Kata Rejseguide

På Thailands største ø Phuket ligger feriebyen Kata, der har alt hvad der skal til for en bekymringsfri ferie.

Udvalget af barer, butikker og restauranter er stort, men turisterne kommer primært til Kata for den lækre sandstrand med krystalklart turkisblåt vand (billedet herover).

Men der er mere at komme efter på Phuket en sol og strand. Læs blot med i min Kata rejseguide herunder, som jeg håber du kan bruge. Velkommen til.

kata rejseguide
Den store Buddha er et nemt og populært udflugtsmål fra Kata

Transport

Ind og ud

Du lander i Phukets internationale lufthavn, der ligger på den nordlige del af øen. Fra Danmark kræver det en mellemlanding, men her er der heldigvis flere muligheder.

Flyver du fra København kan du rejse til Phuket med ét stop med f.eks. Emirates, Thai Airways, Qatar Airways, Turkish Airlines og Singapore Airlines. Fra Billund kan du flyve med ét stop med Turkish Airlines. Du kan søge og sammenligne flybilletter her.

Flere charterbureauer har direkte fly til Phuket, men her er du bundet af faste rejsedatoer, og så er rejserne typisk dyrere end hvis du booker selv.

Fra lufthavnen på Phuket til Kata kan du tage en taxi, men også sørge for transport hjemmefra. En god idé efter en lang rejse. Du kan få et tilbud på transport fra lufthavnen til dit hotel hos f.eks. Welcome Pickups.

Du har selvfølgelig også mulighed for at besøge Kata på en spændende rundrejse med dansk rejsebureau – se mere her.

At komme rundt

På Phuket og dermed også i Kata finder du masser af taxier, der kan køre dig rundt. Taxierne findes både som almindelige biler og som små vogne med lad.

Uanset hvilken type taxi du benytter, så skal du aftale pris på forhånd. I forhold til det generelle prisniveau i Thailand, så er det forholdsvis dyrt at køre i taxi på Phuket.

Det er nemt at rejse rundt i Thailand – dit hotel eller nærmeste tourbureau kan hjælpe med transport til næste destination

Overalt i Kata vil du også kunne booke aktiviteter og udflugter hos tourbureauerne. Nogle steder fungerer blot som agenter, men alle har de farvestrålende brochurer med forslag til hvad du skal se og opleve.

Du kan roligt booke hos både agenter og tourbureauer. Jeg har besøgt Thailand mindst 40 gange og har booket adskillige udflugter og er ikke en eneste gang blevet snydt.

Ved langt de fleste udflugter og aktiviteter bliver du hentet på dit hotel og sat af samme sted, når dagen er omme. Det bliver ikke nemmere.

kata rejseguide
Typiske ingredienser i det thailandske køkken – dem kan du lære mere om på et madlavningskursus

Overnatning

Kata har et stort udvalg af overnatningssteder. I Thailand er prisniveauet lavt, og du får rigtig meget for pengene – her kan du uden tvivl gå en kategori eller to op i forhold til f.eks. de europæiske feriesteder.

Selv på mellemklassehotellerne får du god service, faciliteter som f.eks. swimmingpool og funktionelle værelser med bl.a. tv, køleskab og gratis wifi.

I Kata kan du vælge alt fra hostels og guesthouse til store resort og lækre luksushoteller. Ofte kan du tilkøbe morgenmad (hvis det ikke er inkluderet), og det er som regel et godt valg.

Ønsker du at besøge Kata med et dansk rejsebureau, hvor du har f.eks. fly, hotel og transport inkluderet, så er der også mulighed for det – se mere her.

Anbefalelsesværdige overnatningssteder

Herunder finder du en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Kata, der alle får gode anmeldelser fra tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på hotels.com og booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.

Budget

Sleepy Station – populært hostel, der også har sovesale kun for kvinder
Nonnee – hostel med pool – ca. 20 minutters gang til stranden
Kata S.T. House – enkelt hotel 12 minutters gang til stranden

Mellemklassee

Sugar Ohana Poshtel – superpopulært med moderne værelser centralt i Kata
The SIS Kata Resort – spa, pool og lækre værelser – tæt på stranden
The Sea Galleri by Katathani – skønt hotel med pool og smuk udsigt – shuttlebus til stranden

Luksus

Mom Tri’s Villa Royale – berømt 5-stjernet hotel på stranden i Kata Noi
Aurico Kata Resort & Spa – lækkert anmelderrost hotel mellem Kata og Karon – spa, pool og tæt på stranden
The Boathouse Phuket – legendarisk luksus på Kata Beach – mulighed for at bo på stranden

Mit valg

The SIS Kata Resort

The SIS Kata Resort er et lækkert moderne resort med gode værelser og flere faciliteter som f.eks. barer, fitnesscenter og 2 swimmingpools.

Hotellet ligger lidt tilbagetrukket med god udsigt over kysten. Der er mulighed for at tilkøbe morgenmadsbuffet. The SIS Kata Resort er kun for voksne. Se billeder og aktuelle priser på The SIS Kata Resort.

Kata og Phukets øvrige feriebyer har masser af dejlige hoteller

Seværdigheder og aktiviteter

Kata har ingen seværdigheder af betydning. Det er i høj grad en badeby, hvor turisterne som nævnt kommer for den dejlige strand.

Rundt om på Phuket finder du dog adskillige gode attraktioner, der er en udflugt værd. Tag på egen hånd eller henvend dig hos et tourbureau for af booke udflugter. Dit hotel kan helt sikkert også hjælpe dig på vej.

Sæt krydderi på ferien – snup nogle overnatninger i f.eks. Khao Sok Nationalpark eller på en af Koh Yao-øerne

Aktiviteterne i Kata tæller bl.a. yoga, surfing, minigolf, massage, spabehandlinger og madlavningskurser. Du skal også besøge nat- og ferskvaremarkederne, der begge ligger på eller omkring Patak Road 3 – en sidevej til Kata Road, der er byens hovedgade.

Nedenstående hører til øens største seværdigheder, men der er selvfølgelig flere, og så vil jeg varmt anbefale, at du bruger et par dage i Khao Sok Nationalpark, der ligger på fastlandet nord for Phuket.

Den Store Buddha

Den nærmeste store seværdighed fra Kata er Den Store Buddha, der er hele 45 meter høj og udført i hvid marmor. Buddhaen står på toppen af bjerget Nagakerd og kan således ses på lang afstand.

Fra Kata kan du med god kondition gå op på bjerget. Alternativet er at snuppe en taxi/bil med chauffør, der kan vente på dig for at køre dig tilbage til byen (husk at aftale pris på forhånd). Udover buddhaen er der et tempelområde og selvfølgelig en flot udsigt over den sydlige del af Phuket.

Wat Chalong

Phukets vigtigste buddhistiske tempel er Wat Chalong, der ligger  ca. 10 km fra Kata i retning mod Phuket By. Templet er som regel åbent for besøgende, men husk at tage skoene af før du træder indenfor. Der ligger flere andre fine bygninger på det velplejede område, der er gratis at besøge.

Wat Chalong er Phukets ældste og vigtigste tempel

Phuket By

Ved første øjekast synes Phuket kun at handle om sol og strand. Men øen har faktisk masser af spændende historie, som du kan lære mere om i Phuket By, der omkring 1900-tallet var en driftig mineby med stærk kinesisk indflydelse.

Senere kom portugiserne til byen, der har adskillige flotte sinoportugisiske huse, som er et mix af europæisk og kinesisk byggestil. I den gamle bydel finder du også flere hyggelige gader med museer og spændende templer, hvor du kan se de lokale på slap line.

Phuket by er også stedet, hvis du er til lækker og autentisk mad. Du skal heller ikke gå glip af det store søndagsmarked, hvor gaden Thalang bliver lukket af. Her er der underholdning, god mad og masser af shopping.

Øerne i Andamanhavet

En populær udflugt går til en eller flere af øerne i Andamanhavet. Igen kan du booke en udflugt hos tourbureauerne, hvor der som regel er frokost inkluderet. Du kan også selv tage ned til f.eks. Chalong på sydkysten og herfra fange en af longtailbådene til Koh Racha.

Vil du krydre ferien med lidt ekstra oplevelser, så kan du booke et par overnatninger på f.eks. Koh Phi Phi eller en af Koh Yao-øerne. Mens førstnævnte byder på fest og farver, så er Koh Yao en mere autentisk oplevelse.

Phang Nga-bugten

Phang Nga-bugten kunne være nævnt under øerne i Andamanhavet, men her er der tale om en lidt anden oplevelse. I Phang Nga bugten kan du opleve er spektakulært og smukt landskab med grønklædte limstensbjerge, der skyder op af havet.

Som regel kører man op på fastlandet for at tage en longtailbåd ud i øhavet. Her kommer du forbi pælebyen Panyi og James Bond Island. På nogle ture kan du sejle kajak og/eller besøge grotten Wat Suwan Khuha og Raman Waterfall Forest Park.

Fine sinoportugisiske huse i Phuket By

Mad og drikke

Kata mangler bestemt ikke spisesteder. Du kan få mad fra det meste af verden, men er du til thailandsk mad, så kan du godt begynde at glæde dig.

De fleste lokale spisesteder serverer glimrende mad og så er de tilmed billige. I hvert fald i forhold til de “udenlandske” restauranter.

Husk, at Kata som populær badeby selvfølgelig også har en række tvivlsomme turistrestauranter med pizza, steaks og burger. Vær at undgå, når du nu kan få lækker thailandsk mad til det halve af prisen.

Anbefalelsesværdige spisesteder

Red Corner – rigtig god og populær restaurant, der har ligget i Kata i mange år. Her får du lækker og billig thailandsk mad. God betjening og atmosfære. På Taina Road.

Kampong Kata Hill – op ad trapperne i begyndelsen af Taina Road ligger Kampong Kata Hill, der er en lidt pænere restaurant. Her serverer man god thaimad i flotte omgivelser. Venlig betjening.

Ta – enkel thailandsk restaurant, der laver rigtig god mad. Stort menukort – også med flere vestlige retter, men hold dig til det lokale køkken. Meget venlig betjening. På en lille sidegade til Kata Noi Road (tæt på Katathani Resort).

Kata har et glimrende natteliv. Vi taler ikke på niveau med Patong, men byen har sine egne gode vandhuller ligesom du kan finde et par beach clubs – f.eks. Kata Rocks, der både har bar, lounge og restaurant.

Et andet godt sted at snuppe en øl eller drink er Ska Bar på den sydlige del af Kata Beach. Her kan du også spise. Er du til det helt vilde natteliv, så ligger hektiske Patong kun en kort taxatur væk.

Fra Phuket er der mange muligheder for at besøge små paradisøer

Praktisk information

Vejr og klima i Kata

Kata har varmt vejr året rundt, men får mest sol fra december til marts/april. Temperaturen ligger på 28-32 °C i perioden.

I april bliver det efterhånden mere regnfuldt, og sommeren er forholdsvis våd med primært kraftige eftermiddagsbyger. I efterårsmånederne september og oktober kan du opleve mere vedvarende regn.

Sundhed, forsikring og vaccination

Måske skal du have vaccinationer inden din rejse til Thailand/Østen. Du kan læse mere om de aktuelle anbefalinger her. Husk også forsikringen – måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her. Læs mere om sundhed på rejsen her.

Penge

Den thailandske møntfod hedder baht. Dem kan du hæve i en af de mange kontantautomater, der ligger overalt i Kata (og alle andre steder i Thailand). Automaterne har også engelsk menu. Bemærk, at der kan være gebyrer forbundet med at hæve i kontantautomaterne.

Mange hoteller og restauranter accepterer også f.eks. Visa og Mastercard. Handler du på markederne er kontanter nødvendige. Her skal du også prutte om prisen, hvis der ikke er faste priser på varerne. Husk at gøre det med et smil!

EL

I Thailand bruger man de samme stik som i Danmark. Jeg har aldrig været ude for at skulle bruge adapter. Vil du være på den sikre side, så kig ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.

Øvrigt

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Thailand. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.


Tak fordi du læste min Kata rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Kata rejseguide. Du kan læse meget mere om byen på tourismthailand.org, der er den officielle turistguide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *