Kochi Rejseguide

Indien er bare et fantastisk rejseland. Det gælder også byen Kochi i delstaten Kerala, der er et eksotisk sted med kilometerlange strande omkranset af høje slanke palmer.

Kochi, som englænderne kaldte Cochin, er også en historisk by med tydelig jødisk og europæisk indflydelse. Det var i Kochi den indbringende handel med krydderier havde sit epicenter, og det er ikke mange år siden, at peberauktionen lukkede.

Kochi er med andre ord en spændende by, der er behagelig at udforske. Læs meget mere i min Kochi rejseguide. Velkommen til.

Vasco da Gama Square er centrum i Old Kochi (Fort Kochi)

Transport

Ind og ud

Kochi har egen international lufthavn. Fra København kan du flyve med ét stop til Kochi med Emirates (via Dubai) og Qatar Airways (via Doha). Fra Billund og Aalborg er nødvendigt med flere stop. Du kan søge og sammenligne flybilletter her.

Lufthavnen ligger ca. 40 km fra centrum. Du kan tage en taxi, men også få dit hotel til at sørge for transport. Alternativet er en privat lufthavnstransfer, som du nemt bestiller hjemmefra.

At komme rundt

Kochi er en by, hvor du nemt kan få brug for transport. Byen består af øer og halvøer, hvor afstandene kan være store. Der er masser af taxier i byen, men du kan også tage en rickshaw til kortere ture.

Fra Fort Kochi (hvor jeg vil anbefale dig at bo) som du kan læse mere om herunder, kan du også tage færgen til Ernakulam, der er byens moderne centrum. Vil du på guidede ture, så kan dit hotel uden tvivl hjælpe.

kochi rejseguide
Princess Street ved Vasco da Gama Square er livlig med mange butikker og spisesteder

Overnatning

En by af Kochis størrelse har selvfølgelig overnatning for enhver smag og pengepung. I mine øjne er der kun ét sted at bo i byen, og det er i Old Kochi (også kaldet Fort Kochi). Bydelen ligger ud til Det Arabiske Hav ved indsejlingen til Vembanad-søen.

Her bor du tæt på alle seværdighederne, og i forhold til de fleste andre steder i byen, så er det et hyggeligt område i lav bebyggelse som for en stor dels vedkommende kan opleves til fods.

Prisniveauet på overnatning i Indien er lavt, men vælger du at bo lige i smørhullet, så forvent lidt højere priser end gennemsnittet. Det er dog stadig billigt i forhold til de fleste andre steder i verden.

Anbefalelsesværdige overnatningssteder

Herunder finder du en række anbefalelsesværdige overnatningssteder i Old Kochi, der alle får gode anmeldelser fra tidligere gæster. Du finder selvfølgelig et væsentlig større udvalg på hotels.com og booking.com, som jeg selv bruger, når jeg skal booke hotel til mine rejser.

Budget

Zostel Kochi
Aaron’s Home Stay

Mellemklasse

Tissa’s Inn
Chiramel Residency

Luksus

Fragrant Nature Kochi
Brunton Boatyard

Mit valg

Tissa’s Inn

Selvom værelserne kan se lidt old school ud, så er Tissa’s Inn et moderne overnatningssted, som du skal vælge for den perfekte beliggenhed og det supervenlige personale. Her er kun ni værelser, så book i god tid. Morgenmad er inkluderet. Se billeder og aktuelle priser på Tissa’s Inn.

kochi rejseguide
De kinesiske fiskenet

Seværdigheder

Old Kochi er et superspændende sted. Forholdsvis tæt på hinanden ligger en lang række historiske seværdigheder, og som nævnt er det et behageligt sted at gå rundt.

Som en slags centrum ligger Vasco da Gama Square ud til Det Arabiske Hav præcis ved indsejlingen til Vembanad-søen. Pladsen er opkaldt efter den portugisiske opdagelsesrejsende, der siges at være den første europæer i Kochi.

Udover nedenstående seværdigheder, så er der to ting, som jeg i denne Kochi rejseguide vil anbefale dig at prøve: Kathakalidans og en ayurvedabehandling.

Kathakalidans er helt særligt for Kerala. Danserne bærer kraftig make-up, og med særlige håndstillinger illustrerer de følelser og handling, der typisk er episoder fra Ramayana. Ved Vasco da Gama Square ligger et kulturcenter, hvor du kan se kathakalidans

Besøger du Kerala, så skal du prøve at sejle med en ombygget risbåd i The Backwaters – det er en stor oplevelse

En ayurvedabehandling består oprindelig af mange dele med fokus på velvære, men for turister er det typisk en gang massage med olier. Skulle du få lyst til en længerevarende behandling, så er der en del steder, hvor du kan bo i flere uger.

Selvom Kochi er en storby, så er der ikke langt til stranden. Især ikke fra Old Kochi, der har sin egen strand, men du kan også hoppe på færgen til Vypin på den anden side af indsejlingen til søen. Her ligger først Puthuvype Beach og længere mod nord Cherai Beach.

Det autentiske Indien finder du ikke i Old Kochi, men i Ernakulam, der i mine øjne ikke er det mest spændende sted.

kochi rejseguide
Skolepiger ved Santa Cruz Basilikaen

St. Francis Kirken

St. Francis Kirken i Old Kochi er Indiens ældste kirke. Den blev første gang opført i begyndelsen af 1500-tallet, men den nuværende er fra midten af det 16. århundrede. Kirken er forholdsvis beskeden, men alligevel berømt, da Vasco da Gama blev begravet her i 1524.

Få år efter blev hans lig dog sejlet hjem til Portugal, men det er stadig markeret, hvor han lå begravet. I forbindelsen med kirken ligger en hollandsk kirkegård. Hollænderne overtog Malabarkysten i 1663 og ødelagde alle katolske kirker, men ikke denne. Det er St. Francis Kirken på billedet øverst.

De kinesiske fiskenet

Det er især europæerne, der har sat deres præg på Malabarkysten, men de var ikke de første i Cochin. Ca. 100 år tidligere var det kineserne, der kom forbi med handel for øje. De introducerede en ny fiskemetode med pinde i hjørnerne og et store net i midten, som hives op.

Fiskemetoden bruges stadig som det eneste sted i verden udenfor Kina. De kinesiske fiskenet står på række ved indsejlingen til Vembanad-søen og kan ses fra Vasco da Gama Square.

Det jødiske kvarter

Det jødiske kvarter ligger i den østlige del af Old Kochi. Her lå engang udskibningshavnen for krydderier, og det er ikke mange år siden, at peberauktionen lukkede. I den jødiske bydel ligger butikkerne på stribe. Her kan du shoppe bl.a. tøj, krydderier og kunsthåndværk.

Husk at fylde krydderihylden op, når du besøger Kochi

For enden af den smalle gade Jew Town Road kan du besøge den gamle synagoge. Den blev opført i 1568, men delvist renoveret i den hollandske periode. Som området omkring Vasco da Gama Square er også det jødiske kvarter et behageligt sted at gå rundt.

Matancherry Palace

I forbindelse med Det Jødiske Kvarter ligger Matancherry Palace. Når man snakker om paladser i Indien kommer de fleste nok til at tænke på overdådige bygninger, der er er rigt udsmykket. Sådan er Matancherry Palace ikke.

Det var portugiserne, der opførte paladset i 1555 som gave til rajaen af Kochi. Indenfor er der i dag et museum om Keralas og maharajaernes historie. Indvendig er bygningen imponerede med bl.a. vægmalerier og smukke dekorative trælofter.

Den smalle Jew Town Road er fyldt med butikker

Mad og drikke

Jeg elsker indisk mad. De varme curries, risretten biryani, de lækre brød og alle hapserne i form af f.eks. dosa og samosa er bare lækre.

Jeg har efterhånden rejst en del gange i Indien, og det har altid undret mig, at man gør så lidt ud af restauranterne. Jo, de findes i turistområder som f.eks. Goa, men ofte er det bare et tomt rum med træstole uden nogen form for hygge.

Også her er Kochi lidt anderledes. I hvert fald i Old Kochi, hvor du finder caféer, som du kender dem fra vores breddegrader, men også restauranter, der gør lidt mere ud af sig selv. Jeg er klar over, at de er mere henvendt til turister, men derfor kan maden jo godt være i orden.

Udover de klassiske indiske retter, så finder du også masser af fisk og skaldyr på menukortene. Indien og især Kerala er også et fantastisk sted for veganere og vegetarer.

Anbefalelsesværdige spisesteder

Fusion Bay – god og enkel restaurant, der serverer indisk mad til attraktive priser. Prøv f.eks. de gode fiske- og curryretter. Også et godt sted for veganere og vegetarer. På KB Jacob Road.

Farmers Café – Farmers Café minder lidt om Fusion Bay. God indisk mad til lige så gode priser i enkle omgivelser. Køkkenet er primært sydindisk, men med et lille twist. Åben til frokost og aften. På Rids Dale Road.

Kochi Art Café – superpopulær café, der også fremviser lokal kunst. Her er en skøn atmosfære og et pænt udvalg af vestlig mad, der serveres fra morgen til aften. Sid inde eller i den hyggelige gårdhave. På Burgher Street.

Nattelivet i Old Kochi er roligt. Det er et sted, hvor turisterne mødes på caféer og barer, men der er virkelig langt mellem steder, der holder åbent til langt ud på natten.

Natklubber og barer af international karakter med drinks og cocktails kan du typisk finde på de større hoteller.

kochi rejseguide
Udefra er Mattancherry Palace beskedent, men indenfor er der gode oplevelser i vente

Praktisk information til din rejse

Vejr og klima i Kochi

Kochi er et vinterrejsemål, der skal besøges fra november til februar/marts. I denne periode ligger temperaturen på 29-33 °C og der falder stort set ingen nedbør. Det gør der til gengæld i sommerperioden, hvor denne del af Indien får betydelige mængder regn.

Sundhed, forsikring og vaccination

Måske skal du have vaccinationer inden din rejse til Kochi. Du kan læse mere om de aktuelle anbefalinger her. Husk også forsikringen – måske har du en rejseforsikring inkluderet i f.eks. din indboforsikring – hvis ikke kan du få et tilbud på forsikring her. Læs mere om sundhed på rejsen her.

Penge

Den indiske møntfod hedder rupee. I Kochi ligger en del kontantautomater – også med engelsk menu, der er nemme at bruge. Det er altid en god idé at have kontanter på dig til drikkepenge eller hvis du skal handle på markederne.

EL

I Indien kan du være ude for, at man bruger en anden type stik end i Danmark, og her er en adapter er nødvendig. Vil du være på den sikre side, så kig ind hos rejsegear.dk, der både har adaptere og meget andet til din rejse.

Øvrigt

Det er altid en god idé at tjekke den seneste rejsevejledning fra Udenrigsministeriet og læse om de aktuelle indrejseregler (kun vejledende). På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du også downloade ministeriets app Rejseklar, hvor du kan få gode råd til rejsen og skrive dig på danskerlisten.

Bemærk også, at du skal have visum for at rejse til Indien. Det kan du søge online – se mere her.


Tak fordi du læste min Kochi rejseguide
Jeg håber du fik noget ud af min Kochi rejseguide. Du kan læse meget mere om Kochi på Incredibleindia.org, der er den officielle turistguide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *