Få byer som Kairo har så mange fantastiske seværdigheder. Tænk bare på Sfinksen, Pyramiderne og Det Egyptiske Museum, men Kairo byder også på shopping, smukke moskeer og glimrende restauranter.
Kairo er en by, som det kan tage uger at udforske – vil du opleve de største seværdigheder, så læs med i min Kairo rejseguide, hvor du får et godt overblik over hvad du skal prioritere at se i den enorme by. Velkommen til.
Indholdsfortegnelse
Transport
Ind og ud
Det er supernemt at komme til Kairo. I hvert fald fra København, hvor du kan flyve direkte med Egypt Air. Fra Billund og Aalborg kan du flyve via København eller Amsterdam med ét stop. Søg og sammenlign flybilletter her.
Fra lufthavnen til centrum eller dit hotel kan du tage taxi eller transfer. Taxi koster ca. 14-17 USD alt efter hvor du skal hen i byen. En lufthavnstransfer som du kan booke hjemmefra koster ca. 25 USD.
En tredje mulighed er den offentlige bus. Linjerne 111 og 381 kører fra ankomstterminalen til Ramses Togstation. Herfra skal du så finde transport videre til dit bestemmelsessted. Prisen for bussen er ca. 1 USD.
Metrolinje M3 blev i 2022 forlænget til lufthavnen og er endnu en mulighed for at komme til centrum.
At komme rundt
Kairo har et omfattende offentligt transportsystem. Nemmest og hurtigst at bruge er efter min mening metroen. Der er tre linjer, som dækker centrum og store dele af forstæderne. Prisen for en tur er 1 pund uanset hvor langt du skal.
Taxi er selvfølgelig også en mulighed, men her er du afhængig af den heftige trafik, der også er en del af Kairo.
Overnatning
Egypten KAN være et superbilligt rejseland, men overnatning er overraskende dyrt. Med tanke på prisniveauet generelt, så er det ikke et sted, hvor du får meget for pengene.
Især i Kairo er priserne skruet op, og der kan være langt mellem hoteller, der får gode anmeldelser. Det gælder også de dyrere overnatningssteder og hos de internationale hotelkæder.
Kairo er en enorm by med masser af muligheder for overnatning. Du kan booke hotel tæt på de seværdigheder, du gerne vil se eller tæt på metroen, der nemt og hurtigt bringer dig rundt.
Centrum består primært af klassiske byhoteller, mens du i udkanten af byen kan finde en lang række overnatningssteder, der mere minder og resorts med f.eks. swimmingpool og en række andre faciliteter.
Er du udelukkende interesseret i det gamle Egypten, så kan du overveje at vælge et hotel ved Giza tæt på Sfinksen, pyramiderne og det nye Grand Egyptian Museum.
Anbefalelsesværdige overnatningssteder
Herunder finder du en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Kairo, der alle får gode anmeldelser af tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på hotels.com og booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.
Budget
City Hostel – Centrum
Holy Sheet Hostel – Centrum
Mellemklasse
Pyramids Planet Hotel – Giza
Maran Residence – New Cairo
Luksus
The St. Regis Cairo – Centrum
Four Seasons Hotel Cairo at Nile Plaza – Centrum
Mit valg
Pyramids Planet Hotel
Godt, billigt og med unik udsigt i verdensklasse. Her kan du se lige over på de verdensberømte pyramider og har kun 5 km til det nye Grand Egyptian Museum. Du kan booke værelser med både privat- og delt badeværelse.
Der er fælles køkken til fri afbenyttelse. Der er gratis wifi og mulighed for at tilkøbe morgenmad. Se billeder og aktuelle priser på Pyramids Planet Hotel.
Seværdigheder
Som nævnt i indledningen, så har Kairo adskillige seværdigheder i absolut verdensklasse. Fra de gamle egyptere til romerne og den senere arabiske indflydelse – alle har de sat deres aftryk i Kairo. Byen har også masser af markeder og at følge med i dagliglivet er i mine øjne en attraktion i sig selv.
Kairo er proppet med spændende seværdigheder – lav en plan over hvad du gerne vil se
Herunder er nævnt byens største seværdigheder, men der er flere andre museer ligesom du kan besøge gallerier og papyrusværksteder eller tage med på en bådtur på Nilen.
Pyramiderne
Lige udenfor centrum af Kairo ligger Giza med de verdensberømte pyramider, der er på UNESCOs verdensarvliste og det eneste tilbageværende af antikkens syv underværker.
Der ligger tre pyramider i området – mest berømt og ældst er Keops-pyramiden, der måler hele 137 meter i højden, men har været større. Det er muligt at komme ind i Keops-pyramiden. Ikke langt derfra kan du se Khefren-pyramiden, der øverst stadig har den originale beklædning i alabast.
Den tredje pyramide er Mykerinos, der af en eller anden grund er væsentlig mindre end de to øvrige. Pyramiderne ved Giza blev opført i omkring år 2500 f.kr. og er i den grad imponerende. De er et must see på din rejse til Kairo.
Alt efter hvornår du besøger Kairo, så kan en tur til pyramiderne være anstrengende – ikke kun pga. varmen, men også for de mange påtrængende sælgere. Der er to indgange til Giza-plateauet – den nordlige og den sydlige. Typisk går man ind ad den ene og ud ad den anden.
Sfinksen
Tæt på pyramiderne kan du besøge Sfinksen, der er en anden af Gizas verdensberømte seværdigheder. Den store 75 meter lange statue, eller figur, har altid været omgærdet af mystik. Måske vogter den over pyramiderne eller i hvert fald over Khefren-pyramiden – det er som om, at der går en lige linje mellem de to seværdigheder.
Det er blot én teori om Sfinksen, der forestiller et menneskehoved på en løvekrop. En af de ting, der er uenighed om hos eksperter, er Sfinksens alder. Nogle argumenterer for, at den er ældre en pyramiderne og at de to seværdigheder således ikke har noget med hinanden at gøre.
En af indgangene til Giza-plateauet, den sydlige, ligger i øvrigt tæt på Sfinksen.
Grand Egyptian Museum
Det gamle egyptiske museum i centrum af Kairo er imponerende, men alt tyder på, at det nye Grand Egyptian Museum (GEM) vil blive endnu mere storslået. Åbningen af museet er forsinket, men forventes at ske i 2023.
Grand Egyptian Museum vil have den største samling i verden af kulturgenstande fra det gamle Egypten. Et af højdepunkterne er selvfølgelig fundene fra Tutankamons grav inklusive den berømte guldmaske.
Du kan også se kister, mumier, våben, statuer og relieffer. Det er en enorm samling som det nemt kan tage en dag at udforske.
Citadellet og Muhammad Ali Moskeen
I det islamiske Kairo ligger citadellet og Muhammad Ali-moskeen – også kaldet Alabastermoskeen. I 1176 opførte Sultan Saladin en stor borg som forsvar mod korsridderne. Det er det vi i dag kender som Citadellet, der indeholder en lang række bygninger opført gennem århundreder.
En at bygningerne er Muhammad Ali-moskéen fra midten af 1800-tallet, hvis minareter du kan se på lang afstand. Moskéen har også en pragtfuld indergård delvist beklædt med alabast – deraf tilnavnet. Der er adgang til moskéen – også for ikke-muslimer.
Det Koptiske Kairo
Næsten alle egyptere er muslimer, men Kairo har traditionelt haft en kristen befolkningsgruppe i det område, der bliver omtalt som det koptiske Kairo. Den lille bydel ligger i old cairo ud til Nilen mod vest. Højdepunkterne er det koptiske museum, den hængende kirke og flere synagoger, men du vil også kunne se spor efter romerne.
Det koptiske Kairo er måske et af de bedste steder at gå rundt og lade sig imponere over de fantastiske historiske seværdigheder. Du kommer nemmest dertil med metroen – stå af på stationen Mar Girgis.
Khan el-Khalili – bazaren
Kairos mest berømte bazar er Khan el-Khalili, der ligger centralt i byen. Tidligere var det kendt som det tyrkiske marked, men i dag er det et turistmarked, der ligger i en lang række smalle gader og gyder.
Du kan bl.a. købe glas, guld, sølv, vandpiber, papyrus, souvenirs og kunsthåndværk. Forvent meget påtrængende sælgere
Al Azhar Moskeen
Endnu en moské du skal besøge i Kairo. Al Azhar Moskeen stor færdig i år 972, men er senere blevet udvidet. Dele af den fine bygning fra Fatimid-perioden er dog fra dengang moskeen blev grundlagt. På området finder du også et af verdens ældste universiteter, der åbnede i år 988.
Gennem porten (tag skoene af) kan du gå ind på gårdpladsen. Der er som regel ikke adgang til selve den enorme bedehal, men fra pladsen kan du se alle fem minareter.
Mad og drikke
En kæmpeby som Kairo har selvfølgelig spisesteder med mad fra hele verden. Elsker du som jeg mellemøstlig mad, så er der ingen som helst grund til ikke at spise lokalt.
Det egyptiske køkken hører man sjældent om, men her får du alt det bedste fra den arabiske verden kombineret med landets egne specialiteter som f.eks. fyldte duer (Hamaan), simreretten fatteh og ful medames, der er en slags bønnestuvning.
Køkkenet består ofte af retter, der kan laves af afgrøderne langs Nilen. Af samme grund er Kairo og Egypten et fantastisk sted for vegetarer. Det sagt, så elsker man kød, men det har traditionelt været en dyr vare.
Prisniveauet på restauranterne er absolut rimeligt – her får du typisk meget for pengene og har måske råd til at flotte dig lidt. Områderne Maadi og Zamalek er kendt for at have det største udvalg af spisesteder, hvor især sidstnævnte er lidt mondænt.
Vil du ikke bruge tid på at lede efter gode spisesteder, så kan du altid gå ind på luksushotellerne, der typisk har et antal restauranter med lækker mad. Det er til gengæld ikke her, du spiser billigt.
Anbefalelsesværdige spisesteder
Naghib Mahfouz – populær restaurant med egyptisk mad. Stort menukort, venlig betjening og god atmosfære. Af og til er der underholdning. Den centrale beliggenhed i Khan el-Kahlili giver lidt højere priser. På Sekat a-Badstan.
Tablia Balady – god egyptisk restaurant med en meget autentisk følelse. Der er tale om et enkelt spisested, men med stor kærlighed til maden. Beliggenheden i en lille gyde vil ikke være for alle. På Mahmoud Abdeen (gyde hertil).
Paprika – gode gamle Paprika er stadig et besøg værd. Restauranten har mange år på bagen og har typisk været et kendissted. Paprika er dog for alle, der ønsker at spise egyptisk i pæne omgivelser og måske til lyden af jazzmusik. På Boulaq num. 4.
Kairo har et livligt natteliv, der groft sagt er delt i to. Det lokale natteliv (hvor du selvfølgelig er velkommen) og nattelivet for turister, der primært finder sted i downtown og Zamalek.
Her ligger pubs, klubber og cocktailbarer, der også frekventeres af bedrestillede egyptere. Også når det gælder drinks og natteliv kan du besøge de bedre hoteller, der som regel har gode barer.
Praktisk information til din rejse
Vejr og klima i Kairo
Kairo kan besøges året rundt. Mest behageligt er det måske forår og efterår, hvor temperaturen ligger på 22-28 °C. Kairo har varme somre med temperaturer på langt over 30 °C – i perioder næsten 40 °C. Året rundt falder der kun ganske lidt nedbør.
Rejser du til Kairo i vinterperioden, så vær opmærksom på, at nætterne kan være kølige. Husk en lun trøje.
Sundhed, forsikring og vaccination
Måske skal du have vaccinationer inden din rejse til Kairo. Du kan læse mere om de aktuelle anbefalinger her. Husk også forsikringen – måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her. Læs mere om sundhed på rejsen her.
Penge
Den egyptiske møntfod hedder pund, der er opdelt i piastre. I Kairo ligger en del kontantautomater – også med engelsk menu, der er nemme at bruge. Det er altid en god idé at have kontanter på dig til drikkepenge eller hvis du skal handle på markederne.
Netop drikkepenge er meget udbredt i Egypten. Fra tjenere, taxachauffører, rengøringspersonale og toiletvagter – alle forventer de drikkepenge. Jeg har endda flere gange været ude for at mennesker på gaden kom og bad om bakshish.
EL
I Egypten kan du være ude for, at man bruger en anden type stik end i Danmark, og her er en adapter er nødvendig. Vil du være på den sikre side, så kig ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.
Øvrigt
Det er altid en god idé at tjekke den seneste rejsevejledning fra Udenrigsministeriet og læse om de aktuelle indrejseregler (kun vejledende). På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.
Tak fordi du læste min Kairo rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Kairo rejseguide. Du kan læse meget mere om Kairo på egypt.travel, der er den officielle turistguide.