Hangzhou ligger ca. 170 km fra gigantiske Shanghai. Det er oplagt at kombinere de to byer, der er helt forskellige. Godt nok ligner Hangzhou ved første øjekast en moderne storby, men her finder du bl.a. spændende historie og en lang række seværdigheder.
For næsten 1000 år siden var Hangzhou en verdensby med broer, smukke huse og imponerende paladser. Det siges, at eventyren Marco Polo kom forbi, og han kaldte Hangzhou paradis på jord.
Alt det og meget mere kan du læse mere om i denne Hangzhou rejseguide, som jeg håber du finder nyttig.
Indholdsfortegnelse
Transport
Ind og ud
Hangzhou har en international lufthavn med ruter til primært lande i nærområdet. F.eks. Singapore og Tokyo. I perioder har flere europæiske flyselskaber ruter til Hangzhou.
Lufthavnen bliver betjent af stort set alle kinesiske flyselskaber, der har ruter til de fleste byer med lufthavn i Kina. Du kan f.eks. flyve til Beijing og skifte fly til Hangzhou. Du kan søge og sammenligne de bedste flybilletter her.
Der er ca. 50 km fra lufthavnen til Hangzhou centrum. Du kan tage metrolinje 1 (se efter skilte i ankomstterminalen) – en tur, der tager lige over en time. Metroen kører fra tidlig morgen til sen aften.
Lufthavnsbus er en anden mulighed – de kører med et interval på 15-30 minutter. Dyrest er det at tage en taxi, men så kommer du også hurtigt frem og præcis til dit bestemmelsessted. Taxaerne kører efter taxameter.
At komme rundt
Bor du i centrum som er på den østlige side af vestsøen, så kan du gå rundt til mange seværdigheder. Hangzhou har dog et glimrende metrosystem, hvor du nemt kommer fra et område af byen til et andet. Se mere om metrolinjer her.
En af de bedste måder at opleve Hangzhou er på cykel. Byen har et omfattende netværk af udlejningscykler, som du kan hente og aflevere hundredvis af steder. Første time er gratis og efterfølgende koster det 1 yuan pr. time. Medbring dit pas for at få adgang til cyklerne. Husk at høre om vilkår for leje og aflevering.
Overnatning
Vil du være tæt på det hele, så vil jeg i denne Hangzhou rejseguide anbefale dig at bo på den østlige side af Vestsøen.
Umiddelbart er det ikke det mest charmerende område i byen, men du har et stort udvalg af spisesteder lige udenfor døren og kan finde masser af lys og luft langs søen, hvor der også er mange grønne områder. Du bor også i gåafstand af flere af byens bedste seværdigheder og kan hoppe på flere metrolinjer.
Prisniveauet på overnatning i Hangzhou er rimeligt. I centrum kan mange overnatningssteder ligne hinanden og består primært af såkaldt internationale hoteller, der holder god standard.
På trods af Hangzhous størrelse er der vest for søen flere grønne områder med skov og teplantager. Et godt sted at se efter overnatning, hvis du vil prøve noget andet.
Anbefalelsesværdige overnatningssteder i Hangzhou
Herunder finder du en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Hangzhou, der alle får gode anmeldelser fra tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på hotels.com eller booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.
Budget
Wushanyi International Youth Hostel – centralt beliggende ca. 500 m fra Hefang Old Street (stedet har også private værelser)
Hangzhou West Lake Yi Shu Hotel – sydvest for søen (600 m) og 4,6 km fra Hefang Old Street
Mellemklasse
Rock&Wood Cozy House – sydvest for søen og ca. 3,6 km til Hefang Old Street
EBO Hotel – centralt beliggende tæt på søen og ca. 3 km fra Hefang Old Street
Luksus
Four Seasons Hotel Hangzhou at West Lake – Lige ud til søen ca. 4,2 km fra Hefang Old Street
Grand Hyatt Hangzhou – i centrum ved søen og ca. 2 km fra Hefang Old Street
Mit valg
Rock&Wood Cozy House
Lækkert sted, hvor du får fantastisk service og gode værelser i rolige omgivelser. I gåafstand til søen og du kommer nemt ind til centrum – personalet kan hjælpe dig på vej. Rigtig god morgenmad. Se billeder og priser på Rock&Wood Cozy House.
Seværdigheder
Som nævnt har Hangzhou mange forskelligartede oplevelser. Ved første øjekast synes byen moderne, men det er et historisk sted, hvor du både kan komme tæt på de lokale, høre mere om Kinas historie og gå ombord i verdens bedste te.
Af gode museer kan du se nærmere på Silkemuseet, men der er også en stribe museer om kunst, kultur, gastronomi og Kinas dynastier.
Vestsøen
Hangzhou ligger rundt om Vestsøen, der gemmer på myter, historie og en lang række interessante bygninger. Oprindelig var søen en del af Qiantang-floden, men i det 8. århundrede blev den inddæmmet og udviklede sig siden til et af de mest betydningsfulde steder i Kina.
Som nævnt besøgte Marco Polo Hangzhou i 1280 – sandsynligvis som en af de første europæere. Nogle eksperter mener dog aldrig han nåede frem til byen, men at han blot gengav hvad andre eventyrer havde oplevet. Uanset hvad, så var Hangzhou på det tidspunkt en af verdens største byer.
Vestsøen er berømt i hele Kina, og det betyder mange turister. En sejltur på søen er et must, men her er det værd at se sig for. Kineserne tager helst de store turbåde, men det er en larmende fornøjelse. Book hellere en af de små firmandsbåde – det giver en helt anden oplevelse.
Både i og rundt om Vestsøen ligger historiske templer og pagoder. På en af de små øer kan man se Kejser Qianlongs sommerbolig og et andet sted er der midt ude i søen lavet en pragtfuld kinesisk have med broer og fiskedamme.
Der er masser at opleve ved den berømte Vestsø, der har seværdigheder til flere dage. Som nævnt er her rigtig mange kinesiske turister, og har du mulighed for det, så undgå at besøge attraktionerne i weekends og især på helligdage.
Hefang Old Street
Hefang Old Street ligger i centrum og er Hangzhous mest berømte gade. Den er grundlagt helt tilbage i Song-dynastiets tid i midten af 1100-tallet. Mange af gadens huse er velbevarede og virkelig smukke. Det er på en eller anden måde klassisk kinesisk.
I dag er Hefang Old Street en populær handelsgade med gamle specialbutikker, hvor du kan lære mere om bl.a. traditionel kinesisk medicin. Her er også museer, butikker med kunsthåndværk og mulighed for at spise lokale lækkerier.
Lingying-templet
Lige vest for Hangzhou centrum ligger Lingyin-templet, der er centrum for buddhismen i denne del af Kina. Templet er over 1500 år gammelt, men ødelagt og genopbygget adskillige gange. Fra parkeringspladsen op til selve templet er der hugget hele 470 buddhafigurer ind i klipperne.
Ved Lingyin-templet er der altid rigtig mange mennesker. Du kan se kineserne på slap line, når de udøver deres religion. Templet består af flere haller med bl.a. smukke buddhafigurer.
Hangzhou National Tea Museum
Hangzhou er epicentret for teproduktion i Kina. Vest for søen i det kuperede landskab ligger teplantagerne på stribe og flere af dem modtager gerne besøg. I området produceres den berømte Dragon Well-te som du kan prøvesmage.
Midt i teland ligger det nationale temuseum. Her kan du lære mere om produktionen og se en lang række effekter i de fem haller, der udgør museet. Du kan også se teceremonier og selv smage på den berømte te.
Xixi Wetlands Nationalpark
Ca. 10 km fra Hangzhou Centrum ligger Xixi Wetlands Nationalpark. Det er et historisk vådområde med masser af floder og kanaler, der forgrener sig i alle retninger. Det siges, at det var her den særlige Hangzhou-kultur opstod, men i dag er Xixi mere berømt for sine smukke bygninger fra forskellige kinesiske dynastier.
Nationalparken er forholdsvis lille, men stor nok til at du kan besøge andre og mere rolige områder end der, hvor turistgrupperne kommer. Den del af Xixi er gratis at besøge, mens det koster 80 yuan at besøge den østlige og vestlige del.
Mad og drikke
I Kina behøver du ikke gå mange meter for at finde et sted at spise. Sådan er det også i Hangzhou, der har masser af gode restauranter.
Det kinesiske køkken er omfattende og måske det mest alsidige i verden. I det østlige Kina omkring Shanghai og Hangzhou er maden kendetegnet ved at være lidt sød og have mange fiskeretter. Selvfølgelig kan du få mad fra hele Kina i Hangzhou, og ønsker du at spise internationalt, så kan de bedre hoteller være et godt valg.
Byen har en par såkaldte madgader – f.eks. Shenglie og Hedong, hvor du finder et stort udvalg af snacks og spisesteder.
Anbefalelsesværdige spisesteder
Grandma’s Home – lækker lokal mad i moderne omgivelser. Den braiserede svinekød er et must at prøve. På Zijin’gang Road.
28 HuBin Road – det er sjældent hotelrestauranter skiller sig ud, men på Grand Hyatt Hotel finder du 28 Hubin Road, der serverer Hangzhou-klassikere og som er på listen over Asiens 50 bedste restauranter. På Hubin Street.
Lou Wai Lou – en institution i Hangzhou. Grundlagt i 1848 serverer stedet lokale klassikere til gode priser. I dag er der flere end 30 restauranter, men den vigtigste ligger i en skøn kinesisk bygning ved vestsøen. På Gushuan Road.
Zhi Wei Guan – endnu et sted med flere restauranter, hvor du får god mad. Her er både lokal mad som dongpo og flere kinesiske specialiteter. Bl.a. på Zenhe Road tær på Hyatt Regency.
Praktisk information til din rejse
Vejr og klima i Hangzhou
Hangzhou har varme somre med temperaturer på 28-32 °C. Det er ofte skyet, og der falder en del regn. Vinteren er kold – 1-5 °C med primært klart eller letskyet vejr.
September og oktober anses for de bedste måneder at besøge Hangzhou. Her er det mest tørt med temperaturer på 20-24 °C.
Sundhed, forsikring og vaccination
Måske skal du have vaccinationer inden din rejse til Kina. Du kan læse mere om de aktuelle anbefalinger her. Husk også forsikringen – måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her. Læs mere om sundhed på rejsen her.
Penge
Møntfoden i Kina hedder yuan. Ofte vil du se forkortelsen RNB, der er afledt af renminbi, som den kinesiske møntfod som regel kaldes lokalt. I Hangzhou ligger adskillige kontantautomater – også med engelsk menu, der er nemme at bruge. Skal du handle på lokalmarkederne eller spise i gadekøkkenerne er det en god idé at medbringe kontanter.
EL
I Kina bruger man flere forskellige stik. Ofte har f.eks. hotellerne de samme stik som vi bruger i Danmark, men vil du være på den sikre side, så kig ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.
Øvrigt
Det er altid en god idé at tjekke den seneste rejsevejledning fra Udenrigsministeriet og læse om de aktuelle indrejseregler (kun vejledende). På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.
Tak fordi du læste min Hangzhou rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Hangzhou rejseguide. Du kan også tjekke .facebook.com/gotohangzhou/, der er den officielle turistguide.