Essaouira Rejseguide

Ud til Atlanterhavet 175 km nord for Agadir ligger Essaouira, der er en lidt anderledes marokkansk by. Formet af portugisere, franskmænd og arabere kan Essaouira tilbyde spændende historie, men også en tydelig arv fra dengang byen var en del af hippieruten.

Den afslappede vibe har selvfølgelig tiltrukket backpackerne, men også surfbumser fra nær og fjern strømmer til byen. Læs mere i denne Essaouira rejseguide, som jeg håber du kan bruge. Velkommen til.

essaouira rejseguide
Bymuren i Essaouira ved medinaen og Skala Fort

Transport

Ind og ud

For at besøge Essaouira kan du benytte lufthavnene i både Agadir og Marrakech. Du kan søge og sammenligne flybilletter her. Fra lufthavnene til Essaouira er det hurtigst med en privat transferservice som f.eks. Hoppa.

Billigst er det at tage fra lufthavnene ind til Agadir eller Marrakech, hvorfra du kan tage bussen til Essaouira. Busselskabet CTM og Supratours kører på ruterne, men det er en god idé at reservere plads på forhånd.

Både CTM og Supratours er seriøse busselskaber, der dækker det meste af Marokko. Fra både Agadir og Marrakech er der adskillige daglige afgange til Essaouira. Prisen er ca. 8 USD og der betales et lille beløb pr. stk bagage. Busholdepladsen i Essaouira ligger centralt i byen rær på medinaen.

Essaouira har egen lufthavn, men kun ganske få ruter. I perioder er der sæsonruter med f.eks. Ryanair og EasyJet fra flere europæiske byer.

At komme rundt

Bor du centralt i Essaouira, så kan du gå rundt i byen. En god måde at komme rundt er på cykel.

Som de fleste andre marokkanske byer er der også de såkaldte petit taxier, der kan kører dig fra a til b. Husk at aftale pris på forhånd og bemærk, at taxierne ikke kører i medinaen.

essaouira rejseguide
Indenfor i medinaen er der masser af lokalliv, men også hyggelige caféer

Overnatning

Det er ikke i Essaouira, du finder kæmperesorts med alt i faciliteter. Til gengæld byder byen på mindre overnatningssteder, der kan være meget familiære.

Også i Essaouira kan du prøve at bo i nogle af de gamle riads. Det er traditionelle huse med værelser rundt om en gård i midten. I gamle dage boede bedrestillede mænd i bygningerne, og de havde ofte fire koner, der havde hver deres udgang til gården.

Det er som nævnt superpopulært at surfe i Essaouira. Derfor henvender flere overnatningssteder sig til surferne, der her kan møde ligesindede og måske deltage i kurser.

Anbefalelsesværdige overnatningssteder i Essaouira

Herunder finder du en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Essaouira, der alle får gode anmeldelser fra tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på hotels.com eller booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.

Budget

Chill Art Hostel – superpopulært hostel, der også har almindelige værelser. Et topvalg for budgetrejsende
Hôtel Emeraude Essaouira – billigt og populært hotel i gammel riad tæt på stranden

Mellemklasse

Suite Azur Hotel – anmelderrost hotel i medinaen
Dar Liouba – populært og klassisk hotel centralt i Essaouira

Luksus

Heure Bleue Palais – Relais & Châteaux – superlækkert og stilfuldt hotel – dyrt, men dejligt
Maison Kasba – smukt sted i paladslignende omgivelser ca. 13 km fra centrum

Pladsen Moulay Hassan forbinder havneområdet ned medinaen

Seværdigheder og aktiviteter

Essaouira har ingen store berømte seværdigheder som i f.eks. Marrakech. Til gengæld tilbyder byen et afslappet miljø med fokus på surfing og rygsækrejsende. Her er en cool backpackervibe bare uden det vilde natteliv.

Dagene kan f.eks. gå med solbadning, surfing, en tur på hesteryg eller i hamam. Som andre byer på disse breddegrader har også Essaouira farverige markeder – især skal du besøge det gode søndagsmarkedet i souken, der er et slags loppemarked.

Medinaen

Medinaen i Essouira er en uundgåelig del af byen. Den ligger i centrum og er et pragtfuldt sted at gå rundt.

Her i de kringlede gader finder du bl.a. caféer, gallerier og mindre spisesteder. De små hvide huse med indigoblåt træværk og udsmykninger leder tankerne hen på Grækenland, men atmosfæren og vareudbuddet er tydeligt marokkansk.

Atmosfæren er yderst tilbagelænet – et levn fra dengang byen kom på hippielandkortet og hurtigt blev et pilgrimsmål for alle, der bekendte sig til den nye bevægelse, som fra USA bredte sig til resten af verden.

Godt hjulpet på vej af ikoner som Jimi Hendrix, Cat Stevens og Frank Zappa, der alle lagde vejen forbi Essaouira, blev det pludselig byen alle hippier skulle besøge. Det er den tids stemning og atmosfære, der stadig gennemsyrer gader og stræder i den charmerende medina.

Medianen er sådan et sted, hvor det er en oplevelse bare at gå rundt uden mål – hvad mon der sker om næste hjørne?

Skala Forts kanoner

Skala Fort (Skala Kasbah)

Også Skala Fort er et sted, du næsten ikke kan undgå at komme forbi. Her ud til Atlanterhavet, hvor portugiserne i 1500-tallet opførte et forsvarsværk (Castello Real) ligger nu Skala Fort tegnet af den franske arkitekt Theodore Cornut.

Fortet er velbevaret med fine kanoner. Flere film og serier har brugt Skala Fort som location – bl.a. Games of Thrones og Kingdom of Heaven af Ridley Scott. Fra fortet er der en flot udsigt til lands og til vands.

Sidi Mohamed Ben Abdallah Museum

Sidi Mohamed Ben Abdallah er Essaouiras grundlægger. Han har lagt navn til en fint lille museum, der ligger i et gammelt palæ fra 1800-tallet. På museet kan du lære mere om byens historie og se en lang række effekter fundet i og omkring Essaouira.

Surfing

Essaouira er som nævnt et populært surfcentrum. Der er gode surfsteder lige udenfor byen, men også mere udfordrende bølger en kort køretur væk. Her er gode surfforhold for både begyndere og øvede. Læs mere om surfing i denne omfattende guide til surfing i Essaouira.

essaouira rejseguide
Ved havnen kan du købe frisk fisk som du kan få grillet på stedet

Mad og drikke

Jeg har sagt det før, men siger det lige igen: Det marokkanske køkken er fantastisk og i mine øjne et af de mest velsmagende i verden. Her får du bl.a. godt brød, lækre salater og fantastisk simremad som f.eks. tagine, der er opkaldt efter de små lerfade med pyramideformet låg, som retten laves i.

Tagine fås i forskellige variationer, men er altid bare superlækkert. Kendetegnet for det marokkanske køkken er de skønne varme krydderier – maden er ikke stærk, men velbalanceret. Som en bonus er det billgt at spise i Marokko – her er der alle muligheder for at prøve sig frem på menukortet uden at det vælter budgettet.

I Essaouira lugger adskillige fancy cafeer henvendt til de yngre turister, og det betyder, at du nemt kan finde god vegetarmad. Noget du SKAL prøve er at købe frisk fisk ved havnen som du kan få grillet lige ved siden af – det bliver ikke meget friskere.

Anbefalelsesværdige spisesteder

Taraa Cafe – typisk café i Essouira, hvor du både kan få kaffe og god mad. Åben hele dagen. Taraa er også et godt sted at møde andre rejsende. På Rue Boutuill.

Le Triskala – marokkansk restaurant, der også har europæiske retter på menukortet. Også lækker fisk og skaldyr. Et rigtig godt sted for veganere og vegetarer.

Adwak – lækker marokkansk mad i uformelle og familiære omgivelser. Adwak er populær, så det er en god idé st komme tidligt. Prøv den skønne tagine. På Rue Touahen.

Nattelivet i Essaouira er forholdsvis roligt. Der er selvfølgelig barer og cafeer, hvor du kan snuppe en drink eller kold øl, men glem alt om fest og farver til langt ud på natten.

Til gengæld byder Essaouira på et hyggeligt miljø med flere gode cafeer, hvor du kan møde andre rejsende.

På tur i medinaen

Praktisk information

Vejr og klima i Essaouira

Essaouira kan besøges året rundt. Vintermånederne kan dog byde på køligt vejr, men normalt ligger temperaturen på 16-20 °C. Det bliver hurtigt forår, og marts til maj er måske et af de bedste tidspunkter at besøge byen. Her er det ikke for varmt og ikke for koldt. Forvent 20-26 °C i perioden.

Sommermånederne er varme om meget solsikre. Her ligger temperaturen typisk på 30 °C, men det kan være væsentlig varmere. Ligesom foråret er efterårsmånederne også en god tid at rejse til Essaouira.

Sundhed, forsikring og vaccination

Læs om sundhed på rejsen her og husk også forsikringen. Måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her.

Penge

I Marokko bruger man dirham. Dem kan du hæve i en af kontantautomaterne, der ofte ligger i forbindelse med bankerne. Automaterne har også engelsk menu. Bemærk, at der kan være gebyrer forbundet med at hæve i kontantautomaterne.

Mange hoteller, butikker og restauranter accepterer også f.eks. Visa og Mastercard. Handler du på markederne er kontanter ofte nødvendige. Det er også en god idé at have masser af småpenge til drikkepenge, som er udbredt i Marokko.

EL

I Marokko bruger man forskellig slags stik. Jeg har dog aldrig været ude for at skulle bruge adapter. Vil du være på den sikre side, så kig ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.

Øvrigt

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Marokko. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.


Tak fordi du læste min Essaouira rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Essaouira rejseguide. Du kan læse meget mere om byen på visitmorocco.com der er den officielle turistguide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.