Chania ligger på Kreta, der er en af danskernes mest populære rejsemål. Her er sæsonen lang, og fly efter fly lander med solhungrende turister, som slapper af på de dejlige hoteller og kilometerlange strande langs kysten.
Men Chania og Vestkreta har mere at byde på end sol og strand. Den græske ø er proppet med smuk natur og spændende historie, så kan du slippe solstolen er der gode oplevelser i vente.
Det kan du læse meget mere om i min Chania rejseguide. Velkommen til.
Indholdsfortegnelse
Transport
Ind og ud
Fra forår til efterår er det nemt at komme til Chania. Har du ikke booket en charterrejse, så har flere flyselskaber ruter til byen. Du kan tjekke om f.eks. SAS eller N0rwegian har sæsonruter, hvor du har lidt mere fleksibilitet end ved en charterrejse.
Husk, at du sagtens kan flyve ud med et selskab og hjem med et andet. Vær dog opmærksom på, om du kan medbringe samme mængde bagage. Søg og sammenlign flybilletter her.
Lufthavnen i Chania er forholdsvis lille. For at komme til dit hotel kan du tagen en taxa, booke privat lufthavnstransfer eller leje en bil. En rigtig god idé, hvis du vil opleve Kreta i eget tempo, hvilket kan anbefales.
De fleste charterbureauer har transport fra lufthavnen til hotellet inkluderet eller giver mulighed for at tilkøbe det.
At komme rundt
Af Vestkretas mange turister er det forholdsvis få, der bor i Chania. De foretrækker et dejligt hotel langs kysten, hvor badebyerne ligger på stribe.
Vil du bare være på dit hotel med afstikkere til strande og nærliggende spisesteder, så kan du nemt gå rundt. Vil du ind til Chania, så kører der offentlige busser langs strandvejen ind til centrum.
De er nemme at bruge og kører til busstationen (endestation) centralt i Chania et stenkast fra den gamle bydel.
Her og der kan du finde guidede udflugter, men også bådture til bl.a. øer og strande. Søg f.eks. mod havnen i Chania, hvor der er flere udbydere.
Overnatning
Som nævnt bor langt de fleste turister ikke i selve Chania by, men i badebyerne vest for byen. Her er der overnatningsmuligheder for enhver smag og pengepung. Du kan f.eks. bo på pension, guesthouse eller et stort resort med alt i faciliteter.
Badebyerne ligger alle langs strandvejen og tilbyder nogenlunde det samme. Dog skiller Platanias (ca. 16 km fra Chania) sig lidt ud ved at have et egentligt centrum. Det er ikke stort, men her er der lidt shopping og flere glimrende restauranter.
Anbefalelsesværdige overnatningssteder
Herunder finder du en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Chania, der alle får gode anmeldelser fra tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på hotels.com og booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.
Er formålet med ferien sol og strand, så skal du bo i badebyerne. Uanset hvilken side af strandvejen du booker overnatning, så er der ikke langt til Middelhavets blå bølger. Nogle hoteller ligger endda helt ud til stranden og har egne solstole og parasoller.
Charterrejse
Du kan selv booke fly og hotel eller se efter en charterrejse, der i perioder er det billigste. I hvert fald uden for højsæsonen. Rejser du i skolernes sommerferie, så er det værd lige at tjekke om du ikke kan gøre det billigere selv.
Mine favorithoteller på Vestkreta er bl.a. Lejligheder Toxo, Hotel Dore Boutique og Lejligheder Indigo Mare.
Bo i byen
Foretrækker du autenticitet og seværdigheder frem for sol og strand, så skal du booke overnatning i Chania By. Her er der tale om mindre pensioner og hoteller – har du lejet bil og vil bo her, så tjek om du kan parkere i nærheden. I min Chania rejseguide anbefaler jeg disse steder i byen.
Elia Zampeliou Hotel – med mulighed for udsigt over havnen i Chania. Kun for voksne.
Elia Estia – lejligheder ved havnen
Helena Hotel – godt og billigt ved havnen
Seværdigheder
Der er masser af gode seværdigheder langs kysten. Først og fremmest skal du besøge Chania, der er Kretas andenstørste by. Her finder du en charmerende gammel bydel, hvor havneområdet og de bagvedliggende gader er som en magnet på turisterne.
Et godt råd er også at leje en bil. Kør ud i det blå og lad jer overraske – der er masser af gode muligheder for at opleve det autentiske Grækenland. Et alternativ er at tage det lille tog, der kører fra turistbyerne ind i landet. Der er flere ruter at vælge mellem. Se mere om toget her.
I turistområdet vest for Chania finder du bl.a. legepladser, forlystelsesparker og mulighed for vandsport som f.eks. jetski og paragliding.
Den gamle bydel
Chanias historie er lang og spændende. Adskillige folkeslag har gennem tiden haft indflydelse på øen – f.eks. tyrkerne, romerne og byzantinerne. Men størst aftryk har venetianerne haft. Det er dem, der har anlagt en stor del af Chanias gamle bydel.
Det er vel ikke helt forkert at kalde gaden Halidon for bydelens livsnerve. Her finder du butikker og spisesteder hele vejen ned til den venetianske havn, som man ofte ser på billeder.
Havnen er fyldt med restauranter og bagved finder du en række herlige gågader, der løber på kryds og tværs af hinanden. Det er græsk charme, når det er bedst. Herfra kan du også gå op til Shiavo-bastionen, der er fra venetiansk tid.
I den gamle bydel ligger også det tidligere jødiske kvarter med den lille synagogue Etz Hayyim
Tilbage til havnen, der fortsætter modsat restauranterne. Her kommer du bl.a. forbi flere historiske bygninger som den gamle moské og længere ude arsenalet og det gamle havnekontor. Alle steder fra kan du se det fine venetianske fyrtårn yderst på molen.
I stedet for at gå helt ned til havnen kan du på Halidon dreje ned ad Skridlof, der også kaldes lædergaden. Her kan du som navnet antyder shoppe alt i læder. For enden af gaden er der kun et stenkast til den gamle markedshal, der siges at være en kopi af den i Marseille.
Det er muligt, at Chanias gamle bydel er turistet, men i markedshallen kan du se de lokale på slap line, når de handler f.eks. kød, frugt og grønt eller græske specialiteter.
Chania har efterhånden vokset sig stor, men de nyere områder er hverken kønne eller særlig spændende.
Chanias museer
I Chania finder du flere spændende museer, der ligger i den gamle bydel. På Halidon kan du besøge det arkæologiske museum med en lang række genstande fra den minoiske periode og frem.
For enden af havnekajen forbi restauranterne ligger Det Maritime Museum, hvor du kan blive klogere på områdets søfartshistorie. Der er også en rekonstruktion af et minoisk skib.
Det vestlige Kreta
Kreta er en rigtig smuk ø. Ikke langt fra nordkystens turistområder ligger olivenlunde og små søvnige landsbyer. Snart bliver det bjergrigt, og heroppe i højderne er det ikke ualmindeligt at støde på en flok får eller geder.
Du kan køre mod vest og følge vejen mod syd langs kysten for at slippe for bjergkørsel. Her kommer du bl.a. forbi byen Falarssarna med den brede strand og kan tage små afstikkere til Chrissoskalitissa-klostret og kirken Agios Nicholaos, der begge ligger med smuk udsigt over Middelhavet.
Målet kunne være den skønne Elafonissi Beach, der ligger på Kretas sydvestkyst. Her ligger flere strande og laguner forbundet af en tange ud i havet, der fører over til en lille ø. Vandet er krystalklart og sandet i en sjov pink farve. Kom tidligt for at få en parkeringsplads.
Samaria-kløften
Den ca. 16 km lange Samariakløft er et af Kretas mest populære udflugtsmål. Det er en flot gåtur, der begynder i byen Xyloskalo 1200 m.o.h. Herfra går det ned gennem kløften, der er 3 meter på det smalleste sted og 150 meter på det bredeste. Turen slutter i Agia Roumeli.
En guidet tur til Samaria-kløften fra Chania koster 35-40 €
Du kan besøge Samaria-kløften på flere måder. I min Chania rejseguide anbefaler jeg at tage en guidet tur fra Chania (opsamling på dit hotel), da du fra Agia Roumeli skal sejle til Sougia, Paleochora eller Chora Sfakia og herfra finde transport tilbage til parkeringspladsen i Xyloskalo.
Billigst og mest tidskrævende er det at tage bussen til Xyloskalo og hjem fra en af byerne på kysten. Er du i egen bil er det også en mulighed at parkere i Xyloskalo og kun gå noget af ruten og så vende tilbage til parkeringspladsen.
Mad og drikke
Der mangler bestemt ikke spisesteder i Chania og langs strandvejen. Du kan få mad fra det meste af verden, men som altid i turistområder er det værd at se sig for.
Nogle restauranter er rene turistfælder med metervaremad, mens du andre steder spiser fantastisk til samme pris. Det kan virkelig være svært at skelne den ene fra den anden, men du kan altid tjekke anmeldelser på nettet eller prøve mine forslag herunder.
Den lokale mad er i sin originale form lavet med friske råvarer – her behøver man bare tænke på den lækre græske salat. Nogle retter er enkle, mens andre kræver lidt tid som f.eks. den skønne stifado.
Med vand til alle sider består det kretiske køkken også af masser af frisk fisk og skaldyr. Det er lækkert og som regel væsentligt billigere end i Danmark.
Salis – superdejlig restaurant, der nok er en af de bedste i Chania By. Maden er fra Middelhavskøkkenet og selvfølgelig lavet med friske lokale råvarer. Salis er en anelse dyrere end gennemsnittet, men priserne er absolut rimelige. Stedet har også et godt vinkort. På Akti Enoseos 3 (ud til den store havn).
Barba Thomas – så skal vi til Platanias og Barba Thomas, der en enkel, men god restaurant. Her serveres der primært lokal mad som man laver til perfektion. Venlig og familiær atmosfære. På PEO Kissamou Chanion 59 (hovedgaden).
Mylos to Kerata – vi bliver i Platanias og skal lidt hen ad hovedgaden til Mylos, der er bygget i og omkring en gammel vandmølle. Her får du skøn mad fra Grækenland/Middelhavet. På PEO Kissamou Chanion 109 (hovedgaden).
Rustic Garden – I Agia Marina skal du prøve Rustic Garden, der ligger i en hyggelig gårdhave. Her serveres græsk tapas (meze) – en række småretter du kan sammensætte til din egen menu. Retterne kommer løbende efterhånden som de spises. Gå op ad vejen ved Silk Oil og til højre første gang. Følg vejen og du kommer til restauranten.
Der er selvfølgelig natteliv i Chania, men for turisternes vedkommende foregår det primært i badebyerne. Alle steder er der pubs og barer, men det er i Platanias du finder det bedste aften- og natteliv. Her ligger også klubber og diskoteker, der kan sørge for en god aften.
Praktisk information
Vejr og klima i Chania
Chania er kendt som er sommerrejsemål, hvor temperaturen ligger på 28-32 °C og som regel med masser af sol. Det kan i perioder være varmere når luft fra Nordafrika presser sig op over øen.
På Kreta er sæsonen lang – allerede fra april kan du forvente over 20 °C, og øen vil også være fin til en efterårsferie, hvor temperaturen typisk ligger på 21-26 °C. I ydersæsonen kan det være en god idé at medbringe en trøje eller jakke til de kølige aftener.
Sundhed, forsikring og vaccination
Læs om sundhed på rejsen her og husk også forsikringen. Måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her.
Penge
I Grækenland bruger man euro. Dem kan du hæve i en af de mange kontantautomater, der ligger mange steder i byen og langs kysten. Automaterne har også engelsk menu. Bemærk, at der kan være gebyrer forbundet med at hæve i kontantautomaterne.
Mange hoteller, butikker og restauranter accepterer også f.eks. Visa og Mastercard. Handler du på markederne er kontanter ofte nødvendige.
EL
I Grækenland bruger man de samme stik som i Danmark. Jeg har aldrig været ude for at skulle bruge adapter. Vil du være på den sikre side, så kig ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.
Øvrigt
På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se den sidste nye rejsevejledning til Grækenland. Du kan også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.
Tak fordi du læste min Chania rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Chania rejseguide. Du kan læse meget mere om byen på chaniatourism.gr, der er den officielle turistguide.