Side Rejseguide

side rejseguide

Side i Tyrkiet er en rigtig feriefavorit hos danskerne. Byen ligger på den såkaldt tyrkiske riviera midt mellem Alanya og Antalya. Selvom Side er noget mindre end nabobyerne, så finder du også her et kæmpe udvalg af barer, cafeer, spisesteder og hoteller.

Der er lagt op til en bekymringsfri badeferie med alle fornødenheder inden for rækkevidde. Kan du slippe solsengen, så byder Side på masser af aktiviteter, men heller ikke historie- og kulturinteresserede rejser forgæves til byen.

Det og meget andet kan du læse mere om i min Side rejseguide, som jeg håber, du kan bruge. Velkommen til Travelguru.

side rejseguide
Den lange gågade Liman fører gennem den gamle bydel ned til havnen

Transport

Ind og ud

Du kommer nemmest og som regel også billigst til Side på en charterrejse, hvor fly, hotel og nogle gange transport er inkluderet. De fleste pakkerejsebureauer har Side på programmet, og de flyver direkte til lufthavnene i Antalya (kode: AYT) eller Gazipaşa (kode: GZP).

Det er selvfølgelig muligt at rejse på egen hånd til Side – du kan booke flybilletter hos charterbureauerne, men nogle flyselskaber har også sæsonruter til en af de to lufthavne. Søg og sammenlign flybilletter her.

Er du på charterrejse kan rejsebureauet som regel sørge for transport fra lufthavnen til dit hotel, men ellers kan du booke en privat transfer hjemmefra til en fast pris – her står chaufføren og venter på dig i ankomstterminalen.

At komme rundt

Bor du centralt i Side kan du går rundt til strande og seværdigheder. Det er dog et ferieområde, hvor du kan få brug for transport. Mange hoteller ligger nemlig en god bid vej fra centrum, og her er der flere muligheder.

Nogle hoteller tilbyder transportservice ind til byen, men du kan også tage en taxi eller dolmus. Sidstnævnte er offentlige minibusser, der kører faste ruter i pendulfart.

En dolmus kan stoppes hvor som helst – dog er man mange steder i gang med at lave egentlige stoppesteder. Priserne er faste og som regel noteret på en prisliste. Betal med så lige penge som muligt. Råb stop, når du skal af.

De vigtigste ruter er langs kystvejen på begge sider af Side og til den større by Manavgat, der ligger få kilometer væk. På fronten af minibusserne står der, hvor den kører hen. Taxierne skal køre efter taxameter – forlang at det bliver slået til.

Vil du på udflugt, så kan dit hotel eller rejsebureau helt sikkert hjælpe. I byen ligger også flere tourbureauer, der kan være et fint alternativ. Her er det dog værd at spørge ind til hvad der er inkluderet og hvor der stoppes undervejs.

Mange udflugter inkluderer besøg i f.eks. guldforretninger og på tæppefabrikker – værd at undgå. Er udflugterne bemærkelsesværdigt billige, så er det om at være på vagt.

Øststranden i Side er bedre og bredere end veststranden

Overnatning

Side har et kæmpe udvalg af overnatningssteder, der stort set alle er henvendt til pakketurister. Som nævnt tilbyder de fleste charterbureauer rejser til Side, og hos nogle af dem kan du vælge mellem en lang række koncepthoteller som f.eks. vandland, all inclusive, kun for voksne og lækker luksus.

Især er Side et populært rejsemål for børnefamilierne, der her kan booke et af de mange store resorts, som har at hav af faciliteter og aktiviteter. De kan som regel også tilbyde all inclusive, og her kan du godt regne med, at kvaliteten følger prisen.

De store resorts ligger især langs kysten på begge sider af byen, mens du i centrum finder mindre hoteller og guesthouses, der ofte har en familiær atmosfære. Der er strand på begge sider af byen – mest travl er veststranden, men øststranden er i mine øjne noget mere indbydende.

Generelt er prisniveauet lavt i Tyrkiet og således også i Side, hvor du får rigtig meget hotel for pengene.

Rejser du på egen hånd har du selvfølgelig et større udvalg af hoteller at vælge mellem, men husk at sammenligne prisen med en charterrejse, der næsten altid vil være billigst og ikke mindst nemmest.

Når du skal booke hotel eller rejse er det også altid en god ide at sammenligne værelsestype, afbestillingsbetingelser og hvad der er inkluderet – f.eks. måltider.

Anbefalelsesværdige overnatningssteder

Herunder finder du en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Side, som alle får gode anmeldelser af tidligere gæster.

Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg hos et af charterbureauerne, der tilbyder hoteller i alle områder og i alle kategorier – f.eks. vandland, boutique og kun-for-voksne.

Budget

New Garden Luna Hotel – hyggeligt lejlighedshotel med bar og pool – mulighed for familieværelser

Hanay Suite Hotel – dejligt lejlighedshotel med pool – central beliggenhed og mulighed for 2-værelses lejlighed

Mellemklasse

Hotel Özlem Garden – mindre hotel med all inclusive – her er pool og perfekt beliggenhed til by og strand

Hotel Villa Side Residence – stort hotel med kæmpe pools og vandrutsjebaner – et rigtig godt valg til familieferien

Luksus

Hotel Voyage Sorgun – populært og anmelderrost hotel ved stranden – mange aktiviteter og faciliteter

Hotel Luna Blanca Resort & Spa – stort resort ved stranden med all inclusive, flere pools og masser af faciliteter

Mit valg

Lejligheder Sun City

Her bor du centralt tæt på veststranden og i gåafstand til den gamle bydel. Sun City har både børnepool og swimmingpool. Det gode ved hotellet er, at opholdet som udgangspunkt er uden pension, men det kan tilkøbes. Du kan også booke store familieværelser. Se billeder og priser på Lejligheder Sun City.

Side har mange gode hoteller i alle prisklasser

Seværdigheder og aktiviteter

Der mangler hverken seværdigheder eller aktiviteter i Side. Måske rejser du til Tyrkiet for sol og strand, men du kan også bruge dagene på sjove temaparker, adrenalinpumpende oplevelser eller attraktioner med fokus på kultur og historie.

Husk at besøge Antalya med den hyggelige gamle bydel

Især sidstnævnte er ikke til at komme udenom, når du går rundt på den lille halvø, der udgør byens centrum. Her ligger ruiner fra en lang række af de folkeslag, der har beboet området – bl.a. grækerne, romerne og byzantinerne.

Det romerske teater

Midt mellem Sides nyere områder og den gamle bydel på den lille halvø ligger et større arkæologisk område med en lang række spændende seværdigheder. Først og fremmest kan du ikke undgå at få øje på det store romerske teater, der havde plads til hele 15.000 tilskuere.

Teatret er fra det 2. århundrede og bygget på et ældre teater fra den græske periode. Det er muligt at komme indenfor, hvor du fra de øverste tilskuerrækker kan se ud over en del af ruinområdet.

Ifølge historikere har teatret også fungeret som en del af bymuren og endnu senere som friluftskirke. Entré til det romerske teater: 15 TL.

Side Museum

Ikke langt fra teatret ligger Side Museum, der er indrettet i de gamle romerske bade. Her kan du se en lang række effekter som f.eks. glas, mønter, statuer, relieffer og inskriptioner.

På museet er der fund fra både den græske, romerske og byzantinske periode. Langt de fleste af dem dukkede op ved de arkæologiske udgravninger, der fandt sted fra 1947 til 1967.

Det er ikke kun i museet, der er noget at se. Som nævnt er denne del af Side ét stort arkæologisk område med bl.a. søjler, stensætninger og bygninger, hvor den fine basilika er værd at bemærke. Entré til SIde Museum: 30 TL.

Templerne for Athene og Apollo

Yderst på den lille halvø, der udgør Sides gamle bydel, kan du se resterne af de romerske templer for Athena og Apollon (billedet øverst). De er dateret til omkring år 150 og er i dag blot ruiner, men de fem restaurerede søjler er flotte og betragtes som Sides vartegn.

side rejseguide
Del af det flotte romerske teater

Manavgat

Få kilometer fra Side ligger den større by Manavgat, hvor du kan indsnuse lidt lokal stemning og atmosfære. Mens Side primært er lagt an på turisme, så er det helt anderledes i Manavgat. Her går livet sin gang, og det kan være helt befriende at komme lidt væk fra turist-hurlumhejet i kystens feriebyer.

Især byens marked, eller bazar, er værd at besøge. Der ER boder, stande og butikker henvendt til turister, men du vil helt sikkert også opleve de lokale på slap line. Manavgat kan også være et godt sted at spise lækker tyrkisk mad, hvor byens indbyggere selv kommer.

Manavgat-floden

Manavgatfloden går lige gennem Manavgat og fortsætter ud i Middelhavet. En af de absolut mest populære udflugter fra kystens feriebyer er en bådtur ned ad floden og tilbage forbi byens centrum til vandfaldet nord for.

Naturen i området er bestemt smuk med det brede, men ikke særlig høje vandfald som højdepunktet. Der er ret mange mennesker i højsæsonen, og det tager lidt af idyllen. Det er især værd at undgå at besøge vandfaldet i weekenden, hvor de lokale ynder at holde picnic i området.

En udflugt på Manavgat-floden består typisk af en bådtur, lidt afslapning ved kysten, eventuel frokost og besøg ved vandfaldet.

Amazon Water World

Det populære vandland dækker et areal på hele 14000 m². Her er der lagt op til en sjov dag med bølgepools, crazy river og syv vandrutsjebaner. Temaparken har også aktiviteter som bowling, billard og spillemaskiner.

Andre aktiviteter

I og omkring Side er der en lang række andre aktiviteter – f.eks. disse:

• Haman
• Rafting
• Vandsport
• Jeepsafari
• Bådture
• Quadbike
• Dykning

Brusende vandfald i Manavgat-floden

Mad og drikke

Som de fleste andre populære feriebyer kan du også i Side få mad fra det meste i verden. Det er dog værd lige at lave lidt research og tjekke anmeldelser, hvis det at spise godt på rejsen er vigtigt for dig.

Du vil hurtigt opdage, at de fleste spisesteder er henvendt til turisterne, og det langt fra er alle, der har fokus på kvalitet. Tænk pizza, pasta, steaks, burger og fritter i lange baner.

Og så er der restauranterne, der sørger for, at f.eks. de mange tyske turister kan få mad som hjemme. Det kan synes nemmere, at få schnitzel og sauerkraut end tyrkisk mad.

Men heldigvis er der restauranter, der satser på kvalitet. Gå efter den lokale tyrkiske mad, der er aldeles fremragende. Det er et alsidigt og smagfuldt køkken med mange specialiteter.

Prøv f.eks. meze, der er det tyrkiske svar på tapas. De mange småretter er en rigtig god måde at smage noget forskelligt og på den måde blive introduceret til det tyrkiske køkken.

Der er ligger selvfølgelig restauranter i hele byen, men du finder langt det største udvalg på promenaden, der fører fra veststranden ind til den gamle bydel, hvor spisestederne ligeledes ligger på stribe.

Det er selvfølgelig også her, de største turistfælder ligger. Igen: se dig godt for

Anbefalelsesværdige spisesteder

Kamer Ocakbaşı Restaurant – populær familierestaurant, der serverer rigtig god tyrkisk mad. Prøv mezemenuen, men der er mange andre lækre ting på menukortet. God service og fantastisk beliggenhed. På Barbaros Caddesi.

Emir Restaurant (Emir Bistro) – Emir er beviset på, at det er mulig at spise godt i den gamle bydel. Restauranten har en uformel atmosfære og tilbyder god tyrkisk mad som f.eks. kebab, mixed grill og ottomanske gryderetter. Der er mulighed for at sidde inde og ude. Emir har åbent til frokost og aften. På Zambak Sk.

Dedem Kasap Cızbız – så til noget lidt andet. Dedem er en kombineret slagter og restaurant. Her får du rigtig gode kødretter, som du betaler efter vægt. Prøv nogle af de lokale retter. Stedet ligger et stykke fra den gamle bydel og det betyder noget lavere priser. På Yavuz Sultan Selim Boulevard.

Side er en livlig by med masser af barer, pubs, klubber og diskoteker. Nattelivet er ikke helt på højde med Alanya, men du har alle muligheder for en glad aften i byen.

Der er masser af frisk frugt og grønt på markederne

Praktisk information

Vejr og klima i Side

Side har meget varme somre og milde vintre. Byen kan besøges fra slut april til ind i oktober, hvis du vil være nogenlunde sikker på godt vejr. I denne Side rejseguide anbefaler jeg slutningen af maj og starten af juni samt september.

I denne periode kan du forvente temperaturer på 24-30 °C og masser af sol. Sommermånederne kan være en varm fornøjelse – ikke sjældent sniger termometret sig op på over 40 °C.

Sundhed, forsikring og vaccination

Læs om sundhed på rejsen her og husk også forsikringen. Måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her.

Penge

I Tyrkiet bruger man lira. Dem kan du hæve i en af de mange kontantautomater, der ligger overalt i byen. Automaterne har også engelsk menu. Bemærk, at der kan være gebyrer forbundet med at hæve i kontantautomaterne.

Mange hoteller, butikker og restauranter accepterer også f.eks. Visa og Mastercard. Handler du på markederne, er kontanter ofte nødvendige.

EL

I Tyrkiet bruger man de samme stik som i Danmark. Jeg har aldrig været ude for at skulle bruge adapter. Vil du være på den sikre side, så kig ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.

Øvrigt

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Tyrkiet. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.


Tak fordi du læste min Side rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Side rejseguide. Du kan læse meget mere om byen på goturkiye.com, der er den officielle turistguide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *