Flybilletten er ofte den største post i rejsebudgettet. Hvorfor ikke få den så billigt som muligt? Det prøver jeg at guide dig frem til her, hvor jeg også kommer med mine egne erfaringer i disciplinen booking af billige flybilletter.
Hvor skal du booke?
Der findes efterhånden utallige flybookingsider, og de mere innovative som f.eks. Momondo har samlet priser fra næsten dem alle, så du nemt kan sammenligne.
Helt så nemt er det dog ikke. Selvom det generelt er blevet mere overskueligt, hvad der er inkluderet i din flyrejse (f.eks. håndbagage eller indtjekket bagage), så er der overraskende mange bookingsider, hvor man skal gætte sig til, hvad der er inkluderet.
Flysammenligningssiderne synes også at være helt ukritiske med, hvilke bookingsider, de vil inkludere og samarbejde med. Selvfølgelig for ikke at gå glip af provision, men her er det som om, at forbrugeren er ladt i stikken.
Jeg bruger selv Momondo, men er stærkt selektiv med, hvilke bookingsider jeg benytter. Det skal du også være.
Mit råd er, at du ikke bare skal hoppe på den billigste flybillet. I hvert fald ikke før du har undersøgt, hvor du booker du og hvilke rettigheder du har.
Det kan være svært nok i sig selv, så book hos flyselskabet selv eller på en side, der har et godt ry. Tjek f.eks. anmeldelser på Trustpilot, men brug det kun som en rettesnor og ikke en facitliste.
Gode råd til at finde billige flybilletter
Søg bredt
Som nævnt bruger jeg selv Momondo til at booke billige flybilletter, men et andet godt bud er Travelmarket. Jeg har været ude for, at Travelmarket havde billetter jeg ikke kunne finde på Momondo og omvendt. Så surf lidt rundt – det du finder på Momondo og Travelmarket behøver ikke at være det fulde udvalg.
Vær fleksibel
Det bringer mig frem til måske det vigtigste råd, når du skal finde billige flybilletter: Vær fleksibel. Leg med datoerne. Ryk ud- og hjemrejsedatoerne frem og tilbage – her kan der være ret mange penge at spare.
F.eks. er tirsdags- eller onsdagsafgange som regel de billigste til Østen, mens fredag ofte er dyr til de europæiske storbyer. Derfor: Vær fleksibel.
Udnyt nettets muligheder
Internettet er fuld af værktøjer til at finde de bedste flybilletter. På Momondo kan du f.eks. finde en guide til hvert enkelt destination, hvor du kan se på hvilket tidspunkt flybilletterne er billigst og hvornår du skal booke dem. Perfekt til de, der er ligeglade med afrejsetidspunkt, men bare gerne vil ud i verden.
Tag en mellemlanding eller et stopover
Der er også penge at spare, hvis du f.eks. tager en mellemlanding eller et stopover. Det kan selvfølgelig være tidskrævende, hvis det drejer sig om en kort storbyferie, men er du på en længere rejse og har mod på eventyr, så prøv det af.
På en mine mange rejser til Thailand var jeg lidt sent ude med at booke flybilletter. Prisen for en retur fra København til Bangkok var helt oppe i 5000 kr., men tog jeg tre nætter i Istanbul, så lød billetprisen på 3400 kr. Jeg fik sparet 1600 kr. og havde den store fornøjelse at opleve fantastiske Istanbul.
Tjek gebyrerne
En femte ting, du kan se på for at finde billige flybilletter er gebyrer. Her tænker jeg primært på lavprisflyselskaberne, hvis grundpris ofte er ret lav, hvorefter du så kan lægge til af ekstra valg på billetten.
Det gælder f.eks. håndbagage, indchecket bagage, valg af siddeplads, prioriteret ombordstigning osv. Overvej, hvad du egentlig har brug for og sørg for at booke en billet, der passer til dit behov.
Tilmeld dig bonusprogrammer og nyhedsbreve
Tilmeld dig nyhedsbreve hos bookingsider og flyselskaber. På den måde kan du få et overblik over de aktuelle priser og går ikke glip af et godt tilbud.
Du kan også tilmelde dig flyselskabernes bonusprogrammer. Ofte kræver det en del flyrejser at samle points nok, men ofte kan du bruge dine points hos andre flyselskaber, der er medlem af samme alliance. F.eks. OneWorld eller Star Alliance.