Penang Rejseguide

penang rejseguide

Velkommen til min Penang rejseguide. Den malaysiske ø, der ligger umiddelbart syd for Langkawi, er et populært rejsemål for lokale såvel som udenlandske turister.

Når vi snakker øer i Sydøstasien omkring Andamanhavet går tankerne ofte på palmeomkransede tropestrande med krystalklart vand. Det kan du glemme alt om på Penang, der til gengæld byder på spændende kolonihistorie og især mad i verdensklasse.

Når jeg har øen på min topliste over steder i Asien, du skal besøge, så er det udelukkende pga. hovedbyen Georgetown. Det og meget mere kan du læse mere om i min Penang rejseguide, der forhåbentlig klæder dig på til dit eget besøg på den lille malaysiske ø.

penang rejseguide
Georgetown har mange hyggelige smalle gader

Transport

Ind og ud

Penang har en mindre international lufthavn, der ligger ca. 20 minutters kørsel fra Georgetown. Du kan flyve til øen fra bl.a. Kuala Lumpur, Bangkok, Phuket og Singapore.

Er du på fastlandet, kan du tage broen over til Penang. Fra Langkawi kan du både flyve og sejle.

Langt de fleste turister ankommer med fly. Du kan finde en taxi udenfor ankomstterminalen, men har du brug for lufthavnstransfer eller anden transport, så se mere hos f.eks. Welcome Pickups.

At komme rundt

Booker du hotel i Georgetowns gamle bydel, så kan du gå rundt til de forskellige seværdigheder. Byen er forholdsvis lille, og selvom man som fodgænger altid skal passe på, så er Georgetown perfekt at opleve til fods. Alternativt kan du flere steder leje cykler.

Vil du på udflugt ud af byen, så er det bare om at praje en taxa. Som mange andre steder i Sydøstasien, så kan du helt sikkert få dit hotel til at hjælpe dig med at booke transport eller udflugter.

En af de flotte bygninger som englænderne opførte

Hotel/overnatning på Penang

Der er i mine øjne kun ét sted at bo på Penang: I Georgetowns gamle bydel. Det er her, du er tæt på alle seværdighederne, og det er her, du har de hyggelige caféer og en lang række af byens topspisesteder omkring dig.

Som en bonus er der i bydelen mange rigtig gode overnatningssteder til billige penge. Generelt er prisniveauet lavt i Malaysia, og det gælder i den grad også for hoteller og guesthouses. Kig efter overnatning i eller omkring gaden Chulia Street, der med lidt god vilje kan kaldes for byens turistcentrum.

Anbefalelsesværdige overnatningssteder

Herunder finder du en række anbefalelsesværdige overnatningssteder på Penang, der alle får gode anmeldelser fra tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på hotels.com og booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.

Budget

Spices Hotel
Reunion Carnarvon
B Street Hotel

Mellemklasse

East India Mansion
Campbell House
Palm Mansion Boutique House

Luksus

Magpie Heritage Hideaway
Eastern and Oriental Hotel

Mit valg

Chulia Mansion

I denne Penang rejseguide anbefaler jeg Chulia Mansion. Her bor du for få hundrede kroner i smørhullet på Chulia Street på et nyt moderne hotel med rigtig gode værelser og en lækker morgenbuffet. Der er bar og jacuzzi på taget. Se billeder og aktuelle priser på Chulia Mansion her.

Som nævnt i indledningen af min Penang rejseguide, så er øens strande absolut ikke noget at råbe hurra for. I Sydøstasien finder du LANGT bedre strande, men er du på en længere rejse og har akut brug for lidt badeferie, så kan du se efter hotel i Batu Ferringhi, der er Penangs førende stranddestination.

Clan Jetties – her bor Lee-familien

Seværdigheder på Penang

Penang er en mindre ø, hvor de absolut bedste seværdigheder ligger i Georgetown. Østkysten er proppet med lejligheder, internationale kæmpevirksomheder og midt i det hele øens lufthavn.

Vestkysten er den ultimative kontrast. Her ligger mindre autentiske fiskerbyer, og du har mulighed for at opleve jungle og vandfald. Alt er i lidt mindre målestok, og selvom denne del af øen er skøn, så fås naturoplevelserne langt bedre på f.eks. Langkawi.

Georgetown

Hovedbyens gamle bydel er sprængfyldt med spændende historiske oplevelser. I gaderne finder du bl.a. smukke klanhuse, gamle templer og bygninger fra kolonitiden. Det var englænderne, der slog sig med på Penang i slutningen af 1700-tallet, hvor de opførte Fort Cornwallis.

Fortet ligger i den nordlige del af Georgetown og er til dels kun ruiner. Her er også et fyrtårn og det berømte klokketårn, der blev doneret af en kineser i 1897 i anledning af Dronning Victorias 60 år på tronen.

I dag er det især kineserne, der sætter deres præg på Georgetown. Her og der ligger flotte klanhuse med det fantastiske Khoo Kongsi i spidsen (billedet øverst). Klanhusene fungerede som forsamlingshuse, hvor kinesere fra samme region eller provins kunne mødes. De mest velstillede familier kunne også have deres eget hus.

Husk at holde øje med Georgetowns fede street art

Specielt for Penang er de såkaldte clan jetties, der vel bedst kan oversættes til familiemoler. Omkring år 1900 indvandrede massevis af kinesere, der bosatte sig i stolpehuse langs træmolerne. Alle på samme mole er den dag i dag stadig i familie med hinanden.

Georgetown har også en række smukke palæer, hvor datidens elite boede. Flere Palæer er åbne for offentligheden, og her kan du ved selvsyn se den overdådige luksus med kostbare møbler og smukt interiør.

Når du går rundt i Georgetowns gamle bydel, skal du også holde øje med den fine gadekunst. Det var den litauiske kunster Ernest Zacharevic, der opførte det første gadekunst, som siden er blevet en fast del af byen.

Et af templerne ved Kek Lok Si

Kek Lok Si-templet

Kek Lok Si er Penangs største buddhistiske tempel. Det blev grundlagt i 1890’erne og ligger ved foden af et lille bjerg lige uden for Georgetown. Området består af adskillige bygninger – du kan starte dit besøg ved parkeringspladsen ved foden af bjerget og herfra gå op til den 37 meter høje bronzestatue Kuan Yin på toppen af bjerget.

Turen op til statuen, der i øvrigt forestiller barmhjertighedsgudinden, kan også gøres i bil. På toppen er der parkeringspladser foruden et lille tempelområde med fiskedam. Det er så kinesisk, som det kan blive.

Penang Hill

En af de største turistattraktioner er en tur op til Penang Hill. Det 830 meter høje bjerg ligger ved siden af Kek Lok Si-templet, og med kabelbane kan du komme op på toppen, hvor der på klare dage er en flot udsigt over øen.

Området er blevet lidt af en forlystelsespark henvendt til de lokale turister. Her er forskellige aktiviteter og forlystelser. For alle os andre er der udmærkede vandreruter i det kuperede terræn. Undgå Penang Hill i weekends og helligdage, hvor der kan være lange køer for at komme med kabelbanen.

Batu Ferringhi

Batu Ferringhi er Penangs badeby. Som nævnt et sted, der sagtens kan springes over. Stranden er ikke særlig god og i modsætning til Georgetown er her ikke skyggen af autencitet.

Til gengæld er der en lang række faciliteter til turisterne. F.eks. en vandpark og mulighed for at besøge sommerfuglefarme og botaniske haver. Selvfølgelig har byen også en stribe barer og restauranter. Det hippeste sted at bo er selvfølgelig på det lækre Hard Rock Hotel.

Det vestlige Penang

Ikke mange turister ser andet end Georgetown og de omkringliggende seværdigheder, men en tur rundt på Penang er en fin oplevelse. Det er den vestlige del af øen, der er interessant. Her ligger flere små fiskerbyer og jungle med vandfald.

Udviklingen på Penang går stærkt (øen er Malaysias svar på Silicon Valley) og det er nok kun et spørgsmål om tid, før også den vestlige del af øen er plastret til med højhuse og kæmpefabrikker.

Gadekøkken på Chulia Street

Mad og drikke

Det kan siges kort: Georgetown er et sandt madmekka. Foodies fra hele verden valfarter til byen for at spise i gadekøkkenerne, hawkercentrene og de små lokale restauranter.

Maden afspejler fint byens mange forskellige indbyggere. Her spiser du primært indisk og kinesisk, men du finder også mad fra det særlige peranakankøkken, der kombinerer ingredienser og teknikker fra de forskellige køkkener.

Ikke nok med at maden er afsindig lækker, så er det også superbilligt at spise på Penang. Du kan nemt få et måltid mad for 8-10 kr. Der er med andre ord alle muligheder for at prøve mange forskellige retter uden at vælte budgettet.

Tag med på en food tour, hvis du vil prøve Georgetowns lækre mad

Én ret jeg vil anbefale dig at prøve er alam laksa, der er stærkt vanedannende. Alam laksa er en fiskebaseret suppe med tamarind, der er krydret og fyldig. Du får en perfekt alam laksa på My Own Café, der ligger ved Khoo Kongsi.

Det kinesiske køkken er selvfølgelig stærkt repræsenteret. Du finder lækre nudelretter, dumplings og specialiteter, du sandsynligvis aldrig har hørt om. Og så er der den indiske indflydelse. Biryani, curries og rygende varme naan-brød.

Anbefalelsesværdige spisesteder

Anjung Gurney Night Market – En af byens mange hawkercentre, men denne er nok den mest kendte. Her er det bare om at vælge mad fra boderne, der er fyldt med lækkerier. På Persiaran Gurney ca. 3 km fra centrum.

Teksen – Evigt populære Teksen har i årevis serveret noget af det bedste kinesiske mad. Forvent mange mennesker, men til gengæld et stort udvalg. På Lebuah Carnarvon.

Yeap Noodles – Hjemmelavede nudler og kinesiske specialiteter som loh bak, krydret pølse, er bl.a. på menukortet her. Et superbilligt sted. På Chulia Street.

Tay Tong – Her får du dim sum i topklasse. På Tay Tong kommer også mange lokale. Du vælger din dim sum hos damerne, der kører rundt med vogne i restauranten. På Lebua Cintra.

My Own Café – Lækker alam laksa (der serveres ikke andet), som bare smager supergodt. Kun åben til frokost. På Lebua Cannon Street.

penang
Kokosnød anyone?

Praktisk information til din rejse

Vejr og klima på Penang

Penang har bedst vejr fra december til marts med januar og februar som de tørreste måneder. Temperaturen ligger på 30 til 32 °C i perioden. Området får en del regn i sommermånederne, men de vådeste måneder er dog september og oktober.

Sundhed, forsikring og vaccination

Måske skal du have vaccinationer inden din rejse til Penang. Du kan læse mere om de aktuelle anbefalinger her. Husk også forsikringen – måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her. Læs mere om sundhed på rejsen her.

Penge

Den malaysiske møntfod hedder ringgit. På Penang ligger adskillige kontantautomater – også med engelsk menu, der er nemme at bruge. Mange hoteller og restauranter accepterer også f.eks. Visa og Mastercard.

Handler du på markederne er kontanter nødvendige. Her skal du også prutte om prisen, hvis der ikke er faste priser på varerne. Husk at gøre det med et smil!

EL

I Malaysia bruger man de samme stik som i Danmark. Jeg har aldrig været ude for at skulle bruge adapter. Vil du være på den sikre side, så kig ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.

Øvrigt

Det er altid en god idé at tjekke den seneste rejsevejledning fra Udenrigsministeriet og læse om de aktuelle indrejseregler (kun vejledende). På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.

Kort over George Town


Tak fordi du læste min Penang rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Penang rejseguide. Du kan læse meget mere om øen på malaysia.travel, der er den officielle turistguide.

Kommentarer

  1. Avatar Victor

    George Town er rigtig fed. Til jer der skal på backpackertur så husk det. Drop bare Langkawi.

    1. Enig her. Langkawi er ikke et sted man bare SKAL forbi på sin rejse. Skybridge er en god oplevelse, men ellers…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *