Stockholm Rejseguide

stockholm rejseguide

Stockholm er et rigtig godt valg til en miniferie eller weekendophold. Som da jeg besøgte Tallinn første gang, vidste jeg heller ikke rigtig hvad jeg skulle forvente af den svenske hovedstad.

Stockholm viste sig at være en positiv overraskelse. Faktisk blev jeg så glad for byen, at det er blevet til flere besøg. Er du til spændende museer, masser af historie og god mad til gode priser, så kunne Sveriges største by også være noget for dig. Læs mere i min Stockholm rejseguide herunder.

stockholm rejseguide
Grandiøse bygninger ved Strömkajen centralt i Stockholm

Transport

Ind og ud

Du kan rejse til Stockholm på mange måder. Hurtigst er det selvfølgelig at tage flyet – du kan flyve direkte fra både Billund og København. Især sidstnævnte har adskillige daglige afgang, og du kan vælge blandt flere forskellige flyselskaber. Find og sammenlign flybilletter her.

Stockholms hovedlufthavn hedder Arlanda, og det er her langt de fleste fly lander. Lufthavnen ligger dog et pænt stykke udenfor centrum – med bil tager det ca. 45 minutter ind til bymidten.

Flygbussarna er en nem og billig måde at komme fra Arlanda til centrum

Taxierne kører med faste priser for turen, men det er dog en ret dyr løsning. Tag hellere lufthavnsbussen (Flygbussarna), der kører flere gange i timen. Du kan købe billetter i automaterne i ankomsthallen (nemt), men det flinke personale i informationen kan også hjælpe.

Den hurtigste måde at komme fra Arlanda til Stockholm er at tage Expresstoget. Turen tager blot 25 minutter, men prisen er ret høj.

Som alle andre steder kan du selvfølgelig også bestille en lufthavnstransfer eller leje en bil – det er kun en god idé, hvis du skal bruge bilen under dit ophold, da det kan være svært at parkere i byen.

At komme rundt

Du kan nemt gå rundt i centrum af Stockholm med normal kondition. Der er ikke langt mellem Nybroviken, Centralstationen og Gamla Stan, hvor langt de fleste seværdigheder ligger.

Især ikke, hvis du benytter sporvognene og tager de små færger/både rundt mellem områderne. Store dele af Stockholm ligger på større eller mindre øer, der er forbundet af både. Du kan se et kort over sporvognslinjerne her.

Mange turister benytter også metroen. En god måde at komme rundt, men stationerne er kunstnerisk udsmykkede og en attraktion i sig selv. Se et kort over metrolinjerne her.

Vil du benytte taxi, så bemærk, at taxipriserne i byen ikke er regulerede – spørg om prisen, inden du kører.

stockholm rejseguide
Gågaderne i centrum er travle – her i Gamla Stan

Overnatning i Stockholm

En by af Stockholms størrelse har selvfølgelig alle former for overnatningsmuligheder. Uanset hvordan du vælger at bo, så er det bare rasende dyrt i den svenske hovedstad.

Er du på lavbudget så søg væk fra centrum eller snup et hostel. Vælger du at bo udenfor byen, så kommer du nemt til centrum med offentlig transport.

Kommer du i bil til Stockholm, så tjek om du kan parkere der, hvor du booker overnatning. Værd lige at have med i overvejelserne.

Anbefalelsesværdige overnatningssteder i Stockholm

Herunder finder du en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Stockholm, der alle får gode anmeldelser fra tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på hotels.com og booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.

Budget

Castle House Inn – Gamla Stan
Hotell Den Gyllene Geten – Gamla Stan
Generator Stockholm – Norrmalm

Mellemklasse

Mälardrottningen Hotel – Gamla Stan
Hotel Esplanade Sure Hotel Collection by Best Western – Östermalm
Hotel With Urban Deli – Norrmalm

Luksus

Lady Hamilton Hotel – Gamla Stan
Elite Eden Park Hotel – Östermalm
The Sparrow Hotel – Östermalm

Mit valg

Castle House Inn

Ingen Stockholm rejseguide uden min anbefaling til, hvor du skal bo. Tjek Castle House Inn, hvor du bor godt og billigt i Gamla Stan. Her får du god service og mulighed for at at tilkøbe morgenmad. Se billeder og priser på Castle House Inn.

En af flere hippe loungebarer ved Nybroviken

Seværdigheder i Stockholm

I Stockholm finder du en lang række rigtig gode seværdigheder. Flere af dem indeholder spændende danmarkshistorie som f.eks. torvet i Gamla Stan, hvor det Stockholmske blodbad fandt sted.

Den svenske hovedstad har især en håndfuld interessante museer, der er grund nok til at besøge byen. Dem kan du læse mere om længere nede på siden.

Selvfølgelig tiltrækker byen også en lang række events som f.eks. koncerter, udstillinger og sportsarrangementer. I denne Stockholm rejseguide anbefaler vi, at du klikker ind på visitstockholm.se for at se, hvad der sker under dit ophold.

Gamla Stan

Stockholms absolut hyggeligste bydel er Gamla Stan. Den gamle bydel byder på historiske bygninger, charmerende brostensbelagte gader og en lang række seværdigheder.

Store dele af Gamla Stan er bilfri, og det gør det bare endnu sjovere at gå rundt i gaderne. Centrum er Stortorget, der som nævnt var skueplads for det stockholmske blodbad.

Gamla Stan er også shopping. I højsæsonen er der tætpakket med turister i gågaderne, der håber på en god handel. Gamla Stans største seværdigheder tæller bl.a. Nobelmuseet, Storkirken, Riddarholmskirken, den tyske kirke og det kongelige slot, som du kan læse mere om herunder.

Nobelmuseet

Som nævnt har Stockholm flere interessante museer. På torvet i Gamla Stan kan du besøge Nobelmuseet, hvor du kan høre mere om nobelprisen og de tidligere vindere.

Den faste udstilling kan godt virke lidt rodet, men brug lidt tid på at sætte dig ind, hvordan den er opbygget for at få det største udbytte. De skiftende udstillinger har typisk fokus på tidligere nobelprismodtagere.

stockholm rejseguide
Lille del af Det Kongelige Slot

Det Kongelige Slot

Det Kongelige Slot i Stockholm har hele 608 rum, og det skulle gøre det til verdens største beboede slot. Der har ligge slot på stedet i århundreder, men det nuværende erstattede Tre Kronor, der nedbrændte i 1697.

Den flotte slotskirke (gratis adgang) er et af højdepunkterne, og hver dag er der vagtskifte i den vestlige gård.

Skansen

I Djurgården ligger tre anbefalelsesværdige museer tæt på hinanden. Mest berømt er nok Skansen, der siges at være verdens ældste friluftsmuseum. Skansen omhandler først og fremmest svensk kultur og historie, men har også et akvarium og en zoologisk have.

Det er en slags folkepark, hvor der arrangeres forskellige events og hvor du har mulighed for at få lidt at spise og drikke. Se mere på Skansens hjemmeside om, hvad der sker under dit besøg.

ABBA-museet

Omtrent overfor Skansen ligger ABBA-museet, der selvfølgelig sætter fokus på den verdensberømte svenske popgruppe. Museet er kronologisk opbygget og et sted, der giver gode minder og godt humør.

Der er også skiftende udstillinger, men altid med ABBA som tema. Vil du have den fulde oplevelse, så booker du selvfølgelig det tilhørende Backstage Hotel, der ligger i samme bygning.

Vasamuseet

Blot fem minutters gang fra ABBA-museet (ind mod byen) støder du ind i Vasamuseet. Her kan du høre historien om skibet Vasa, der kun nåede at sejle i få minutter før det sank. Man har siden hævet skibet og genskabt det på museet.

Du kan faktisk gå rundt om skibet – det er meget imponerende og lidt af en præstation både at kunne bygge fartøjet dengang og så sandelig også at rekonstruere det igen. Hele historien og processen med at genskabe Vasa kan du se en film om på museet.

Skærgården

En tur ud i Stockholms skærgård skal også på din liste over oplevelser i byen. Tag en af færgerne fra centrum (f.eks. ved Nybroviken) og sejl ud til en af de små øer i skærgården, hvor der venter en helt anden verden. Medbring evt. en picnickurv og husk at tjekke færgetiderne, så du kan nå tilbage til Stockholm.

Indenfor på ABBA-museet

Mad og drikke

København er muligvis Skandinaviens gastronomiske centrum, men Stockholm kommer lige efter. Også her har en hær af kokke taget det nye nordiske køkken til sig, og det har resulteret i lækre innovative retter og en nyfortolkning af gamle klassikere.

Du kan også “bare” sætte tænderne i de berømte kødboller, pyttipanna eller janssons frestelser. Retter, som jeg selv holder meget af. Laks, rejer og sild er andre gengangere på menukortene, der ligesom pølser indgår i svensk fastfood.

Stockholm har et hav af muligheder for at spise godt – som en bonus er prisniveauet lavt i forhold til Danmark. Her får du virkelig noget for pengene.

Jeg har et par forslag til, hvor du skal spise, men for et stort udvalg og god atmosfære kan du du lægge vejen forbi Hötorgshallen Market Hall eller Östermalms Saluhall. Og så lige en advarsel, inden du får mine anbefalinger: Pas på i Gamla Stan – her er flere turistfælder med tvivlsom mad og skyhøje priser.

Anbefalelsesværdige spisesteder

Stockholms Gästabud – min absolutte favorit i Stockholm. Lækker svensk mad i uformelle omgivelser og til rigtig gode priser. Åben til frokost og aften. På Österlånggatan 7.

Lilla Ego – superpopulært sted, hvor menuen står skrevet på de hvide vægge. Her får du mad fra svenske/nye nordiske køkken. Bordbestilling et must. På Västmannagatan 69.

Tennstopet – velkendt restaurant med svenske klassikere på menukortet. Et uformelt sted, der hver dag til frokost har en dagens ret til lige over 100 kr. På Dalagatan 50.

Hantverket – svensk fusionskøkken kan man vel godt kalde de retter som chefkok Stefan Ekengren fremtryller. Også bar med gode cocktails. På Sturegatan 15 A.

Stockholm mangler hverken caféer, barer eller klubber. Et af de bedste steder at snuppe en drink er ved Nybroviken, hvor der ligger flere gode loungebarer i kanalen. Et virkelig hyggeligt sted på varme sommerdage.

Tjek også Södermalm og området omkring Stureplan, der er hjem for nogle af byens bedste klubber.

Klassiske kødboller på Stockholms Gästabud

Praktisk information

Vejr og klima i Stockholm

Vejret i Stockholm er som i Danmark sæsonbetonet med forår, sommer, efterår og vinter. Vinteren er dog ofte noget koldere, ligesom temperaturen om sommeren også kan være noget lavere.

Den svenske hovedstad har dog også kortere og længere perioder med over 20 °C. Når vejret er godt giver det liv i gaderne, og det gør absolut noget ved atmosfæren.

Sundhed, forsikring og vaccination

Læs om sundhed på rejsen her og husk også forsikringen. Måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her.

Penge

I Sverige bruger man svenske kroner. Dem kan du hæve i en af de mange kontantautomater, der ligger overalt i byen. Automaterne har også engelsk menu. Bemærk, at der kan være gebyrer forbundet med at hæve i kontantautomaterne.

Mange hoteller, butikker og restauranter accepterer også f.eks. Visa og Mastercard. Handler du på markederne er kontanter ofte nødvendige.

EL

I Sverige bruger man de samme stik som i Danmark. Jeg har aldrig været ude for at skulle bruge adapter. Vil du være på den sikre side, så kig ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.

Øvrigt

På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Sverige. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.

Kort over Stockholm


Tak fordi du læste min Stockholm rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Stockholm rejseguide. Du kan læse meget mere om byen på visitstockholm.se, der er den officielle turistguide.

Kommentarer

  1. Avatar Lena Højgaard

    Jeg kan anbefale restauranten Bestick (bistro) i Norrmalm. Prøv også at tage metroen, Stockholm er kendt for sine flotte stationer.

    1. Hej Lena. Tak for dine gode tips 🙂

      1. Avatar Erling Sørensen

        Tak for den fine rejseguide med virkelig mange fine tips!
        Denne sommer 23 har vi booket os ind på dit anbefalede hotel Castle House i Gamla Stan. Vi glæder os.
        Vi har brug for en lejebil til anden del af vores ferie i landlige Mellemsverige, men ikke fundet nogen anbefaling. Der er jo de store internationale firmaer, men findes der ikke noget pålideligt svensk i denne branche? og er det kanske dyrere at leje i Stockholm?
        Mvh Erling

        1. Hej Erling. Tak for de pæne ord. Jeg kender desværre ingen svenske biludlejningsfirmaer. De gange vi har leje bil har vi brugt Holiday Autos hjemmefra. Beklager ikke at kunne hjælpe mere.

          Ha en rigtig god tur – Stockholm er jo en skøn by.

          Mange hilsner fra Carsten

  2. Avatar Erling Sørensen

    Hej Carsten
    Sidste sommer havde vi et dejligt ophold i stockholm inspireret af din fine guide. Tak for det!
    Nu planlægger vi rejse til Prag, som du vist ikke har skrevet om endnu? Kan du anbefale andre guides til denne gamle kulturby?
    Mvh Erling

    1. Hej Erling. Tak for de pæne ord. Dejligt I havde en god ferie. Jeg har skrevet om Prag på denne side. I dette indlæg kan du læse mere om de mest populære og bydele.

      Mange hilsner fra Carsten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *