der lidt lokalstemning

Aktiviteter

På Fuerteventura er den absolut mest populære aktivitet surfing. Flere steder i Jandia kan du leje udstyr eller booke et kursus, hvis du skulle få lyst til at lære det. Andre aktiviteter i Jandia tæller f.eks. golf og flere gode vandreruter i baglandets kuperede terræn.

På havnen i Morro Jable kan du også tage på bådtur ud i Atlanterhavet. Nogle tilbyder dybhavsfiskeri, mens andre tager dig med på hval- og delfinsafari. Vil du prøve sidstnævnte, så sørg for, at vælge et selskab, der har dyrenes præmisser som førsteprioritet.

For børn og barnlige sjæle vil dyreparken Oasis Park lige nord for Costa Calma nok være mere interessant. Her ligger også en botaniske have.

Villa Winther

Ved nogle seværdigheder er historien mere spændende end selve stedet. Sådan er Villa Winter, der ligger lidt afsondret ved Playa Cofete på den anden side af Jandiahalvøen ca. 15 km fra Morro Jable.

Det er sikkert, at villaen, eller huset, er opført af den tyske ingeniør Gustav Winter omkring slutningen af 2. verdenskrig. Nogle mener, at huset var hans rekreationssted, men årelange rygter om, at det er opført med hjælp fra Herman Gøring har gjort stedet lidt mystisk.

Villa Winter har bl.a. hemmelige rum og bemærkelsesværdig installationer og siges at ligge ovenpå flere underjordiske tunneler med plads til tyske u-både. Husets nuværende ejer er i fuld gang med at undersøge det, men lige nu er der ikke så meget at se. Til gengæld er det et sted med stort potentiale.

Området mellem strandvejen og stranden er fredet – her kan du ofte se flotte fugle

Mad og drikke

Jandia mangler ikke spiseseder, men som altid i populære turistområder er det værd at se sig for. Det er ikke alle restauranter, der tænker på kvalitet, men mere på at tjene nogle hurtige penge. Det er typisk steder, der tilbyder pizza, burger og bøffer af tvivlsom kvalitet.

Heldigvis har Jandia også en stribe glimrende spisesteder, hvor du især i Morro Jable kan finde mere lokale restauranter. Her kan du f.eks. spise tapas og have følelsen at noget mere autentisk end langs Avenida de Saladar i Jandia.

Prisniveauet er absolut rimeligt – især hvis du vælger en af mine anbefalinger herunder. Modsat kan du nemt føle dig snydt, hvis du betaler det samme på en typisk turistrestaurant.

Det kanariske køkken har sine specialiteter, og her kan du næsten ikke undgå at støde på papas arrugadas con mojo – rynkede kartofler i mojosauce. Tilbehøret serveres både til kødretter og fisk og skaldyr. Det er den røde mojosauce turisterne elsker og som bare smager rigtig godt.

Anbefalelsesværdige spisesteder

La Bodega de Jandia – nok den bedste tapasrestaurant i Jandia/Morro Jable. Her finder du et godt og lækkert udvalg af tapas som værten tilbyder at sammensætte. Bordreservation anbefales i højsæsonen. På Diputado Manuel Velasquez Cabrera.

Restaurante Salvaje – Salvaje er en af Jandias ældste restauranter. På menukortet finder du bl.a. små hapsere, fisk og skaldyr og iberisk skinke. Her behøver du ikke være to personer for at bestille paella. På Avenida de Saladar skråt overfor Apartamentos Blue Sea Jandia Luz.

DOCK Grill Rock – bøf og burger skal du spise på DOCK Grill Rock, hvor prisniveauet måske er en anelse over gennemsnittet, men til gengæld er kvaliteten i orden. Restauranten har også et fint vinkort. På Avenida de Saladar overfor vejen ned til fyrtårnet på stranden.

Jandia og Morro Jable er absolut ikke et sted med fest og farver. Du finder et pænt udvalg af barer, der kan sørge for øl, cocktails og happy hour, men glem alt om fest til langt ud på natten.

De fleste større hoteller og resorts har også et antal barer og måske natklubber med underholdning.

jandia rejseguide
Sejltur på havet – en af de aktiviteter du kan prøve fra havnen i Morro Jable

Praktisk information

Vejr og klima i Jandia

Jandia er et helårsrejsemål. Typisk rejser danskerne til byen om vinteren, hvor du kan forvente temperaturer på 20-23 °C. Sommermånederne er mere solsikre og her ligger temperaturen på 25-28 °C.

Rejser du til Jandia om vinteren, så er det en god idé at huske en lun trøje til de kølige aftener. Bemærk også, at der ofte blæser en pæn vind langs stranden i Jandia.

Sundhed, forsikring og vaccination

Læs om sundhed på rejsen her og husk også forsikringen. Måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her.

Penge

I Spanien bruger man euro. Dem kan du hæve i en af de mange kontantautomater, der ligger overalt i byen. Automaterne har også engelsk menu. Bemærk, at der kan være gebyrer forbundet med at hæve i kontantautomaterne.

Mange hoteller, butikker og restauranter accepterer også f.eks. Visa og Mastercard. Handler du på markederne er kontanter ofte nødvendige.

EL

I Spanien bruger man de samme stik som i Danmark. Jeg har aldrig været ude for at skulle bruge adapter. Vil du være på den sikre side, så kig ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.

Øvrigt

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Spanien. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.


Tak fordi du læste min Jandia rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Jandia rejseguide. Du kan læse meget mere om byen på visitjandia.es, der er den officielle turistguide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *