Delhi Rejseguide

Indiens hovedstad Delhi er propfyldt med fantastiske oplevelser. Den enorme millionby byder bl.a. på spændende historie, fremmedartet kultur og imponerende bygninger.

Delhi er som resten af Indien et sansebombardement udover det sædvanlige. Et sted, hvor du gør klogt i at åbne sindet og bare suge til dig af indtryk og unikke oplevelser.

Det og meget andet kan du læse mere om i min Delhi rejseguide, som jeg håber, du kan bruge. Velkommen til Traveguru.

delhi rejseguide
Connaught Place er Delhis centrum

Transport

Ind og ud

Fra København kan du flyve direkte til Delhi med Air India, der er det nationale flyselskab. Alternativt kan du flyve med ét stop med f.eks. Emirates (via Dubai), Qatar Airways (via Doha) og Turkish Airlines (via Istanbul).

Flyver du fra Billund kan du tage en mellemlanding i f.eks. Frankfurt, Istanbul eller Amsterdam – sidstnævnte løsning er også en mulighed fra Aalborg.

Er du allerede i Indien eller et af nabolandene, så er der selvfølgelig ruter til stort set alle byer, der har en lufthavn – også til Goa, hvis du vil kombinere strand og storby. Søg og sammenlign flybilletter her.

Fra den moderne lufthavn ca. 20 km sydvest for centrum kan du hjemmefra booke en privat transfer til en fast pris. Det er den nemmeste og mest trygge måde at komme ind til dit overnatningssted.

Det er selvfølgelig også muligt at tage en taxi. De holder udenfor ankomstterminalen. Forvent priser på 60-70 kr. for en tur ind til centrum alt efter trafik og hvor du skal sættes af.

Er du på lavbudget eller ikke vil ofre penge på taxi eller privat transfer, så kan du tage metroen fra lufthavnen ind til Delhi centrum. Det er billigt, men fra stationen i byen skal du finde alternativ transport til dit overnatningssted.

At komme rundt

Den nemmeste måde at komme rundt i Delhi er med metroen, der dækker stort set hele byen. På metroselskabets hjemmeside kan du både finde rutekort og læse mere om billetter. Der er bl.a. et turistkort tilgængeligt, som kan købes af 1 eller 3 dages varighed.

Der er selvfølgelig andre måder at komme rundt i Delhi inklusive taxi og busser, men du kan også tage med på guidede udflugter og byrundture. Du kan booke hjemmefra eller høre dit hotel om de kan hjælpe.

delhi rejseguide
Old Delhi er yderst hektisk

Overnatning

Delhi eller New Delhi – hvad hedder byen? Delhi er den samlede betegnelse for hele byen. Ofte bruges navnet New Delhi, men området her dækker primært det administrative kvarter som englænderne anlagde og som stadig bruges af ministerier og til regeringskontorer. Derfor omtales New Delhi ofte som Indiens hovedstad.

Delhis centrum er omkring Connaught Place – en enorm rundkørsel, der med lidt god vilje deler Old Delhi mod nord og New Delhi i syd.

Det er omkring Connaught Place, jeg vil anbefale dig at bo. Lige syd for pladsen (eller rundkørslen) ligger området Janpath, der er et lidt pænere sted og lige nord for Connaught Place området Paharganj, som har billigere overnatning og er mere henvendt til backpackere og budgetrejsende.

Der er selvfølgelig andre steder at booke overnatning i Delhi, men vælger du Janpath eller Pahraganj, så bor du centralt og tæt på cafeer, spisesteder og offentlig transport.

Uanset hvor du vælger at bo, så lav lidt research inden, du booker overnatning. Generelt holder hoteller og guesthouses ikke tilnærmelsesvis samme niveau som i f.eks. Thailand eller Vietnam. I Indien kan det godt betale sig at give lidt mere for overnatningen.

Anbefalelsesværdige overnatningssteder

Herunder kan du se en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Delhi, der alle får gode anmeldelser af tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på hotels.com og booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.

Budget

YMCA Tourist Hostel – på trods af navnet kan du også få almindelige værelser – god beliggenhed tæt på Connaught Place

The Prime Delhi – et topvalg hvis du vil bo i Paharganj – rent og pænt til en god pris

Mellemklasse

Bloomrooms @ Janpath – nyt moderne hotel med god beliggenhed ved Janpath – mulighed for tilkøb af morgenmadsbuffet og lufthavnstransport

Best Western Darbar – et andet godt valg i Paharganj med gode værelser, hvor der max. er plads til fire personer. Morgenmad er tilgængelig.

Luksus

Shangri-La Eros – lækker luksus hvor intet er overladt til tilfældighederne. Her er bl.a. spa, restaurant og swimmingpool. God beliggenhed i Janpath.

The Imperial – luksushotel med topanmeldelser. Der er faciliteter som spa, bar, restaurant og swimmingpool. Tæt på Connaught Place.

Mit valg

Bloomrooms @ Janpath

I den endeløse række af halvluskede hoteller i Delhi skiller Bloomrooms sig positivt ud. Her bor du på moderne værelser med bl.a. tv, pengeskab og gratis wifi.

Hotellet har desuden døgnåben reception, der kan hjælpe med udflugter. Morgenmad og lufthavnstransport kan tilkøbes. Se billeder og priser på Bloomrooms @ Janpath.

Gandhi Smriti – huset, hvor Gandhi blev myrdet

Seværdigheder

Delhi er fyldt med seværdigheder og gode oplevelser. Bare det at gå rundt i Old Delhi er en attraktion i sig selv og utrolig spændende.

Som regel har turisterne kun få dage i Delhi, før de rejser videre. Derfor er det byens største og mest populære seværdigheder du kan læse om herunder. Der er i hvert fald oplevelser nok til at fylde to til tre dage med oplevelser.

Af aktiviteter har du selvfølgelig også et stort udvalg. Du kan f.eks. tage med på en food tour, besøge gallerier og museer eller booke en guidet byvandring

Old Delhi

Et af Delhis mest spændende bydele er Old Delhi, der som navnet antyder er den ældste del af byen. Det er her, du bl.a. finder hektiske markedsgader, der er proppet med købere, sælgere, cykeltaxier og et virvar af andre mennesker, der suser frem og tilbage i gyder og gader.

En populær måde at opleve Old Delhi er med rickshaw. Du kommer forbi moskeer og sikh- og hindutempler såvel som bazarer og gamle byporte. Det er også stedet at spise med de lokale og følge med det travle byliv. Old Delhi kaldes også Shahjahanabad efter Shah Jahan, der bl.a. opførte Taj Mahal i Agra.

Jama Masjid

Jama Masjid i Old Delhi er byens hovedmoské og den største i Indien. Moskéen blev opført i 1644, og den store gård kan rumme hele 25.000 mennesker. For ikke-muslimer er der kun adgang til gården, hvor du kan se den fine arkitektur og de 40 meter høje minareter. Det er Jama Masjid på billedet øverst.

Det Røde Fort

Også Det Røde Fort er en af Old Delhis attraktioner. Fortet, der blev grundlagt i 1639, fungerede som fæstning og palads for Mogul-sultanerne. Det Røde Fort er et ikonisk vartegn i Delhi og er kendt for sin imponerende røde sandstensarkitektur. Fortet er åbent for offentligheden og ofte afholdes kulturelle begivenheder og festivaler.

Gandhi Smriti

Selvom det er over 70 år siden at Mahatma Gandhi døde, så fylder han stadig ufattelig meget i indernes hverdag og bevidsthed. Den populære landsfader og leder af den indiske uafhængighedsbevægelse blev skuddræbt udenfor sit hus i Delhi i 1948. Huset er i dag et kombineret mindesmærke og museum.

Gandhi Smriti blev oprettet for at bevare Gandhis liv og idéer og fungere som center for forskning, refleksion og uddannelse med fokus på hans filosofier. Huset indeholder personlige genstande, fotografier, skulpturer og dokumenter, der relaterer til Gandhis liv og hans kamp for uafhængighed.

Raj Ghat, hvor Gandhi blev kremeret

Raj Ghat

Raj Ghat er et mindesmærke, der markerer det sted, hvor Mahatma Gandhi blev kremeret efter sin død. Raj Ghat er et roligt parklignende område, der tiltrækker mange besøgende, som kommer for at mindes og hylde Gandhi.

Humayuns Mausoleum

En af de mest imponerende seværdigheder i Delhi er Humayuns Mausoleum, der er på UNESCOs verdensarvliste. Det blev opført i det 16. århundrede som gravmæle for stormogulen Humayun.

Mausoleet er en af de flotteste arkitektoniske bygninger i Delhi og står som et eksempel på den tidlige Mogul-arkitektur. Mausoleet er berømt for sin symmetriske have, den røde sandstensarkitektur og de imponerende detaljer.

Qutb Minar

I den sydlige del af Delhi ligger Qutb Minar, der er en af de mest kendte seværdigheder i byen. Qutb Minar er på UNESCOs verdensarvliste og en del af Qutb-komplekset, der også omfatter den gamle Quwwat-ul-Islam-moské og andre historiske bygninger.

Det var fra Qutb Minar islam bredte sig i Nordindien via Delhisultanatet, der overtog magten efter stormogulerne. Minareten blev opført i det 12. århundrede og er hele 73 meter høj opført i marmor og rød sandsten. Den er kendt for sin fine indskrifter og dekorationer, der afspejler datidens islamiske arkitektur.

New Delhi

New Delhi er “den nye by” som englænderne anlagde fra 1911 og årene frem. Det er et område med lige gader og stort set helt uden den hektiske atmosfære, der er en stor del af indiske storbyer.

New Delhi har dog flere seværdigheder med den 42 meter høje India Gate i spidsen. Du kan besøge museer som Nationalmuseet og Museet for Moderne Kunst, og for enden af den snorlige gade Kartavya Path, der er flankeret af flere ministerier, ligger Præsidentpaladset. Her er der ikke adgang.

Lotustemplet

Lotustemplet tilhører bahá’í-troen, der er en sammenblanding af alle verdens religioner. Templet, der kaldes Bahá’í House of Worship, har form som en lotusblomst, der er et vigtig symbol i bahá’í-troen.

Templet blev indviet i 1986 og er åben for besøgende uanset religiøst tilhørsforhold. Det er omgivet af smukke haver og vandbassiner – et fredfyldt sted, hvor folk kan reflektere og finde åndelig ro.

delhi rejseguide
Humayuns Mausoleum er utrolig smuk og et must see i Delhi

Mad og drikke

Selv er jeg vild med det indiske køkken, der er alsidigt og velsmagende. Til gengæld er jeg ikke på samme måde positiv over for restaurantscenen. Jo, der er helt sikkert masser af gode spisesteder i det store land og således også i Delhi, men for turister kan de ofte være svære at finde.

Der er ikke rigtig tradition for at gøre opmærksom på sig selv. En trist og uvelkommen husfacade med tonede ruder kan sagtens gemme på en fantastisk restaurant, men hvor skulle man vide det fra som turist?

Heldigvis er der ved af ske noget i de større byer, hvor nogle spisesteder gør lidt ud af indretning og atmosfære. Alternativt kan du finde restauranter på de bedre hoteller, hvor mange turister ender med at spise.

I Delhi kan du selvfølgelig få mad fra hele verden. Som nævnt er jeg vild med det indiske køkken, der er smagfuldt med masser af varme krydderier. Nogle retter kan dog være ret stærke.

En god måde at blive introduceret til indisk mad er at bestille thali, der er en række småretter med f.eks. ris, brød, dressinger og chutneys. En thali fås stort set alle steder også i vegetarudgave.

Andre ting du kan prøve er korma, vindaloo, risretten biryani, butter chicken og diverse curries. Der er også brød og bagværk som dosa, naan og samosaer med fyld.

Anbefalelsesværdige spisesteder

Saravan Bhavan – Saravan Bhavan er en restaurantkæde, der tilbyder sydindiske vegetarretter. Det er smagfuldt og serveret i pæne omgivelser. Du kan få såkaldte Saravana Special, der en slags thali, men der er mange andre ting på menukortet. På Janpath Road ca. 600 m syd for Connaught Place.

Gulati Restaurant – I New Delhi spiser du godt på Gulati Restaurant, hvor du kan få alle de indiske klassikere – prøv f.eks. butter chicken og den gode Tandoori. Der er stor buffet til frokost og á la carte om aftenen. På Pandara Road ca. 600 m syd for India Gate.

Den gamle minaret ved Qutb Minar

Praktisk information til din rejse

Vejr og klima i Delhi

Delhi har milde vintre og ekstremt varme somre, hvor temperaturen ofte ligger på 40 °C. Jeg anbefaler tidlig forår eller sent efterår til et besøg i Delhi. Her ligger temperaturen på 25-32 °C med masser af sol.

Du kan også sagtens rejse til Delhi om vinteren – her er en lun trøje dog god at have med til aften- og nattetimerne. Forvent temperaturer på 20-24 °C.

Sundhed, forsikring og vaccination

Måske skal du have vaccinationer inden din rejse til Delhi. Du kan læse mere om de aktuelle anbefalinger her. Husk også forsikringen – måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her. Læs mere om sundhed på rejsen her.

Penge

Den indiske møntfod hedder rupee. I Delhi ligger en del kontantautomater – også med engelsk menu, der er nemme at bruge. Det er altid en god idé at have kontanter på dig til drikkepenge eller hvis du skal handle på markederne.

EL

I Indien kan du være ude for, at man bruger en anden type stik end i Danmark, og her er en adapter er nødvendig. Vil du være på den sikre side, så kig ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.

Øvrigt

Det er altid en god idé at tjekke den seneste rejsevejledning fra Udenrigsministeriet og læse om de aktuelle indrejseregler (kun vejledende). På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.

Bemærk også, at du skal have visum for at rejse til Indien. Det kan du søge online – se mere her.


Tak fordi du læste min Delhi rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Delhi rejseguide. Du kan læse meget mere om Delhi på Incredibleindia.org, der er den officielle turistguide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *