På Yucatán-halvøen ud til Den Mexicanske Golf ligger Campeche. Byen er ikke så kendt som f.eks. Mérida eller Playa del Carmen, men er bestemt et besøg værd.
Campeche byder på god mad, spændende historie og både nord og syd for byen glimrende strande, der kan være et fint alternativ til overfyldte Riviera Maya.
Det og meget mere kan du læse om i denne Campeche rejseguide, som jeg håber, du kan bruge. Velkommen til.
Indholdsfortegnelse
Transport
Ind og ud
Campeche har en international lufthavn, men den er ganske lille og har kun ruter til nærområderne. Indenrigs er der forbindelse til Mexico City, der betjenes at flere europæiske flyselskaber.
Alternativt kan du flyve til Cancún og lade Campeche indgå i en rundrejse på Yucatán-halvøen og/eller det øvrige Mexico. Her er det nødvendigt med et eller flere stop undervejs, men heldigvis har Yucatán så mange fantastiske seværdigheder, at det giver mening. Søg og sammenlign flybilletter her.
At komme rundt
Campeche har et skønt historisk centrum, hvor jeg vil anbefale, at du booker overnatning. Her er du tæt på byens største seværdigheder, som du nemt kan gå rundt til.
Bor du ved stranden nord eller syd for Campeche kan du tage en taxi eller lade dit overnatningssted hjælpe med transport ind til byen. Nogle hoteller tilbyder shuttlebus ind til centrum og tilbage igen.
Vil du på udflugt ud af byen, så ligger der flere tourbureauer i byen, men dit hotel vil også kunne hjælpe.
Overnatning
I Campeche vælger turisterne typisk mellem at bo i centrum eller ved stranden nord eller syd for byen. De to ting kan selvfølgelig kombineres, men det kan være en god idé at finde ud af, hvad der er vigtigst for dig.
At vågne op til palmerne og det dybblå hav er fantastisk, men i en by som Campeche foretrækker jeg at bo i centrum. Eller rettere: den gamle bydel. Generelt er prisniveauet på overnatning rimeligt i Mexico – i hvert fald, hvis du ikke vælger en af de store hotelkæder.
Anbefalelsesværdige overnatningssteder
Herunder finder du en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Campeche, der alle får gode anmeldelser fra tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på hotels.com og booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.
Budget
Hotel Villa Escondida Campeche
Hotel MB
Mellemklasse
Hotel El Navegante
Hotel Castelmar
Luksus
Hacienda Puerta Campeche
Casa Don Gustavo Boutique Hotel
Mit valg
Hotel El Navegante
Med nem adgang til den gamle bydel ligger Hotel El Navegante, der virkelig er value for money. Her bor du med andre ord godt til en god pris. Hotellet har flere forskellige værelsestyper, der bl.a. har tv og gratis wifi.
Personalet sørger gerne for billetter og/eller udflugter og er i det hele taget meget behjælpelige. Hotel El Navegante er et topvalg i Campeche. Se billeder og aktuelle priser på Hotel El Navegante.
Seværdigheder
Groft sagt, så ligger alle seværdigheder i eller omkring Campeches gamle bydel, der er et skønt sted at gå rundt uden mål. Et andet sted, som er populært til en gåtur er Malecón. Den lange promenade langs kysten er som en magnet på de lokale – især ved solnedgangstid.
Jeg kan stærkt anbefale at tage en tur ud af byen. Til Uxmal, hvor du finder et af de mest interessante arkæologiske områder med bygninger fra mayaperioden. Som jeg har skrevet et par gange før, så er Uxmal i mine øjne mere imponerende end Chichén Itza.
Mayaruinerne i Uxmal og Calakmul er begge fantastisk spændende steder
Det er en lang dagstur at besøge Uxmal, og det samme gør sig gældende med Calakmul, der ikke er så kendt, men byder på nogle af mayaernes største pyramider. Tag evt. en overnatning undervejs.
Nu til seværdighederne i Campeche, der mere omhandler byens senere historie fra dengang pirater med Francis Drake i spidsen huserende i bugten ud for kysten.
Puerta de Mar og den gamle bymur
Hvor Campeche ligger i dag lå engang en maya-bosættelse. Spanierne erobrede området og grundlagde kolonibyen i 1540. Hurtigt blev Campeche en vigtig havneby, og hvor der var velstand, var der pirater. Det siges at både Francis Drake og Henry Morgan angreb byen.
Det gav anledning til at beskytte Campeche med en lang bymur, der nogle steder stadig eksisterer. Det gør flere af bastionerne og byportene også. F.eks. Puerta de Mar, der ligger ud til Malécon. Du kan også gå en tur på bymuren og tænke tilbage til dengang Campeche var den største befæstede by i Centralamerika.
Parque Principal og Catedral de la Concepción
Centrum i den gamle bydel er Parque Principal. Der er tale om et mindre parkområde flankeret af flotte og ofte farvestrålende huse fra kolonitiden. F.eks. Museo el Palacio, hvor du kan lære mere om byens historie, men også det fine Casa Seis med den flotte gård.
Pladsens vigtigste bygning er dog Catedral de la Concepción – byens katedral, der kan dateres til 1560.
Maya Arkitektur Museum
Museets navn er lidt misvisende. Udstillingen indeholder en række effekter og information om mayaerne foruden hovedattraktionen: den flotte dødsmaske i jade fundet i Calakmul. Der er tale om et mindre museum, der ligger lige ved siden af Puerta de Mar
Fort San José og Fort San Miguel
Ok, ikke alle seværdigheder ligger i centrum. De to forter San José og San Miguel ligger henholdsvis nord og syd for byen. Begge er de opført omkring år 1800 for at forsvare sig mod englænderne, som man frygtede var på vej for at erobre Campeche.
Ud over selve forterne med deres klassiske arkitektur, så indeholder de begge et museum. I Fort San Miguel ligger byens arkæologiske museum (primært fund fra mayaperioden), mens du i Fort San José kan lære mere om undervandsarkæologi.
Mad og drikke
Selvfølgelig kan du få lækker mexicansk mad i Campeche, men indflydelsen udefra gør, at køkkenet er et sjovt mix af ingredienser og tilberedningsmetoder. Også fisk og skaldyr er gengangere på menukortene.
Besøger du Campeche fra august til december, så er der masser af blæksprutter på menukortet – en specialitet i byen
Mange tror de kender det mexicanske køkken, men glem alt om det du får serveret på tex-mex restauranterne i Danmark. Køkkenet er helt anderledes, og så har Yucatán-halvøen faktisk sine egne specialiteter.
Udover nedenstående spisesteder, så kan du også prøve markedet, der ligger overfor Baluarte San Pedro. Her kan du spise på de lokale og meget enkle taquerias og loncherias.
La Pigua – populær restaurant med primært fisk og skaldyr, men du kan dog også finde andre ting på menukortet. La Pigua er et pænere sted og koster derefter, men stedet skal have en anbefaling herfra. På Avenida Miguel Aleman (ca. 500 meter bag katedralen).
La Recova Cincuente y Nueve – absolut et af de bedste steder på livlige Calle 59. Her får du fajitas, tortillas, kødretter og lækker fisk og skaldy til gode priser. På Calle 59.
La Maria Cochina – på Calle 8 lige ved katedralen spiser du rigtig godt på La Maria Cochina, hvor du nok finder det mest innovative køkken i Campeche. Det er stadig mexicansk, men med et twist. På Calle 8.
Aften- og nattelivet er forholdsvis roligt i Campeche. På Calle 59 finder du en lang række barer (og spisesteder), hvor du både kan møde lokale og andre turister.
Praktisk information
Vejr og klima i Campeche
Campeche kan besøges året rundt, men der kommer mindst regn fra november til april/maj. Her ligger temperaturen på 30-34 °C – varmest sidst i perioden. Juni til oktober får en del nedbør, men ofte som kraftige byger. Det kan være en fugtig periode og temperaturerne er forholdsvis høje – et godt stykke over 30 °C.
Sundhed, forsikring og vaccination
Måske skal du have vaccinationer inden din rejse til Mexico. Du kan læse mere om de aktuelle anbefalinger her. Husk også forsikringen – måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her. Læs mere om sundhed på rejsen her.
Penge
I Mexico bruger man pesos. I Campeche finder du masser af banker, kontantautomater og vekselboder. Bemærk, at du i nogle banker skal have dit pas med for at veksle penge. Du kan som regel betale med både pesos og amerikanske dollars i butikkerne, men pesos giver dog den bedste kurs.
Mange hoteller, butikker og restauranter accepterer også f.eks. Visa og Mastercard. Handler du på markederne er kontanter ofte nødvendige.
EL
I Mexico bruger man en anden type stik end i Danmark, og her er en adapter er nødvendig. Klik ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.
Øvrigt
På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Mexico. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.
Tak fordi du læste min Campeche rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Campeche rejseguide. Du kan læse meget mere om Mexico, Yucatán og Campeche på visitmexico.com, der er den officielle turistguide.