Playa del Carmen Rejseguide

Den lille badeby ud til det caribiske hav ligger en times kørsel fra Cancún, men er en helt anden verden. Nåh ja, også her finder du gigantiske all inclusive resorts, men i Playa som byen kaldes, kan du også bo småt, men godt og fremfor alt en hel del billigere.

Og så har Playa del Carmen en lang række skønne barer og beach clubs få meter fra vandkanten. Her kan du sippe mojitos og kølige mexicanske øl, mens solen skinner på det turkisblå hav. Ud af højttalerne strømmer herlig caribisk musik, og stemningen blandt de letpåklædte gæster er i top.

Det er nærliggende at tilbringe ferien i Playa på stranden, men Yucatán-halvøen har masser af spændende seværdigheder fra primært mayaperioden. Du finder også god dykning og gamle kolonibyer, hvor tiden synes at stå stille.

Og så er der den lækre mad. Mole, tacos, quasadillas og frisk grillet fisk. Alt det og meget mere kan du læse om i min Playa del Carmen rejseguide, som jeg håber du kan bruge.

Playa del Carmen har mange hyggelige strandbarer

Transport

Ind og ud

Nærmeste lufthavn er den i Cancún. Herfra er det nemt at komme til Playa del Carmen, der ligger en times kørsel væk. Du kan flyve til Cancún via Amsterdam fra både Billund og København. Find flybilletter her.

Fra lufthavnen til dit hotel i Playa kan du tage en taxi, men det mest bekvemme er at bestille en privat lufthavnstransfer hjemmefra. Det er sikkert, og chaufføren venter på dig i lufthavnen – også hvis dit fly skulle blive forsinket.

Det er selvfølgelig billigere at hoppe på bussen. Det tager ca. en time og et kvarter med bussen, der stopper ved stationen på 5th Avenue/Juarez Avenue. Det er selskabet ADO, der kører ruten.

At komme rundt

Bor du i centrum af Playa del Carmen, så kan du gå til alt det byen har at byde på. De større resorts ligger dog nord og syd for byen, og her kan det være nødvendigt med transport for at komme til centrum.

Nogle hoteller har shuttlebus til deres gæster, men du kan selvfølgelig også bede receptionen om at bestille en taxa til dig. Der er masser af taxier i byen – kan du ikke finde en, så er der en taxiholdeplads ved shoppingcentret Paseo del Carmen.

Skal du længere væk kan du tage en såkaldt colectivo – små minibusser, der kører faste ruter til f.eks. Tulum. Som udgangspunkt kører minibusserne først, når de er fyldt op.

Du kan også booke arrangerede udflugter fra Playa del Carmen. Det er forholdsvis dyrt, hvis man sammenligner med andre steder i verden. I byen ligger flere tourarrangører.

playa del carmen rejseguide
Del af stranden i Tulum – bemærk den gamle mayabygning

Overnatning i Playa del Carmen

Det er billigst at finde overnatning i byens små gader væk fra stranden. I Playa del Carmen kan du bo beach front i centrum eller mod nord, hvor stranden er væsentlig bredere. Inde i byen er stranden smal, og her prøver man at beskytte kysten med sandsække.

Syd for centrum ligger området Playacar, der er domineret af store resorts med all inclusive. Her er stranden superlækker, men det er dyrt og ikke det mest charmerende område.

Er du til gengæld til luksus og et hav af faciliteter, så vil området helt sikkert være noget for dig.

Anbefalelsesværdige overnatningssteder

Herunder finder du en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Playa del Carmen, der alle får gode anmeldelser fra tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på hotels.com og booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.

Budget

Hotel Yukon – i centrum

Vainilla Bed and Breakfast – i centrum

Mellemklasse

Magic Blue Spa Boutique, adult only – i centrum

Quinta Margarita, Boho Chic Hotel – i centrum

Luksus

Fairmont Mayakoba – ud til stranden nord for byen

Mahekal Beach Front Resort & Spa – ud til stranden 1,3 km fra centrum

Mit valg

Quinta Margarita

I min Playa del Carmen rejseguide anbefaler jeg Qunita Margarita, der er et fedt hotel, som på én gang er minimalistisk og oser af Playa-stemning. Her bor du i centrum og tæt på stranden. Quinta Margarita har en lille pool med solstole og hængekøjer. Se billeder og aktuelle priser på Quinta Margarita.

playa del carmen rejseguide
Kukulcan-pyramiden ved Chichén Itza

Seværdigheder i Playa del Carmen

Selve Playa del Carmen handler primært om sol og strand. Byen har dog sit eget lille ruinområde fra mayaperioden, men tæt på Playa finder du større og mere berømte steder, hvor du kan lære mere om det spændende folk.

Det kan være svært at forlade solstolen, men Yucatán-halvøen har masser af gode seværdigheder

Kysten er også fuld af lækre strande, og har du børnene med, så er der også en lang række forlystelsesparker at vælge mellem.

Imponerende Chichén Itza

Det mest berømte ruinområde fra mayaperioden. Her finder du den fine intakte Kukulcán-pyramide, men også flotte udskæringer og den største boldbane, man endnu har fundet. Skal du kun besøge ét sted med gamle mayabygninger, så lad det være Chichén Itza, der ligger tæt på Playa del Carmen.

Et lille tip er at besøge den hyggelige by Valladolid på vejen. Det er autentisk og så mexicansk, som det kan blive, men byen har også en betydelig andel af mayaer..

Coba

Et af de nemmeste større pyramider (42 meter) fra mayaperioden at besøge er Coba, der ligger i junglen midt mellem to søer/laguner. Coba er et populært sted at besøge for turister fra både Tulum og Playa del Carmen, så der kan være mange mennesker.

Hipt strandliv i Tulum

Også Tulum syd for Playa del Carmen har spor efter mayaperioden, men turisterne kommer især for det hippe strandliv. Tulum er et populært sted for både kendisser og hippiewannabees. Her kan du finde lækre strandbarer, gallerier og gode restauranter.

Skønne Isla Cozumel

Paradisøen Isla Cozumel

Øen ligger ca. 45 minutters sejlads fra Playa del Carmen. Her er superdejlige strande, men Isla Cozumel er også stedet, hvis du vil snorkle eller dykke. Det er nemt selv at tage færgen, og ved ankomst kan du tage en taxi til dit bestemmelsessted.

Tip: Lad være med at booke en returbillet, da du så kun kan tage med samme færgeselskab tilbage til Playa.

Autentiske Mérida

Mens Playa del Carmen ligger ud til det Caribiske Hav, så har Mérida udsigt til den Mexicanske Golf. Mérida er en større by med en skøn autentisk stemning af Mexico og Latinamerika.

Besøg det store ferskvaremarked, den hyggelige kirke og har du tid nationalparken Ria Celéstun, hvor du har mulighed for at spotte bl.a. flamingoer, pelikaner og fregatfugle i det smukke landskab af creeks og mangrove. Læs mere i min Mérida rejseguide.

Smukke cenoter

Unikt for Riviera Maya som man kalder kysten, hvor Playa del Carmen ligger, er de mange cenoter. En cenote er et hulesystem skabt af kollapsede grotter. Det giver et imponerende undervandslandskab og pools med krystalklart vand.

Selvom du ikke snorkler eller dykker, så skal du alligevel besøge en cenote – det er utrolig smukt, og du kan nøjes med at bade i poolen. Der ligger adskillige cenoter tæt på Playa del Carmen.

Mérida er en autentisk mexicansk by

Mad og drikke

Mange tror, de kender det mexicanske køkken, men når du først har rejst i landet, vil du vide, at det ikke har noget som helst at gøre med det, du får serveret på tex-mex restauranterne i Danmark. Maden er mere alsidig og egentlig ret enkel. Nogle retter vil du nok genkende, men som regel i en lidt anden form.

Playa del Carmen ligger på Yucatán-halvøen, der har sit helt eget køkken, som er sjovt at udforske. Billigst spiser du på de såkaldte loncheria, der ofte er et åbent lokale eller en desk ud til gaden.

Snup en sundowner på en strandbarene til lyden af mariachi-musik – bare magisk

Langs turisternes hovedstrøg Avenida 5 og i sidegaderne ligger masser af spisesteder, hvor du kan gå ombord i det lokale køkken. Husk dog, at Playa er en turistby så se dig godt for, hvis du vil spise autentisk mexicansk mad.

Byen har også et heftigt natteliv med både barer og klubber. Noget af det hyggeligste er at besøge en af strandbarerne, der ofte har livemusik. I Playa finder du også gode beach clubs, natklubber og diskoteker, der har åbent til langt ud på natten.

Anbefalelsesværdige spisesteder

El Chuleton – her får du billig mad fra Mexico/Yucatán. Stedet får supergode anmeldelser. På Avenida 20.

Amate 38 – Amate 38 serverer skøn mad fra Yucatán. Åben hele dagen. Også et godt sted for vegetarer/veganere. På Calle 38 Norte.

Zitla – mexicansk/caribisk mellemklasserestaurant med bl.a. tacos og ceviche. På Calle 12 Norte.

Ferron’s Jerk Chicken – her får du ribs og kylling med den berømte marinade fra Jamaica. På Avenida Constituyentes 30.

Harry’s – lækker steakhouse/grill og en af de bedste restauranter i Playa del Carmen. Forholdsvis dyrt. På Quinta Avenida.

Playa del Carmen har et veludviklet natteliv. Her finder du alt fra lokale barer og tequilajoints til natklubber og hippe beach clubs. Der er livemusik, tagbarer og cocktailbarer – du skal bare vælge, hvad du har lyst til. Nattelivet er koncentreret langs Avenida 5 (La Quinta).

Avenida 5 er turisternes hovedstrøg i Playa del Carmen

Praktisk information

Vejr og klima i Playa del Carmen

Playa del Carmen kan besøges året rundt. Mest solsikkert er det dog fra december/januar til april/maj, hvor temperaturen ligger på 27-30 °C. I sommermånederne og ud på efteråret kan du forvente lidt regn, og hvis du er rigtig uheldig orkaner.

Sundhed, forsikring og vaccination

Måske skal du have vaccinationer inden din rejse til Mexico. Du kan læse mere om de aktuelle anbefalinger her. Husk også forsikringen – måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her. Læs mere om sundhed på rejsen her.

Penge

I Mexico bruger man pesos. I centrum af Playa del Carmen finder du masser af banker, kontantautomater og vekselboder. Bemærk, at du i nogle banker skal have dit pas med for at veksle penge. Du kan som regel betale med både pesos og amerikanske dollars i butikkerne, men pesos giver dog den bedste kurs.

Mange hoteller, butikker og restauranter accepterer også f.eks. Visa og Mastercard. Handler du på markederne er kontanter ofte nødvendige.

EL

I Mexico bruger man en anden type stik end i Danmark, og her er en adapter er nødvendig. Klik ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.

Øvrigt

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Mexico. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.


Tak fordi du læste min Playa del Carmen rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Playa del Carmen rejseguide. Du kan læse meget mere om Mexico, Yucatán og Playa del Carmen på visitmexico.com, der er den officielle turistguide.

Kommentarer

  1. Avatar Rejsetosserne

    Playa er langt federe end Cancún. Vi elsker også Tulum.

  2. Avatar Nille

    Tak for spændende info om Playa del Carmen. Byen står på ønskelisten 🙂

  3. Avatar Oscar

    @rejsetosserne – der er også andre byer langs kysten der er lækre. Tulum er i mine øjne også ret turistet. Ellers kan Holbox anbefales – superfedt.

  4. Avatar Jordi

    Det gode ved Yucatan er vel at der er noget for alle. Unge, gamle, børn, par – alle vil kunne finde deres favoritsted. Jeg er også klart på Holbox, men det er ikke et sted man bliver i ugevis og så er det godt at der er så mange muligheder tæt på.

  5. Avatar Tom T.

    Vildt som mange rejsesider anbefaler Yucatán næste år. Hmmm…

    1. Ja, der er tre sites, som har halvøen på listen så vidt jeg kan tælle!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *